Debat
0   406

Er vi enige om vores egen lønpolitik?

Vores kollektive lønaftaler kan være den næste kronjuvel, som arbejdsgiverne går efter. Det skal de ikke lykkes med. For at modgå yderligere splittelse, skal vi offensivt – i alle foreningens led - arbejde for at få al løn centralt aftalt og kollektivt udmøntet.

Generelt taler vi for lidt om løn.

Det hænger nok sammen med, at vi – med god grund - traditionelt har været mere optagede af vores arbejdsforhold end af vores lønforhold, og så er løn faktisk ofte både teknisk og svært forståeligt. Men vi kan sagtens debattere vores lønforhold med et principielt afsæt, som sætter alle i stand til at deltage i debatten. Det har vi muligvis været for dårlige til. Eller også har vi bare været for enige?   

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg er stor fortaler for en kollektiv og professionsorienteret lønmodel, som fordeler løn og pension ved centrale overenskomster. Den holdning er jeg heldigvis ikke alene med, da den udspringer af Danmarks Lærerforenings lønpolitik. Vi lærere er udprægede generalister og holdspillere, og jeg har overordentlig svært ved at finde saglige argumenter for, at løn og pension skal afhænge af den konkrete opgavefordeling på skolen eller af kommunen, man er ansat i. Lige løn for lige arbejde.

Kollektiv løn forhindrer usaglig forskelsbehandling og er derfor den bedste metode til at sikre alle lærere en ordentlig løn, når de opfylder de givne betingelser. Derudover er det den mest effektive måde, hvorpå vi kan sikre en ligelig lønudvikling på.

Vi skal dog være meget bevidste om, at vores arbejdsgivere ikke deler vores kollektive lønpolitik, men ønsker os et helt andet sted hen. Tager man for eksempel KL’s lønpolitik, indeholder den ganske anderledes ideologiske holdninger til løn, som skiftende finansministre og regeringer desværre har bidraget til udviklingen af:

Lokal løn er et aktiv

Løn er et naturligt og nødvendigt ledelsesredskab. Løn er meningsfuldt at bruge til fx at understøtte omstilling og effektivisering af arbejdsmetoder, fremme udvikling og innovation og tiltrække eller fastholde bestemte personalegrupper og talenter.

Lokal løn skaber mening og motivation

For at en lønfremgang er meningsfuld og motiverende, skal det stå klart for den enkelte medarbejder, hvorfor de opnår en lønforbedring eller omvendt ikke gør. Medarbejderne forventer, at deres lønudvikling er koblet til deres kompetencer, til de opgaver de løser, og til de resultater de præsterer i det daglige arbejde.”

(Uddrag – se http://www.kl.dk/Arbejdsgiver--og-lonforhold/Lokal-londannelse/KLs-holdning/)

Inden for vores overenskomster har vi indtil nu formået at tage brodden af de værste følger af Ny Løn og lokallønsmodellen, men vi ser en stadig stærkere individualiseringstendens, og presset på tillidsrepræsentanter og den klassiske aftalemodel kommer fra mange kanter. Det er ikke utænkeligt, at retten til at indgå kollektive lønaftaler, sådan som vi ønsker det, bliver det næste, arbejdsgiverne kaster sig over. Det vil være en naturlig forlængelse af den arbejdsgiver- og ledelsesstrategi, vi aktuelt er vidner til; stærkest illustreret ved Lov 409 (tidligere beskrevet i et indlæg: http://www.folkeskolen.dk/572918/dem-og-os---er-demokratisk-ledelse-i-folkeskolen-en-saga-blot-). Måske kommer angrebet allerede ved OK18?   

Vi skal være langt mere offensive og aggressive.

Hvis vi mener noget med vores kollektive og professionsorienterede lønpolitik, skal vi allerede nu skabe stærke alliancer i fagbevægelsen og mobilisere os frem mod OK18. Vores akilleshæl har været, at andre faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet (tidligere KTO) har været anderledes modtagelige - ligefrem begejstrede - for lokallønsmodellen og belønningsstrategien - eller ’fedterøvstillægsmodellen’, som vi vist har kaldt den strategi. Et Hovedstyrelsesmedlem sagde for nylig på et møde om lokalløn (frit efter hukommelsen): ”Vi er jo oppe imod, at andre faglige organisationer gerne slikker tallerkenen ren for at få de sidste rester med. Så det er aldeles uklogt at holde sig for fin til at gå efter lokallønsmidlerne, for så samler de andre dem bare op”. Og det er naturligvis rigtigt. Det er dog mit indtryk, at mange af de før så lokallønsbegejstrede faglige organisationer de seneste år har skiftet mening efter at have indset virkningen af og begrænsningerne i den strategi. Det gør dem muligvis mere modtagelige for et opgør. Især hvis vi viser vilje til at forholde os mere solidarisk til lavtlønsgrupperne i Forhandlingsfællesskabet.

Danmarks Lærerforening har hele vejen turdet stå ved sin grundlæggende filosofi om, at det er andre faktorer end individuelle belønningstillæg, der skaber engagement og samarbejde, og at de faktisk kan være direkte skadelige i forhold til intentionen om at få en større og mere kvalificeret indsats. Det er vi blevet hånet for, men måske er det også i dette tilfælde sådan, at den, som ler sidst, ler bedst.

Jeg vurderer imidlertid, at lokalløn over tid også har gjort noget ved vores egen lønpolitik; at tænkningen er blevet plantet i vores midte og har vokset sig større og giftigere. Er vi i grunden fortsat enige om vores egen lønpolitik?

Det er i hvert fald påfaldende, at der er blevet endog meget stor forskel på, hvordan lokallønsmidlerne forhandles og udmøntes i kredsene. Det spænder fra vidtrækkende, kollektive forhåndsaftaler mellem kreds og kommune, som fordeler al løn - til ingen forhåndsaftaler og dermed en pæn løndel, som kredsens forhandlere skal rundt og forhandle, hvis ikke kompetencen er delegeret til tillidsrepræsentanten. Begge dele indebærer en større risiko for, at vores lønaftaler atomiseres og bliver mere individuelle. Og der er samtidig en overhængende risiko for, at lønnen slet ikke bliver udmøntet, fordi fx skolelederen ”ikke har pengene” og meddeler, at såfremt vi skal have den løn (som vi er berettiget til), er han nødt til at afskaffe lejrskolen eller afskedige en lærer. Der synes at være en tendens til, at jo mere decentrale forhandlingerne bliver, jo sværere bliver det for os at få pengene udmøntet.

Vi må træde et par skridt tilbage og vurdere vores lønpolitik og praksis på ny. Vi kan ikke leve med, at vi selv deltager i en udvikling, som efter min mening strider imod vores egen lønpolitik. Det er umiddelbart svært at ændre på, og der er stærke arbejdsgiverinteresser på spil, men første skridt må være, at vi bevidstgør os om udviklingen og tager fælles skridt i en anden retning. OK18 er næste mulighed, og jeg kunne godt tænke mig, at vi arbejder for et reelt opgør med lokallønstænkningen.

Vores kollektive lønaftaler kan være den næste kronjuvel, som arbejdsgiverne går efter. Det skal de ikke lykkes med. For at modgå yderligere splittelse, skal vi offensivt – i alle foreningens led - arbejde for at få al løn centralt aftalt og kollektivt udmøntet.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ