Debat
2   154

Min datter skal gå i folkeskolen

Selvom jeg er lærer og altid har talt for at vælge folkeskolen, blev jeg nu i tvivl. Jeg har altid bandet af de forældre, der kunne finde på at fravælge den danske folkeskole. Men pludselig kan jeg forstå dem.

Min datter skal gå i folkeskolen!

Den morgen for fem måneder siden, hvor jeg blev far til den skønneste lille pige, ændrede mit liv sig totalt. Jeg kan huske, at jeg stod der på sygehuset med hendes lille skrøbelige hånd i min og tænkte på, hvor vildt det var at stå der med hendes liv i mine hænder. Sikke et ansvar at skulle leve op til! Hun lå hjælpeløs på puslebordet, og i et kort øjeblik fik vi øjenkontakt, og jeg føler på en måde, at jeg i det sekund ubevidst gav hende et løfte om, at passe på hende til den dag, jeg selv ikke er her længere. Den følelse tror jeg, at mange forældre genkender.

Artiklen fortsætter under banneret

 

Hun er det vigtigste i mit liv, og jeg kan love dig for, at jeg ikke træffer nogen beslutninger på hendes vegne uden at tænke mig grundigt om først. Og der følger mange beslutninger med det at få børn. Det var ikke noget, jeg havde tænkt på, inden jeg blev far. Det gik først op for mig, da min kæreste og jeg skulle vælge hvilket dagstilbud, vi ønsker at vores lille datter skal i, når vores barsel engang slutter. Det var sgu ikke nogen nem beslutning. Men hvad var nu det? Jeg troede da, jeg vidste, hvad jeg ville vælge for mine børn. Hvad så når vi skal vælge børnehave og skole?

 

Selvom jeg er lærer og altid har talt for at vælge folkeskolen, blev jeg nu i tvivl.

Jeg har altid bandet af de forældre, der kunne finde på at fravælge den danske folkeskole. Men pludselig kan jeg forstå dem. Nu ved jeg, hvad det vil sige at tage beslutningen på vegne af et andet menneske. Det er ikke let. På mange måder ved jeg nemlig godt inderst inde, at jeg i værste fald kan medvirke til at ødelægge min datter. Jeg forstår virkelig godt, at man kan blive i tvivl, om den danske folkeskole nu også magter at omfavne ens barn. Jeg blev bange. For hvis jeg vælger forkert, kan mit valg i fremtiden få forfærdelige konsekvenser. Jeg blev ret chokeret over at opdage dette. For hvem er jeg, hvis jeg, folkeskolelæreren, ikke engang sender mit eget barn i folkeskolen. Det var noget af en mavepuster!

 

Men så forleden, midt i musiktimen i 5.b., blev jeg ramt af en ro og en følelse af at have fundet svaret. Vi arbejdede med musikvideoer, nærmere bestemt one-shot videoer, som i virkeligheden er musikvideoer, som man filmer i ét klip. En meget svær disciplin, der kræver faste aftaler deltagerne imellem, så man ikke fejler midt i optagelserne. En svær opgave for en klasse som min, hvor alle elever er så forskellige og kommer fra forskellige samfundslag. Vi lavede grupperne sammen, men meget hurtigt blev jeg faktisk til overs. Jeg gik sådan lidt rundt og holdt øje med, hvad det var for nogle ting, mine elever arbejdede med. Alle steder blev jeg mødt af elever, som var dybt engageret i et projekt, de følte var deres eget. Magnus kom til mig og sagde: ”Jeg glæder mig helt vildt til at vise filmen til mine forældre”. Samiya sagde: ”Jeg elsker bare at få lov til at danse”. Men det jeg så var en gruppe meget forskellige børn, der samarbejdede om et skoleprojekt, som om de i virkeligheden var professionelle producere, skuespillere, musikanter og koreografer. En slags legeplads, hvor man kunne påtage sig forskellige roller og lege med tanken om at være det ene og det andet. Og de inspirerede hinanden. Axel sagde: ”Jeg kan ikke danse”, men det gjorde ingenting for med det samme ramte en hånd hans skulder, det var Sofie: ”Det viser jeg dig”, sagde hun. Rasmus sad i hjørnet og var lidt mut, fordi han var nervøs for at synge foran kameraet, men fik hjælp af Louise som havde prøvet det før. Det hele forløb uden konflikter og med respekt og omtanke for hinanden og hinandens grænser. Jeg kan huske, jeg stod der midt i produktionen og tænkte: ”Det er da derfor, at min datter skal gå i den danske folkeskole”. Hun skal være med til at lære at samarbejde med så mange forskellige mennesker som muligt om projekter som dette. Det er det folkeskolen kan. Det er her vi mødes på tværs af kultur, samfundslag, evner og interesser. Det er her vi lærer af hinanden, om hinanden og med hinanden, inden vi alligevel skal samarbejde resten af vores liv i det rigtige samfund.

 

Hvis jeg kunne rejse frem i tiden og spørge min voksne datter, når hun selv har fået børn, hvad hun ønsker sig allermest, så vil hun svare: ”At mine børn får det bedst tænkelige liv”. Gætter jeg på. Hvis hun ligner sin far….


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ