Debat

Kunne det ikke være en ide med selvransagelse på det politiske niveau først? Det var trods alt jeres ide. Svar til Steen Nielsen

Svar på et indlæg fra Steen Nielsen om selvransagelse hos Bondo.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg bliver altid lidt fascineret, når politikere udtaler sig om, hvordan vi andre bør modtage deres mere eller mindre velgennemtænkte ideer; især når det ender med, at deres ideer selvfølgelig ikke er til diskussion – uanset hvor tåbelige de er – og at vi bare skal klappe hælene sammen, tage ja-hatten på og komme videre – ud over afgrundens rand.

For lige at få præciseret det, så taler jeg nu til kommunalpolitikeren Steen Nielsen fra Stevns Kommune i højere grad end til læreren Steen Nielsen, fordi jeg oplever, at det er kommunalpolitikeren, der taler i oplægget.

Nu var jeg selv til stede ved den kredsgeneralforsamling, du nævner, og jeg har en lidt anden erindring om forløbet, end du har.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Selvfølgelig har vi analyseret, hvad der gik galt; problemet var, at det der kunne gøres anderledes var at lægge sig ned og lade sig blive kørt over uden at brokke sig.

Folkeskolereformen er en katastrofe, og uanset hvor meget du og andre politikere forsøger at tale den op, så er fundamentet ikke holdbart.

Ikke alene er den en katastrofe, men den er politikernes katastrofe. Vi har som ordentlige medarbejdere forsøgt at råbe vores arbejdsgivere op for at forklare dem, hvilke problemer, de ville løbe ind i, hvis de udførte det, de havde tænkt sig, og det er ikke vores ansvar, at hørelsen åbenbart ikke har været koblet til forstanden.

Foreningen har, især siden den nuværende formand kom til, gjort, hvad der var politisk muligt for at spille med og ikke mod; tit også op mod en betydelig skepsis i baglandet.

08-aftalen var et klart eksempel på dette.

Og bare lige for historiens skyld. Jeg sad i Brøndby Lærerforenings kredsstyrelse i 1993, da vi blev kommunaliseret. Det tælleri, som KL var så trætte af, var udløst af deres krav om dokumentation. Var vi fortsat med den arbejdstidsaftale, der var gældende før 1993, havde det været billigere for kommunerne, fordi lærere også dengang udførte en del gratis arbejde.

Det tog os 15 år at kæmpe os ud af dette system og få skabt en professionsvenlig aftale; nemlig 08-aftalen, som alle parter i øvrigt var meget glade for og som gav både det ledelsesrum og den fleksibilitet, man påstod, at man kunne få med ”normaliseringen”.

Den har vist ikke helt virket efter hensigten.

Foreningen har været meget aktive i debatter om f.eks. ny Nordisk Skole og hvad der ellers har ligget i pipelinen, men debat kræver, at der er nogen at debattere med.

Når debatten ophører og bliver til et diktat, så fratager man også den dikterede part medansvar, for man kan ikke være ansvarlig for noget, man ingen indflydelse har på.

Og så var der forløbet omkring selve lock-outen.

Den kampagne, der er blevet kørt mod lærerne op til konflikten, var noget af det mest løgnagtige og nedladende, jeg har oplevet i mine mange år som fagligt aktiv, og uanset om det måske kunne være formålstjenstligt at slikke den støvle, der sparker en ned, så mener jeg ikke, at vi som profession kan overleve det med selvrespekten i behold.

Dit eget parti var en af lederne af denne kampagne, og det vil ikke blive glemt, før I selv erkender, at det ikke var ordentlig adfærd af et lønmodtagerparti.

Reformen ser ud til at få, trods det, at de fleste lærere gør alt for, at deres arbejde kan hænge sammen og være så godt som muligt, nøjagtigt det forløb som jeg og mange andre har forudset og beskrevet til bevidstløshed.

På trods af, at der er sparet 13% af alle lærerstillinger væk i de senere år, hvilket burde betyde, at der var mange arbejdsløse lærere, så er der 23% af alle skoler, der ikke engang kan få nogenlunde kvalificerede vikarer. Tilgangen til læreruddannelsen er væsentligt mindre end afgangen, og da c 1/3 af alle læreruddannede ikke ender i folkeskolen, kan man med nogenlunde præcision forudsige, hvornår vi får svenske tilstande, hvor 43% af alle lærerstillinger er besat af folk uden læreruddannelse.

Og nu skal vi så også have fjernundervisning ligesom i Australien. Men der er der ofte flere hundrede kilometer til den nærmeste skole.

Uanset hvad og hvor meget fagforeningen evaluerer, er det det, der er den rene skinbarlige virkelighed. Og du ved det godt, da du selv sidder i en kommunalbestyrelse, hvor skolevæsenet er sparet i bund - et skolevæsen, der i sidste halvdel af 90erne, i øvrigt i en socialdemokratisk ledet kommune, var et af de bedst normerede i Storstrøms Amt.

I dag sætter Stevns kommune også rekorder, men af en anden slags. Det er et af de skolevæsener, hvor lærere har mest undervisning og hvor der er flest elever pr. lærer.

Som medlem af et politisk parti, der også har stået bag reformen, kan jeg godt forstå den splittelse og frustration, man kan føle, men jeg har valgt klart side i forhold til den behandling, lærerne har oplevet fra politisk hold, og jeg gør hvad jeg kan for at flytte mit parti i den sammenhæng.

Jeg tror at hele projektet er fundamentalt forkert, og mit bedste bud er, at man burde vende tilbage til tegnebrættet og starte på en frisk – med afsæt i 08-aftalen, der nok er den bedst egnede til folkeskolen siden 1993.

Desværre er jeg ikke optimist, og dit opslag gør mig ikke mere optimistisk.

Min erfaring er, at de fleste politikere er konstrueret uden et bakgear. Når de først har investeret tid, kræfter og især prestige på et projekt, og det projekt så kører fast, kan de ikke bakke ud af det.

Hvis biler blev konstrueret efter samme koncept, ville de blive kasseret.

Hvor ville jeg ønske, at nogle kunne bevise, at jeg tog fejl.

Lad os genoptage dialogen, hvis socialdemokraterne en dag igen bliver et lønmodtagerparti og får smidt konkurrencestatsideologien og New Public Management på den losseplads, hvor det hører hjemme.