Gode tider for lærernes pensionsopsparing

En depotrente på 5,9 procent før skat i 2016. En sænkning af den procent af din opsparing, der går til administration. Og en sænkning af den procent af din opsparing, der går til invalideforsikring. Jo, din pensionsopsparing vil vokse mere til næste år, end den plejer.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2016 vil depotrenten i Lærernes Pension blive på 5,9 procent, meddeler pensionsselskabet i dag. Det er den højeste depotrente, der indtil videre er meldt ud på pensionsmarkedet for 2016.

Samtidig sænker Lærernes Pension det beløb, der bliver trukket fra din pensionsopsparing til at dække selskabets administrationsomkostninger.

Og det beløb, der løbende går fra din opsparing til invalideforsikring, bliver også lavere. Så alt i alt vil din pensionsopsparing efter nytår vokse mere, end den plejer.

 "2015 har ikke været et godt aktieår for pensionsopsparerne, men når vi alligevel er i stand til at give en høj depotrente, så er det fordi vores reserver er rigtig gode. Derfor forventer vi også i årene fremover at kunne give gode depotrenter", udtaler administrerende direktør i Lærernes Pension Paul Brüniche-Olsen i en pressemeddelelse.

Danske aktie-kroner vælter ned i pengekassen i Lærernes Pension

Omkostningerne falder med 25 procent

I dag går to procent af lærernes indbetalinger til administration, men i 2016 bliver der kun trukket 1,5 procent af indbetalingerne til pension - det svarer til et fald på 25 procent.

"Lærernes Pension har i forvejen meget lave omkostninger til administration. Alligevel er det lykkedes os at opbygge et overskud, så vi kan sætte omkostningerne til administration ned endnu en gang", siger Paul Brüniche-Olsen.

10.000 kr. mere i pension til lærerne

Prisen for forsikringer sænkes med 30 procent

Et stigende antal lærere vender tilbage til arbejdet, efter at de i første omgang har fået en invalidepension fra Lærernes Pension. Det betyder, at Lærernes Pension har opbygget et overskud på invalidedækningen, og derfor kan priserne sættes ned med 30 procent.

Siden 2013 er priserne for forsikringerne faldet med 69 procent, oplyser Lærernes Pension.

90 millioner mere til pension

For en ung lærer betyder det, at hans eller hendes alderspension bliver cirka to procent højere. Medlemmerne sparer samlet set cirka 90 millioner kroner, som i stedet går til pensionerne, har pensionsselskabet beregnet.