Mange lærere tester mere end før

Knap halvdelen af lærerne i en ny undersøgelse tester mere, end de gjorde for fem år siden. Mange lærere mener, test er et godt redskab til at forbedre og planlægge undervisningen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

44 procent af lærerne tester mere i deres undervisning i dag, end de gjorde for fem år siden. Det viser en undersøgelse, som månedsmagasinet Undervisere har fået gennemført blandt lærerne.

Professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Peter Allerup, som blandt andet har deltaget i Clearinghouses review af den pædagogiske brug af test, er overrasket over, at ikke flere svarer, at de i højere grad bruger test. Hans bud ville være, at to tredjedele tester mere.

»Det undrer mig, for jeg har en kraftig oplevelse af, at de lærere, som vi taler med, tester mere. Der er en klar forventning om, at lærerne tester mere nu, end de gjorde for fem år siden. Så det er et overraskende resultat, som kan være beroligende for dem, der er lidt skeptiske over for test«.

Der er tre grunde til, at der bliver testet mere, og til Peter Allerups forventning om, at der blev testet endnu mere. For det første er der sat flere undersøgelser i gang, og for det andet har evalueringskulturen bredt sig, og det indbefatter flere test.

»Grund nummer tre er, at vi har været gennem flere års stigende decentralisering af ansvarsfordeling i forhold til ansvar for egen læring, som gør, at de involverede parter har en interesse i at blive testet. Det gælder både lærerne, skoleledelsen og eleverne selv«, siger Peter Allerup.

Undersøgelsen viser, at lærerne i høj grad begrunder deres brug af test med, at det er et godt redskab i undervisningen - og ikke på grund af andres forventninger.

70 procent af de adspurgte er enige i, at test og prøver er gode at skrive elevplaner og give karakterer ud fra, 86 procent er enige i, at de bruger test til at planlægge den kommende undervisning ud fra, mens 90 procent svarer, at de anvender test og prøver for at teste elevernes udbytte af undervisningen.

En del af lærerne tester også, fordi forældre, kommunen eller skolens ledelse kræver, at eleverne bliver testet.

Hvis en test skal være et godt redskab i undervisningen, så er det afgørende, at testens kvalitet er i orden.

»Det, der gør test til et godt professionsredskab, er, at de er konstrueret godt, og at de giver mening for lærerne i det pædagogiske arbejde«, siger lektor på Professionshøjskolen UCC i København, Carsten Bendixen, som er i gang med at redigere en antologi om test i folkeskolen.

Han mener, at lærerne tester, fordi de gerne vil professionalisere lærerarbejdet.

»Når man tester i folkeskolen, er det udtryk for et behov i praksisfeltet. Det betyder, at der er et ønske om at blive klogere på noget. Det kræver nogle redskaber, og test er ét af mange evalueringsredskaber«.

Han stiller to krav til, at en test kan være et godt redskab. Den skal være gyldig og af god kvalitet, og læreren skal kunne se mening med at anvende den i undervisningen.

»Lærerne skal opleve, at en test opfylder et behov, de har for at udvikle deres praksis«, siger han.

Om en test er et brugbart redskab i den enkelte situation, vil han lade være op til lærerne at vurdere.

Det kommer ikke bag på lærernes formand Anders Bondo Christensen, at undersøgelsen viser en tendens til, at lærerne tester mere i deres undervisning.

»Hvis det var gået den modsatte vej, så havde det overrasket mig, for der ligger en dokumentationsdagsorden, hvor der er større forventninger fra skoleledelse og forældre om dokumentation, og i den forbindelse er det forholdsvist nemt at bruge test«, siger han.

Test kan være et udmærket pædagogisk redskab, som er en del af evalueringen af undervisningen.

»Man kan ikke lave undervisning uden at lave evaluering, og det har altid været en del af lærerarbejdet. At man prøver at systematisere det, sætter fokus på det og giver nogle gode redskaber til en kvalificeret evaluering, det er bestemt positivt«, siger han og understreger, at Danmarks Lærerforening ikke er imod test.

Men det er afgørende, at lærerne selv får lov at vælge, hvilken test de vil bruge, ud fra elevgruppen og den undervisning, der er blevet givet. Og test må ikke komme til at fylde så meget, at den evalueringskultur, som han mener præger folkeskolen, erstattes af en testkultur. |

»Man kan ikke lave undervisning uden at lave evaluering, og det har altid været en del af lærerarbejdet« DLF-formand Anders Bondo Christensen