Flere penge til skolebyggeri

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Kommunerne får flere penge til skolebyggeri, og det er godt. Dermed ser vi for første gang en anerkendelse fra regeringens side af, at kommunerne har et problem', siger Bjarne Pedersen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen.

I aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening angives, at der næste år vil være ekstra penge til skolebyggeri og en ekstra lånemulighed for kommunerne. Kommunernes Landsforening oplyser, at anlægsrammen vil være på 7,3 milliarder kroner, og det vil betyde én milliard ekstra kroner til området daginstitutioner, skoler med mere.

'Men der er tre elementer, der skal bruges penge til, når man taler om skolebyggeri', siger Bjarne Pedersen. 'Der er den nødvendige udvidelse på grund af det stigende elevtal. Det sker i form af nybyggeri. Så er der behovet for renovering, og endelig er der behovet for at bygge skolerne om, så de svarer til kravene i folkeskoleloven'.

Han mener, at de fleste kommuner vil blive nødt til at prioritere at udvide med nyt skolebyggeri.

'Det betyder, at renovering og at bringe lokalerne i aktuel stand endnu en gang bliver udskudt', siger Bjarne Pedersen.

'Bare i Helsingør Kommune, hvor jeg er ansat, har vi brug for 40 millioner kroner kun i år 2000 til udvidelse og renovering. Og vi vil skulle bruge et tilsvarende beløb de næste tre år.'

'Regeringen er nødt til at give minimum samme ramme frem til år 2005 til udbygning, hvis det skal hjælpe noget', siger Bjarne Pedersen.hela

Powered by Labrador CMS