Blog
0   560

Samtale med Niviaq Korneliussen del 2

Abonner på nyt om Litteraturens omveje i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

I denne del af snakken med Niviaq taler vi om bogen, HOMO Sapienne, hendes debut fra 2014, som i år var blandt de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris.

For ikke så længe siden læste jeg en artikel i Weekendavisen om en grønlandsk transperson, som fortalte om, at man som ikke-hetero godt kunne have det rigtig svært i Grønland. Homoseksualitet er en åbenlys del af din bogs univers, hvilket allerede slås fast med titlen. Har du oplevet reaktioner på det i forbindelse med modtagelsen af bogen?

I Grønland er der ikke, på samme måde som fx i Danmark, et tydeligt homomiljø – man har ikke bøssebarer eller andre ”officielle” mødesteder, man er lidt mere privat med det. Men jeg har ikke oplevet reaktioner, der handlede om det, da bogen kom frem. Jeg ved selvfølgelig ikke, om folk ikke havde lyst til at bringe det på banen fordi de opfatter det som tabubelagt, eller om de bare ikke opfatter det som vigtigt. Jeg har mange meget unge læsere, der er meget globalt tænkende og mangfoldige i deres værdier – for dem handler det ikke så meget om homoseksualitet, når det kommer til stykket, men om unge mennesker, der har relationer og sex og problemer. Det er nok sådan de fleste af mine læsere egentlig oplever det, og det er sådan jeg selv ser det. Der har været en del snak om, at min bog har været til gavn for særligt unge i de meget små byer, der kan føle sig meget alene med en måde at være på, der ikke ligner de andres – det er det vigtigste aspekt for mig, når det handler om homo-temaet – ellers handler det bare mennesker, der gør som mennesker gør.

En anden ting, jeg hæfter mig ved, er at du ikke tematiserer Grønland – og jeg er vild med sætningen ”fuck this post-colonial piece of shit”.

Netop – det er igen det, jeg mener. Det er ”globale” problemer, jeg skriver om. Det kunne lige så godt være en flok unge i København eller London eller hvor som helst, der levede og følte sådan, som jeg beskriver. Flere medier har skrevet, at nu var der en vred ung stemme, der kritiserede Grønland – men ud over et enkelt afsnit, hvor en af personerne udtrykker vrede og afstandtagen, synes jeg ikke, jeg fortæller om vrede. Der er selvfølgelig kritik, men den går ikke på noget særlig Grønlandsk – den vrede person kunne lige så godt have følt sig fremmedgjort et andet sted i verden. En dansk forfatter behøver jo ikke skrive om den egn, vedkommende er vokset op på – og det gør en Grønlandsk heller ikke.

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg hæfter mig også ved, at naturen ikke fylder noget – den nævnes vist to gange, og ikke mere indgående, end hvis der havde stået noget i retning af: solens sidste stråler ramte tårnet ved Kastrup Lufthavn – det er dejlig atypisk.

Det var meget vigtigt for mig, at det var mennesker, det handlede om. Det er meget bevidst, at jeg ikke skriver om natur. Al Grønlandsk litteratur handler om, at vores natur det smukkeste i verden eller at vi har alvorlige sociale problemer. I det sidste afsnit står solen op og rammer fjeldet Sermitsiaq udenfor byen – men det gør solen jo, og så er det sådan set det. Andre skriver, særligt hvis de kommer udefra, om et miljø, der er nyt og overvældende for dem – hvad enten de skriver om naturen eller fattigdom og misbrug. Det er realiteter – der er smuk natur og sociale problemer, men der er også mange andre realiteter i Grønland, ligesom alle andre steder. Jeg vælger nogle af de andre. Grønland virker ofte meget intenst for folk, der kommer udefra – som man fx ser det hos Kim Leine – men for andre er det helt almindelig hverdag.

Jeg synes netop at det kommer til udtryk. Samtidig synes jeg også, bogen indeholder den ”grønlandske intensitet”. De første kapitler har en følelse af mørke og er næsten klaustrofobisk fortættede – og så bryder lyset frem i sidste kapitel, både metaforisk og faktisk.

Jeg havde behov for, at historien skulle slutte roligt. Der skulle ikke være sex, druk og vildskab til sidst. Men det var en stor udfordring at skrive den ro frem, den afklarede stemning – det var meget nemmere at fortælle om de mere ekstreme ting i resten af bogen. Kapitlet er meget anderledes, der kommer netop lys og fred mens der gives slip på noget skam. Det var meget vigtigt for mig, at man endte med at kunne trække vejret igen efter al intensiteten.

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.488 andre er allerede tilmeldt