Vi skal se frem og ikke tilbage. Selvom konflikten i 2013 ikke uden videre kan viskes væk fra erindringen, er vi alligevel nødt til at se frem. Flere medlemsgrupper fandt ikke sig selv som en del af konflikten og alligevel blev de af KL tvunget ud i konflikt. Det blev forståeligt nok oplevet urimeligt af mange, som ikke følte sig som en del af den konflikt, der udspandt sig på folkeskoleområdet.  

Men i virkeligheden var det et skoleeksempel på solidaritet – det der giver foreningen styrke, netop at vi står sammen. Men skal fællesskabet i det lange løb holde, så må solidariteten også gå den anden vej. Vi skal se synlige beviser på, at majoriteten også er parat til at kæmpe for minoriteten. At opmærksomheden er lige stor uanset om man er lille eller stor. At interesse og dækning af nichernes vilkår kan være lige så vigtig som det store flertals. Kan vi nå der til, så er vi nået langt.

Trods den mest turbulente periode i foreningens historie, er det lykkedes midt i ragnarokket, at få sat mere fokus på alle medlemsgrupper i indeværende valgperiode. Foreningen udbyder nu målrettet TR-uddannelse og medlemskurser til de mindre medlemsgrupper. De forpligtende kredssamarbejder skal støtte op om etablering af netværk for de mindre medlemsgrupper osv.

Men der, hvor det virkelig batter, er i forhold til dagligdagen. Det gælder arbejdsvilkår og det gælder lønforhold. I dag er der krav om money for value – at den enkelte konsulent matcher et indtjeningskrav. At vejlederen har tilstrækkelig mange personnumre og at lærerne underviser maksimalt antal timer. Dertil skal lægges, at takstfinansiering i virkeligheden har flyttet ansvaret fra de bevilgende myndigheder over på det udførende personale. Kan du ikke levere varen indenfor de rammer vi afstikker, så finder vi en anden udbyder.

Ved OK15 blev der fremsat krav om fælles overenskomst på UU. Det lykkedes desværre ikke at overbevise KL om fordelene ved det. Vi fremsatte også krav om en central lønaftale for konsulenter mv. Det kunne der heller ikke opnås enighed om med arbejdsgiverne. Men kravene skal genfremsættes ved OK18.

På den positive side tæller, at vi ved OK15 fik sikret grundløn for pb’ere og at STU på det kommunale og regionale område nu er overenskomstdækket.

Der er i kølvandet på OK18 behov for en grundig analyse af lønudviklingen på både det statslige område og indenfor de mange medlemsgrupper, der ikke direkte er omfattet af læreroverenskomsten.

Frem til OK18, skal kredsene bakkes op i deres bestræbelser på at opnå ordentlige lønforhold på de områder, hvor forholdsvis store løndele er udlagt til lokale forhandlinger. Det gælder i særdeleshed det statslige område, der desværre har en tendens til at sætte barren for lønudvikling. Skal vi undgå store forskelle i løn for samme arbejde, er det nødvendigt at stå sammen.

På bekostning af arbejdsmiljø og helbred, lykkes det trods færre midler, at løfte opgaverne. Senest viser trivselsundersøgelsen blandt elever, at de fortsat trives i skolen. Det kan de takke lærerne for, der trods svære vilkår lykkes med at fastholde en god skole. Om kvaliteten så også holder vil fremtiden vise. Men konsekvensen af at løbe stærkere i dag er meget ofte, at du skal løbe endnu stærkere i morgen.

Den nuværende regering levner ikke meget håb om, at der er lysere tider i sigte. Skal vi imidlertid  tro på, at vi kan opnå resultater ved forhandlingsbordet, så er en af de vigtigste forudsætninger, at vi står sammen. Uanset om det gælder det store flertal eller en mindre gruppe, så må ingen føle, at de står tilbage på perronen når toget er kørt.

Vi er alle i samme båd.