Debat

Lille Finn og skolehjemsamtalen

Lille Finns historie er kun én blandt mange, og der er utallige forældre, som har gjort opmærksom på, at de og deres børn er meget utilfredse med den lange skoledag. Alligevel er der ikke rigtig nogen af de ansvarshavende, som tager sagen alvorligt, og det er undrer mig. Undrer I jer også?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En dag havde jeg skolehjemsamtaler. Det var blevet lille Finns tur eller rettere, det var hans mors. Jeg fortæller, at lille Finn er en skøn og dejlig dreng, som klarer sig godt, men han vil profitere af at lave sine lektier. Moderen bliver lidt rød i ansigtet, får lidt blanke øjne, og jeg skynder mig at sige, at hun ikke skal få dårlig samvittighed, men vi bør finde en løsning. Tårerne vælter frem, og hun siger, “Jeg kan simpelthen ikke presse mere ud ham. Han er færdig, når han kommer hjem fra skole kl. 15.30. Hvis vi skal nå mere hjemme, kan han ikke gå til sine fritidsaktiviteter, som han elsker. Det kan jeg ikke bære at tage fra ham”.

Lille Finn arbejder godt – noget af tiden. Det, der er kedeligt og svært, gemmer han lidt væk i håb om, at det nok ikke bliver opdaget. Sagen er, at han helst vil lave matematik i lektiecafeen, da det er det, som falder ham lettest, men det svære dansk gemmer han og håber, at han slipper. Normalt opdager både forældre og jeg, hvis lektierne ikke er færdige. Derfor skal lille Finn efter en lang dag i skolen, fodbold, bad og aftensmad, i gang med at lave dansk, som er meget abstrakt i hans verden. Klokken er vel ved at være 19-20, og det er faktisk sengetid. Mor presser ham, og han bliver vred, lukker sig inde og gider ikke at tale med mor de næste par dage.

Vi får en god snak, og vi laver en aftale, så hun ikke behøver at presse en træt dreng yderligere. Aftalen bliver, at Lille Finn laver det svære på skolen, og det “sjove” hjemme. Jeg beder til Vor Herre om, at jeg har den tid, der skal til for at motivere Lille Finn. Det har jeg sjældent, selvom jeg forsøger at gøre mit allerbedste hver dag, men i Danmark har vi valgt at spare på uddannelse og dannelse af vores børn, hvilket jeg mener er en stor fejl.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Lille Finns historie er kun én blandt mange, og der er utallige forældre, som har gjort opmærksom på, at de og deres børn er meget utilfredse med den lange skoledag. Alligevel er der ikke rigtig nogen af de ansvarshavende, som tager sagen alvorligt, og det er undrer mig. Undrer I jer også?

Anne Rossted

Meningsdanner og lærer