Debat
0   337

NEDKÆMPELSEN AF LÆRERNE

Det er lidt af skæbnens ironi, at den nedkæmpelse af lærernes indflydelse, som er lykkedes for politikerne at gennemføre, nu forsøges opvejet af ønsket om at redde folkeskolen ved at høre lærerne.

 

 

Artiklen fortsætter under banneret

I 1993 besluttede et flertal i Folketinget, at folkeskolen i Danmark i fremtiden skulle tjene en lighedsideologisk ensgørelse af befolkningen mere, end at den skulle tjene befolkningens faglige uddannelse. Man udslettede kvalitetsskolen og erstattede den med det elevsammenblandede makværk, som den nuværende skolereform viderefører i ny og forførende iklædninger med en form for garanti for, at dygtige elever aldrig får lov til at distancere sig alt for meget fra de ikke-dygtige elever.

 

Forinden havde kampen mod lærerne og lærerindflydelsen taget sin begyndelse. I 1970 oprettede man skolenævn, som en ret harmløs begyndelse. I 1989 erstattedes skolenævnene med skolebestyrelser med betydelig mere af den indflydelse, som lærerne hidtil havde besiddet. Indførelsen af skolebestyrelserne foregik ret smertefrit. Lærerne var vel nærmest lammet af en veneration over for de forældre, som helst skulle opfattes som venlige og indforståede samarbejdspartnere end som modstandere. Det almindelige fortrolige forhold til forældrene skulle jo helst bevares og om muligt udbygges. Og så var man nået så langt.

 

I 1990 langede man næste slag ud mod lærerne. I årene op til 1990 var der i socialistiske kredse og herunder i fagforeningskredse oparbejdet en aversion mod den indflydelse, som lærerne havde på deres arbejdsforhold i skolen. Lærerne havde såkaldte lærerråd, hvor de have en efter manges mening helt urimelig stor indflydelse. Myndighederne havde oven i købet pligt til at indhente lærerrådenes udtaler i mange sager. Det var et kæmpe irritationsmoment. Lærerne have meget mere indflydelse på deres arbejdsforhold, end andre lønarbejdere havde på deres arbejdspladser. Og det gjorde ondt i fagbevægelsen og blandt socialistisk orienterede politiske partier. Og så afskaffede man lærerrådene. Og som et udslag af skæbnens ironi, så var det selveste den liberale ikke-socialistiske undervisningsminister Bertel Haarder, der betog lærerne deres indflydelse.

 

Dette ret alvorlige indgreb mod lærerne suppleredes nu med oprettelsen af tillidsrepræsentantinstitutionen, der på en fiks måde overførte lærernes tidligere indflydelse på egne arbejdsforhold til lærernes fagforening. Tillidsrepræsentanten blev betegnelsen til trods mere fagforeningens forlængede arm på skolen, end den blev lærernes repræsentant. Lærerne måtte så lade sig nøje med nogle i praksis ret ubetydelige samarbejdsudvalg, hvor lærerne kunne sende en repræsentant i stedet for at kunne sidde fuldtalligt i et lærerråd. Og så fik lærerne som trøst lov til at sidde og hyggesnakke en gang imellem i et pædagogisk råd og føle sig betydningsfulde og indflydelsesrige med kaffe og blødt brød.

 

Og på den baggrund er det selvfølgelig ganske logisk, at en regering følger kampen mod lærerne op og gennemfører en skolereform uden at tage lærerne med på råd. Lærerindflydelsen var jo for længst gjort til et relikt fra fortiden. Oven i købet kunne man uden videre finansiere skolereformen af lærernes egne lommer ved at lave lidt hundekunster med forberedelsestiden. Og lærernes udsatte og forsvarsløse position tydeliggjordes ved den højst kunstige og temmelig komiske pædagogiske konstruktion med ikke alene at få lærerne til at hoppe på et bevægelsesindslag, som alene tjente til at gøre den længere skoledag til at holde ud for børnene og dermed til at begrænse undervisningen. Nej, man fik lærerne til at hoppe på en ide om, at man kunne højne uddannelsesniveauet ved at koble indlæringen sammen med den bevægelse, der skulle gøre de adfærdsudskridende elever mere trætte til resten af skoledagen. Og så kunne alle da se, at lærerne ikke alene var sat uden for indflydelse på deres arbejdsforhold. De var også koblet godt og grundig ud af den pædagogiske udvikling. Pædagogisk kunne man åbenbart få lærerne til at hoppe på alt muligt nok så skørt.

 

Derfor er en kende ironisk, at de lærere, hvis indflydelse man har tromlet ned til et bundniveau, nu pludselig trækkes ind i manegen igen, efter at regering og Folketing har erkendt, at hverken politikernes egne idepåhit eller den såkaldte forskning har kunne råde bod på udueligheden i det politikerskabte makværk. Nu må man hellere prøve at spørge praktikerne, hedder det forførende. Men det er selvfølgelig mere et udslag af idemagernes uduelighed, end det er en begyndelse på at genoprette lærernes tabte indflydelse.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ