Folkeskolens leder:

Plastic-mad

Underrubrik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ja - selvfølgelig har man som forældre ansvar for, at ens børn får den mad, de har brug for. Men hvis folketingspolitikere samtidig vil have æren for børnenes sundhed, så er det for usselt at vedtage en lov om et stykke frugt til hver skoleelev, som Forebyggelseskommissionen foreslår. Eller mulighed for at købe et måltid sund mad i spisefrikvarteret, som der tilsyneladende nu er politisk flertal for.

Sund mad og gode spisevaner er ikke noget, der kommer af sig selv, og slet ikke noget, der kommer af, at børn kan få en 20'er med i skole og købe en mikrobølgeopvarmet plastbakke med et ernæringsrigtigt sammensat måltid af både krebinet, ris og grønsagsblanding eller en grovbolle med kalkunpålæg og salat. Tværtimod vil mange af dem formentlig få mere sundhedsmæssig fordel af et par rugbrødsmadder med leverpostej og ost end af en 20'er til fri afbenyttelse.

Når svenske og finske børn faktisk spiser i matsalen hver dag og går mætte til eftermiddagens undervisning, er det, fordi det er sådan, man gør i Sverige og Finland. Børnene spiser et varmt måltid mad i skolen, lærerne spiser der, og forældrene spiste skolemad, da de gik i skole. Maden er gratis og tilberedt på stedet. Og det er et fælles måltid - man sidder sammen og spiser nogenlunde den samme dagens menu. Den form for madkultur, som efter sigende er svaret på, hvorfor franske livsnydere holder sig slanke, mens amerikanerne tager på.

Det er ikke flere bløde grovboller i plastic, den danske folkesundhed skriger på. Hvis vi skal vinke farvel til et af de sundeste elementer i dansk madkultur, nemlig rugbrødet - og det kan meget vel blive konsekvensen, hvis danske børn ikke mere skal have madpakke med i hverken børnehave eller skole - så skal det være til fordel for noget, der er mindst lige så sundt. Det kunne være skolekantiner, hvor kokke og ernæringsuddannet personale tilberedte frisklavede måltider, som elever og lærere kunne spise i fællesskab siddende stille og roligt ved spiseborde. Det vil tage mange år og koste mange penge at få bygget sådan et system på de danske folkeskoler, men det er det, der skal til, hvis man mener ønsket om skolemad alvorligt.

Lige nu kæmper de i forældrebestyrelser, på kommunale forvaltninger og i små og store institutionskøkkener for at finde ud af, hvordan de skal give børnehavebørnene sund mad nok til en lang børnehavedag for 300 kroner per barn per måned. Hvis nogle kommuner lykkes med at give børnene både lækre og sunde måltider, så er der gode erfaringer at hente til skolerne, men hvis vi som samfund ikke er villig til at ofre det, som et gedigent skolemåltid koster, og som de fleste voksne efterhånden forventer at kunne få på deres arbejdsplads, så er vi måske bedre tjent med de velkendte makrel- og leverpostejmadder.

PS. Er der nogen, der har set på, hvad det betyder for CO2-udledningen at pakke maden til alle børn individuelt i plasticbakker, stable bakkerne i biler og køre dem rundt i byerne?

»Det er ikke flere bløde grovboller i plastic, den danske folkesundhed skriger på«