Debat

DLF kunne forhandle med sig selv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 9 i læserbrevet »Samarbejde belastes urimeligt!« svarer Anders Bondo Christensen undertegnede. Han forholder sig imidlertid ikke til problemstillingen, hvorfor det her formuleres anderledes: Mange lærere har mange »øvrige« timer og har derfor få katedertimer. De indgår i afdelings- og klasseteam. Lærere med mange katedertimer har mange timer til teamets opgaver. Lærere med få katedertimer har få timer til disse opgaver. De to grupper kolleger skal samarbejde om teamets opgaver. Hvilke opgaver skal læreren med få katedertimer ikke deltage i?

Her listes i vilkårlig rækkefølge teamopgaver, som Anders Bondo kan vælge fra:

Forældresamtaler - forældremøder - netværksmøder om enkelte elever - sociale arrangementer i klassen - gårdvagtstilsyn - planlægning af emneuger - oprydning i materialer - møder om nyindkøb - find selv på flere, men prøv at være konkret!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

1) Hvilke opgaver skal der ikke deltages i? 2) Hvad vil det betyde for samarbejdsklimaet kollegerne imellem? 3) Har formanden overhovedet været opmærksom på denne konsekvens af arbejdstidsaftalen?

Han skriver om skolebibliotekarer:

»... har vi indgået en aftale, hvor arbejdet som skolebibliotekar medfører en reduktion i katedertimetallet«.

Vis mig én skolebibliotekar, der som følge af den nye aftale får færre katedertimer. Dertil kommer, at det jo netop er de færre katedertimer, der er problemet i forhold til kollegasamarbejdet!

Målet om at fremme arbejdsforholdene for lærere, der leverer kerneydelsen, er god og nødvendig, men konsekvenserne af arbejdstidsaftalen synes ugennemtænkte og tilfældige.

Og så lige det sidste spørgsmål, der mangler svar: Hvordan kan en ansvarlig fagforening indlede forhandlinger under den forudsætning, at det ikke må koste noget? - DLF kunne blot forhandle med sig selv, da der med den præmis udelukkende er tale om en omfordeling af medlemmernes i forvejen tildelte resurser.

Svar

I 1999 blev der indgået en ny arbejdstidsaftale, hvor 375-timers-puljen blev indført. Det betød samtidig, at sammenhængen mellem undervisning og forberedelse, herunder den fælles forberedelse i teamet, blev afskaffet. Systemet medførte, at lærere med mange undervisningstimer fik endnu flere undervisningstimer, mens lærere med relativt få undervisningstimer fik færre. Lige siden har kongressen i enighed krævet, at der skulle skabes sammenhæng mellem undervisning og forberedelsestid.

Den nye arbejdstidsaftale er ikke kommet som lyn fra en klar himmel. Principperne har været drøftet på utallige møder på alle niveauer i foreningen gennem de seks år, det tog for os at komme i mål med aftalen. Herudover har vi kunnet trække på erfaringerne fra Frederikssund, Søllerød, Herlev og flere andre kommuner, hvor de har haft lokale aftaler, som bygger på de samme principper.

Vi er helt klar over, at aftalen ikke er udtryk for »millimeterretfærdighed«. Det var den gamle i øvrigt heller ikke. Den eneste måde, vi kan opnå det på, er ved at optælle hver eneste opgave konkret, og det var det stik modsatte, kongressen formulerede i kravene til forhandlingerne.

Jeg hverken kan eller skal være konkret i forhold til de prioriteringer, der skal ske på din skole og i dit team, fordi der med en samlet tid til undervisningsopgaven er lagt op til stor frihed til, at lærerne selv kan prioritere. Erfaringerne i de kommuner, der har haft aftalen i flere år, viser, at lærerne generelt er meget tilfredse med i højere grad selv at foretage denne prioritering. Det giver et større ansvar, men det giver også en større frihed og er dermed med til at styrke det professionelle arbejde. Mange giver udtryk for, at det har styrket arbejdsglæden.

Vi underskrev bestemt ikke en overenskomstaftale, der ikke kostede noget. Vi fik den økonomisk dyreste aftale i en menneskealder. Mit mandat til forhandlingerne var imidlertid soleklart: Resurserne skulle bruges til lønforbedringer og ikke generelle arbejdstidsforbedringer.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF