I mange år har vi diskuteret drenges vantrivsel i folkeskolen og deres deraf følgende overrepræsentation i specialundervisningen. Ifølge den gængse ortodoksi bunder problemet i noget med skolens knugende, ekskluderende normalitetsbegreb og strenge krav om stillesidning.

Hvis det var forklaringen, skulle den skole, jeg gik i som barn, have produceret stærkt utilpassede drenge på samlebånd. Vi skulle sidde bomstille, fra vi kom, til vi gik, konformitetspresset var knusende, og alting foregik med militærisk disciplin, herunder legemlig afstraffelse. Ingen tvivl om, at nogle af os blev mærket for livet. Men der er mig bekendt ingen dokumentation for, at drengene klarede sig ringere end pigerne.

Professorerne Niels Egelund og Thomas Nordahls nye »kortlægningsundersøgelse« (omtalt i Folkeskolen nummer 11), der involverer 34.000 elever, sandsynliggør, at der skal til at tænkes nyt om vores særlige drengeproblem. Drengenes problem er tilsyneladende for lidt, ikke for meget struktur. Drenge trives generelt med klare referencerammer og præcise udfordringer. Bliver spillereglerne uklare, taber de orienteringen, bliver utrygge og ofte grænsesøgende: Så se mig dog!

Det er muligvis en alvorlig misforståelse, at drengene har brug for en mere vild, individualiseret og uforudsigelig skole. Meget tyder på, at det er netop denne flimmerskole, der har skabt vores særlige drengeproblem.