Til skole/hjem samtale i sidste uge, spurgte min kollega en 6. klasses elev: ”Vil du bare være dygtig, eller vil du være så dygtig, som du kan blive”? Eleven svarede, at han bare ville være dygtig. Han ville ikke være en kedelig stræber! Han er en af de mange elever, der underpræsterer. Han kunne gøre det bedre, hvis han ville og vi som lærere og forældre var bedre til at stille krav og forventninger til ham.

På min skole er vi ret gode til at være opmærksomme på de fagligt svage elever, og alle tests viser, at vi er ret gode til at løfte dem. Når vi ser på resultaterne, har vi ikke mange elever, der ligger og skraber bunden. Det er jo dejligt. Problemet er, at vi heller ikke har ret mange elever, der ligger i top. Og det er knap så dejligt.

Jeg tvivler på, at min skole befinder sig i et intelligens limbo, hvor der lige præcis ikke fødes særligt intelligente børn. I princippet burde 5% af eleverne have en IQ på 120 eller derover.

Officielt går børnene under betegnelsen: ”Børn med særlige forudsætninger” og umiddelbart skulle man tro, at disse børn klarer dagen i en almindelig folkeskole helt fantastisk, men sådan er det langt fra altid. ”Gifted Children” er en forening for højt begavede børn og deres familier. Og hvis man læser forældreberetninger på deres hjemmeside, står det klart, at mange børn ikke bliver genkendt som højtbegavede. Og selvom de bliver genkendt, så får de ikke nødvendigvis dækket deres behov for undervisning, der er tilpasset deres behov.

Da folkeskolereformen gjorde sit indtog, var der i visse kredse begejstring, for nu skulle der endelig være tid til fordybelse, talentforløb og plads til disse højtbegavede børn. Og på nogle områder har skolereformen også ændret noget. Der er nu mere opmærksomhed på disse elever.

Fra Høje Taastrup kommunes side, er der f.eks. lavet en strategi for, hvordan vi som skole bedst udfordrer de dygtige elever. Strategien nævner både holddeling, scienceforløb og særlige praktikforløb, men det er som om, vi aldrig rigtig har fået det implementeret. Og vi er ikke alene. Det gør sig gældende mange steder i landet.

Det er stadig undervisningsdifferentiering, der skal være det bærende element, som det har været lige siden 1993. Men undervisningsdifferentiering har svære vilkår. På den ene side bevæger vi os mod mega-klasser med mange elever og samtidig er der kortere tid til forberedelse af den enkelte lektion. Det skader dermed også de dygtigste elever. Og det er en skam. Både for de enkelte børn, men også for samfundet, som i høj grad kunne have gavn af disse kloge hoveder.

Resurseteams, læseløft og andre tiltag har formået at løfte de svageste, men det halter stadig med de dygtigste elever. Vi er ganske enkelt ikke gode nok til at støtte op om dem, og hjælpe dem med deres store potentiale.

 Jeg vil rigtigt gerne stille høje, positive forventninger og vise mine elever, at det er fedt at være dygtig. At det er noget, man skal stræbe efter og kæmpe for. Men jeg mangler både viden og tid. Viden om hvordan jeg genkender disse børn, der ikke nødvendigvis er åbenlyse genier og viden om, hvordan jeg bedst motiverer dem. Og jeg mangler tid til at lave en undervisning, der er differentieret nok til at ramme både de svageste og stærkeste elever.

Som opfølgning til de fine strategier og ord på papir, ville det være fantastisk med den nødvendige efteruddannelse og tid til forberedelse. Jeg vil rigtigt gerne gøre det bedre. Jeg mangler bare et par redskaber.