”Betina arbejder med energi.” 

”Hun arbejder med fremtidens resurser.”

”Vores børn.” 

Disse citater er hentet direkte fra Danmarks Lærerforenings hedengangne kampagne. En kampagne jeg for første gang stiftede bekendtskab med i biografens mørke. Et bekendtskab, der lige siden har udviklet sig til lidt af en undergangsfortælling inde i mit hoved, og som den aften fuldstændigt trumfede Tolkiens ellers helt fantastiske Hobbit-univers. Takterne i DLF er ikke bare meddelagtige i mine bange anelser. De bidrager til en umiddelbar undergangsfortælling om vores børn, som efter min bedste vurdering allerede er begyndt at udarte sig til virkelighed lige foran os. 

Nuvel jeg burde bakke DLF helhjertet op både personligt og professionelt. Jeg burde føle samhørighed med alle mine fagfæller i trange tider. Jeg burde se lyst på lærerens arbejde. Jeg burde ikke mindst se lyst på vores børns fremtid. Det gør jeg bare ikke, pessimist eller ej. Det er virkeligt ikke for at lyde frelst og gammeldags, men siden hvornår er vores børn blevet en resurse?

Nogen vil straks hævde, at det blot er et spørgsmål om tilforladelig og uskyldig retorik i en ellers fin kampagne. Jeg vil derimod blot hævde, at det er en forarmelse af synet på vores børn som ligeværdige mennesker i sig selv bestående af uendelig værdi. Noget DLF har stolte traditioner for at holde i hævd, så vidt jeg er informeret. Hvor blev disse traditioner af?

Vores børn er med DLF’s velsignelse blevet en resurse i fremtidens ”bæredygtige” skole. DLF’s kampagne er som en anden tidligere lærer velforberedt, men budskabet bidrager i egentlig og traditionel forstand - for at gentage mig selv - decideret til en dehumaniserende tendens i vores ellers oplyste samfund. Tingsliggørelsen af mennesket herunder vores børn er nu legitimeret af selveste DLF. Barnet er for DLF helt eksplicit ikke længere i sig selv et menneske men et middel, der skal bearbejdes og forfines for at de kan bruges til noget – have nytte. Inhumanitet er sædvanligvis ordet for dette i mine øjne. 

Tragisk er det ikke blot, at barnet med et retorisk snuptag er blevet reduceret til en primitiv resurse, en råvare, men også, at der oveni ikke defineres et klart formål, hvortil resurserne skal bidrage. Det uklare formål er et decideret svigt i bedste fald en menneskelig fejl. Ikke nok med, at vi agter at drage nytte af vores børn, vi magter tilmed ikke engang at give dem et klart formål med deres skolegang? 

Hvordan går det ikke de resurser, der ikke engang oplever sig eller er nyttige? Hvis man som konsekvent lærer skal svare nytte etisk på det spørgsmål konsekvent, ja så skal unyttige resurser smides i skraldespanden. Der er altså ikke langt fra resurser til skrald. Og hvad med de resurser, der hungrer efter et meningsfuldt og motiverende formål med deres skolegang? 

Det skal dog siges, at nogen til tider mumler ordet selvforsørgelse i krogene, men er det virkeligt det, som vi i så fald, hvis det er, kun opbevarer de små poder til på den lange bane? I denne forretningsgang med at forædle resurser kræves der jo, sandt for dyden, velforberedte og optimerede lærere. Og ro. Det siger sig selv.

Der kræves af hensyn til læringen ligeledes en god relation til resurserne vores børn. Dette er der i hvert fald evidens for – en tid endnu. Nu er det heller ikke for at lyde eventyrligt fjern, men hvordan har man en relation til en resurse? 

Med andre polemiske spørgende ord er der så evidens for, at lærerne skal narre resurserne til at tro, at vi vil dem det allerbedste? For det vil vi. De er vores håb. Et håb hvori de er reduceret til snart skønherlige resurser i en for hvem ved hvilken fremtid. Børnene er blevet vores energi i mere end én forstand. 

De dehumaniserende alarmklokker ringer altså stille og ubemærket ind fra frikvarter nu også med DLF som eksplicit tonemester.