Debat
11   633

At sætte plaster på et kraniebrud

Brev til undervisningsministeren

Kære Ellen Trane Nørby

I en kronik i Politiken ”Kom ind i kampen for en bedre skole”, minder du os om, hvorfor folkeskolereformen blev til: 15-17 % af eleverne forlod skolen uden at kunne læse, skrive og regne på et basalt niveau. Det vælger et bredt, politisk flertal at gøre noget ved og vedtager en skolereform. Som man nu evaluerer implementeringen af i følgeforskningsrapporter. Til det skriver du:

Artiklen fortsætter under banneret

Dagens rapporter er ikke en status for, om indholdet i reformen holder. Det er grundlæggende en status for, hvor langt vi er med implementeringen. Derfor skal vi også dreje debatten fra at handle om, om der overhovedet er grund til at gennemføre reformen, til at beskæftige sig med, hvordan vi får den til at fungere ude på skolerne”.

Jeg undres. Vi kan, efter knap halvandet år konstatere, at alt for meget ikke fungerer. Og det skal vi bare fortsætte med og give tid? Ville det ikke give mere mening, hvis vi drøftede, OM reformen i dens nuværende form bringer os tættere på de overordnede mål?

Du pointerer, at forandring er svær og at vi skal have tålmodighed. Du sammenligner forandringsprocessen i folkeskolen med større virksomheder, hvor der går år, før man kan se forandringen på bundlinjen. En sådan langmodighed tvivler jeg stærkt på. Hvis der i en stor erhvervsvirksomhed iværksættes en organisationsændring og ændringen ikke giver sig udslag på bundlinjen meget hurtigt, ryger der i stedet en direktør eller to og så sadler man om. I folkeskolen er ”bundlinjen” ikke tal, men børn. Og efter halvandet år er tålmodigheden ved at slippe op, bl.a. hos forældrene, som ikke kan vente år på at se resultater for deres egen ”bundlinje”. For det er NU, deres barn går i skole. Og de år kommer aldrig igen!

Når der er undersøgelser, som viser, at eleverne trives i skolen og har tillid til de voksne, så er det ikke på GRUND af reformen, men på TRODS af reformen. Trivslen hos eleverne er ikke bedre end før reformen. Til gengæld er sygefraværet blandt lærere og pædagoger stigende.  Vi ER inde i kampen - og har været det længe. Det pres, I som politikere udsætter folkeskolen for, forplanter sig nedad i systemet. Til de kommunale politikere, til forvaltningerne, til lederne, til lærerne. Og så stopper den der. For som lærer/pædagog agerer man bolværk for sine elever, så de ikke oplever at blive sidste led i fødekæden. Det pres kan man klare en tid. Men på et eller andet tidspunkt knækker filmen. Og så ender man med en vingeskudt organisation, som ikke lever, men overlever. Det kan man ikke bygge store forandringer på!

Lærerne og pædagoger er ikke ”overvældede og frustrerede over forandringerne”, fordi de ikke vil forandring. Det har været systemets lod lige så længe, jeg kan huske. Næ, vi er overvældede og frustrerede over, at I som politikere har skabt nogle lovmæssige rammer, som ikke matcher praksisvirkeligheden. Nu indløber de første rapporter, og resultaterne virker det ikke, som om I vil tage ansvaret for. Pontius Pilatus har ikke levet forgæves. Kommunerne skal tage sig sammen. Vi skal ”bare” have noget lokal kapacitetsopbygning og nogle læringskonsulenter. Og så anvende nogle af de fif, du selv anviser, som fx at veksle understøttende undervisning til konfirmandforberedelse, forkorte skoledagen ved at sætte to voksne på en klasse, osv. Hvorfor skal vi finde smuthuller i lovgivningen? Det svarer i dette tilfælde til at sætte plastre på et kraniebrud. Og det ville ikke være nødvendigt, hvis tingene fungerede efter hensigten?

Jeg vil opfordre til, at du i Kvalitetsforum for Folkeskolen (et forum, du skal have ros for) drøfter, hvordan vi når i mål med det, du starter din kronik med, nemlig at sikre, at alle elever får de bedste betingelser, uanset social baggrund. Både Finland og Holland lykkes med det. Hvad er det, de gør og hvordan? Lad så folkeskolen gøre det, der giver mening i forhold til målet. Det vil kræve, at politikerne ”kommer ind i kampen for en bedre skole” og erkender, at det, der så smart ud på et skrivebord i København for tre år siden måske ikke er det, der skal til. Løsningen skal ikke findes ved at sende aben videre og lave lokale og kommunale overspringshandlinger. Men ved en politisk kursændring, så vi får en folkeskolelov, der passer til virkeligheden.

Annette van Buren

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ