Jeg kan godt forstå, at man, når man arbejder i en lokal kreds, gerne vil have repræsentation i Hovedstyrelsen. Men hvis man føler, at det er den eneste måde at føle sig repræsenteret på, så er der måske noget galt i DLF’s organisationsstruktur, for ikke alle kredse kan få en plads i Hovedstyrelsen. Derfor synes jeg, at man som valgt til Hovedstyrelsen ikke først og fremmest skal se sig selv som repræsentant for sin lokale kreds, men for lærere i hele landet.

Det kan ikke nytte, at man er så forhippet på at mele sin lokale kage, så de kredses medlemmer, der ikke er direkte repræsenteret i Hovedstyrelsen, ikke føler sig lige så godt repræsenteret.

Jeg kan også godt forstå, at der bør være mange i Hovedstyrelsen, som udspringer af det faglige system, men jeg er ganske uenig i, at det bør være alle. Faktisk kan der komme nogle nye vinkler i spil, hvis ikke alle sidder med den samme baggrund og faglige ’opdragelse’.

Det er vigtigt, at Hovedstyrelsen arbejder på at samle dokumentation ind fra hele landet på, hvordan aftaler indgås og forvaltes, så man kan hjælpe alle kredse – og så man kan lave en strategi for hele landet.

Men er der så ikke en modsætning i ovenstående og så det faktum, at jeg som ét af mine fokuspunkter har arbejdsforholdene for en særlig gruppe, nemlig vejlederne? Nej, det synes jeg ikke. Der er efterhånden så mange vejledere af forskellig slags i folkeskolen, og de føler sig ikke altid lyttet til og repræsenteret, og det virker ikke til, at de og deres arbejdsforhold er blevet taget helt alvorligt af nogen. Nogle steder har de virkelig dårlige muligheder for at lykkes med deres opgave, og de føler ofte, at de står alene med problemet, fordi tillidsmanden eller kredsen ikke ved så meget om deres opgaver. Og nogle får følelsen af, at hvis de skal have bedre vilkår, så går det ud over nogle andre lærere.

Jeg synes, Hovedstyrelsen skal kæmpe for, at alle får ordentlige vilkår – også dem, der har nogle særlige funktioner.

Der bør samles data sammen fra alle kommuner om de løn- og arbejdsforhold, der råder, uanset om det er den almindelige lærer på gulvet, vejlederen, speciallæreren eller lærere med andre særlige funktioner. Og ud fra data kan man lave strategier for at forbedre forholdene for hver af de forskellige grupper.

Som formand for en faglig forening må jeg konstatere, at det er svært at få et tættere samarbejde med DLF, som har meget at se til efter at have været slået til tælling efter lockouten i 2013. Derfor vil jeg gerne yde en indsats på det felt, ikke kun for at hytte skindet for ’mine’ medlemmer, men også for tage vare på de andre faglige foreningers medlemmer.

Hvis ikke man har alle gruppers forhold på bordet jævnligt, risikerer vi til sidst, at man ikke kan se pointen i at være medlem af DLF, og så nærmer vi os først katastrofen. Derfor skal det ikke være et krav, at man stemmer lokalt, men det skal være et krav, at man stemmer!