I en tid, hvor der tales meget om folkeskolens form og indhold og hvor inklusion er sat på dagsordenen mere end nogensinde, ja enddog skrevet ind i seneste revision af folkeskoleloven fra 2013,  ønsker jeg i denne artikel at sætte fokus på Inklusionen og det vigtige møde. Mit fokus vil i høj grad være på de børn, der med nye regler og nye økonomiske rammer ønskes inkluderet i folkeskolens almene undervisning, med bevidstheden om, at netop disse børn har behov for en inkluderende indsats, da de har særlige forudsætninger for at indgå i skolens fællesskab i form af for eksempel en ADHD diagnose eller en autisme-spektrum forstyrrelse.

Jeg har – i tidligere artikler – skrevet om inklusionen i folkeskolen og dennes udfordringer og berettigelse. Disse kan læses på min LinkedIn profil eller på min Facebook profil: Uddannelse & Pædagogik v/Nils Wedel. Pointerne heri står jeg ved og disse ligger også til grund for indholdet i denne artikel, der sætter fokus på det vigtige møde! 

Men hvilket møde? Og hvorfor fremhæver jeg dette, som særligt vigtigt?

Det handler om mødet med barnet og om barnets møde med verden! Dette møde, som bygger på relationen mellem barnet og de voksne, som i denne artikel primært er forældre, lærere og pædagoger er helt centralt at forstå for at inklusionen skal kunne lykkes. Alligevel er dette møde alt for svært at få øje på – som afgørende faktor for barnets succes i den inkluderende praksis – når feltet vi søger i er den politiske og administrative diskurs om øget inklusion i skole og institution.

Den Amerikanske neurolog Martin L Kutscher skriver i de første afsnit i sin bog ”Børn med blandingsdiagnoser” fra 2008, at man skal prøve at forstå barnet! 

Stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor gjorde han det? 

Der er altid en årsag til barnets handling, selvom denne for andre kan virke meget lidt fornuftig! Et af Kutschers eksempler er, eleven, der eksploderer fordi hun ikke kan magte matematikopgaverne. En eksplosion, der slet ikke er logisk eller gavnlig for barnet, set i voksenperspektiv, fordi det medfører konflikt og sanktion, men som i barnets verden frigør det for den svære situation det sad i med matematikken – en situation, der som udgangspunkt rummer både utilstrækkelighedsfølelse og oplevelsen af personligt nederlag. Ved at eksplodere bringer barnet sig selv i en situation, hvor det frigøres fra denne svære sammenhæng og i stedet sendes til skoleinspektøren, hvor irettesættelsen og sanktionen venter – en situation disse børn kender til hudløshed – tro mig! Denne situation er ikke udtryk for et kalkuleret valg, men sker, som en refleks – som en ubevidst flugt.

I forlængelse heraf vil jeg citere den Amerikanske psykolog Ross W Greene, der i sin bog ”Fortabt i skolen” skriver det, der efter jeg læste det første gang er blevet et mantra for mig i min pædagogiske praksis:

Børn gør det rigtige, hvis de kan

Det er vores opgave, som professionelle i skoler og institutioner, at støtte børnene i at kunne, og skabe rammer omkring dem, som gør, at de kan og at skabe et møde, hvor deres særlige forudsætninger bliver set og forstået og hvor der ikke skabes udfordringer i mødet, der gør eksplosionen til den løsning, der vælges af ren refleks.

Vi ved, at børn med ADHD typisk har svært ved at koncentrere sig, at de kan være uorganiserede, impulsive og hyperaktive, hvilket alle er forudsætninger, der kan skabe nederlagssituationer for barnet i undervisningssituationen. Hvis barnet har en autisme-spektrumforstyrrelse er en stor del af udfordringen på det kommunikative område, hvor barnet kan have vanskeligt ved at forstå og agere i sociale sammenhænge og have svært ved at læse den verbale og særligt den nonverbale kommunikation i fællesskabet, hvilket selvsagt er en kilde til misforståelser, konflikter og konfrontationer.

Derfor er det særligt vigtigt, at vi som professionelle har øje for disse adfærdsmønstre og, at vi i vores kommunikation skaber forståelighed og tydelighed, at vi giver barnet overskuelige og strukturerede rammer med udfordringer, arbejdsformer og aktiviteter, der gør det muligt for barnet at navigere uden om eksplosionen. Det er vigtigt, at der skabes rammer hvor eksklusion er mulig både på elevens eget initiativ, eller fordi læreren eller pædagogen oplever, at denne er det bedste for det ofte sårbare barn.

Om det – ude i det enkelte læringsmiljø – er muligt fysisk og i forhold til voksenressourcer vil jeg lade stå uomtalt hen, da det formentlig varierer fra sted til sted.

I mødet er det også vigtigt, at vi holder os for øje, at barnet skal ses og mødes som et barn, med alle dets øvrige årsager til at agere og interagere i læringsarenaen. Fordi barnet har særlige forudsætninger i form af f.eks. en ADHD diagnose eller en autisme spektrum forstyrrelse er det ikke ensbetydende med, at pubertetens opgør med omverden forsvinder, at den almindelige opdragelse mister sin betydning, at barnet ikke kan have konflikter med mor, far eller søskende før det møder i skole eller institution. 

Alle disse samspilssituationer påvirker også det barn vi møder og dermed også selve mødets kvalitet! Herudover kan barnet med særlige forudsætninger, lige som alle os andre, også slet og ret have en dårlig dag. Ligeledes er det vigtigt, at barnet mødes af en voksen der sætter rammer udtrykker forventninger og praktisere konsekvens i øjeblikket. Ikke langsigtede straffe, men en umiddelbar konsekvens, der er tilpasset og begrundet, så barnet forstår sammenhængen.

Det er her vi, som professionelle – i følge Kutscher – kan gøre en stor forskel, ved – hver dag - at reflektere over: hvad er det for et barn vi møder? At se det barn vi møder!

Det handler om, at vi, som professionelle, har stor betydning for det enkelte barns succes og læring hver dag det møder i skole! Derfor er parolen kend din virkning og mød barnet!