Eleverne arbejder i faste team (interview)

På Humlebæk Skole lærer eleverne at samarbejde. Fra 6. til 9. klasse arbejder de i faste elevteam et halvt år ad gangen, og det er ikke muligt at skifte team. Til gengæld får de hjælp til at løse konflikterne, der opstår

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når eleverne på Humlebæk Skole begynder i 6. klasse, bliver de en del af et team på fire elever, og i dette team skal de arbejde fast i et halvt år. Skolen er årgangsdelt, og der er to lærere om hver årgang på omkring 50 elever. Skole-hjem-samarbejdet foregår også i team, for alt drejer sig om teamet, dets trivsel og arbejde.

Teamet bliver elevernes lille familie på skolen, og de skal samarbejde. Det er ikke muligt at skifte team - i hvert fald ikke før alt andet er prøvet - og det er kun sket få gange på seks år, at en elev er blevet flyttet til et andet team.

Til gengæld lærer eleverne at arbejde i team, de får forskellige roller undervejs, og de lærer at løse de konflikter, der opstår. For selvfølgelig opstår der masser af konflikter. Men mobning kender de ikke til.

»Børn er i så mange arenaer i dag, men med faste elevteam minimerer vi antallet af arenaer. De skal ikke skifte gruppe fra dag til dag eller i forskellige fag, for de skal arbejde sammen i et halvt år. Det giver ro og accept. Det er uddannelse i demokrati, en skoling i ansvarlighed og anstændighed, og samtidig arbejder vi for at lære eleverne at blive borgere. Ikke forbrugere«, fortæller lærer Krista Poulsen.

»Vi kan ikke lide 'køb, kritiser og smid væk'-tankegangen. Eleverne skal lære, at man ikke kan få uden at give«.

Det handler om at styrke skolens tre grundpiller: Uddannelse, opdragelse og dannelse.

Sammen med Poul Kragelund og Jan Niemeier har hun udgivet en bog om elevteam og skole-hjem-samarbejde med efterskrift af professor Per Fibæk Laursen.

Tidligere har Krista Poulsen ofte været den, der overtog klasser med store problemer. På en anden skole arbejdede hun med en klasse, hvor flere elever havde forsøgt selvmord. Da hun havde arbejdet med klassen i flere år, begyndte hun at tænke på en struktur, der endte med at blive til årgangsopdelt undervisning og faste elevteam.

Dengang besluttede hun, at hele første år skulle handle om elevernes trivsel. Basis skal være i orden. For man kan ikke lære noget, hvis man har en flue i øjet.

»Jeg rettede ikke stavefejl. De arbejdede selvfølgelig med faglige emner, men vi evaluerede udelukkende på samarbejdet og trivslen. Og da vi havde ryddet op i sjælene, klarede de sig flot til afgangsprøven i 9. klasse«, siger Krista Poulsen.

Hun understreger, at der naturligvis er demokrati i undervisningen, men at det er hende, der skal opleves som autoritet.

»Det er mig, der bestemmer. Det er punkt ét. Som lærer skal man være synlig. Man skal stå ved tingene, og man skal brænde igennem«.

Konflikterne bliver taget åbent op med eleverne. Det bliver synliggjort, hvis én eller flere har det dårligt, og alle er fælles om løsningen. Men det er læreren, der har ansvaret for en løsning.

»Man skal kunne arbejde sammen, og hvis vi ikke kan lide hinanden, skal vi lære det. Modellen her kræver, at lærerne kan hjælpe eleverne med konfliktløsning. Vi uddanner dem til teamsamarbejde«, siger Krista Poulsen.

»Det giver stor utryghed og forvirring, hvis de bare kan skifte gruppe. Vi har flyttet én elev en gang efter at have talt fælles om det på årgangen. Eleverne vil også gerne have, at det lykkes. Men der er selvfølgelig grænser for, hvor meget tid vi kan bruge på det. Derfor flyttede vi én. Det er jo ikke en model for modellens skyld«.

Og det er ikke, fordi eleverne på Humlebæk Skole er anderledes end andre elever.

»Der er 50 elever på årgangen, og der er tale om unge med de problemer, som de kan have. De har selvfølgelig problemer i deres team, men de er blevet gode til at udtrykke sig og til at tale sammen«.

Hun fortæller om en elev, der bad om at komme i en gruppe med konflikter, fordi han havde oplevet, at dér lærte han mest.

En meget udadreagerende elev er også del af et team.

»Jeg tror, vi har haft alle kategorier af elever. Nogle har bly i enden, andre ikke. Drengen her fik den særstatus, at han måtte løbe en tur, når han havde behov for det. Men han skal være med i teamet«, siger Krista Poulsen.

En anden elev har fået lov til at arbejde alene indimellem, men er stadig en del af et team.

Årgangen har oplevet at få 15 nye elever, der er kommet drypvis. Hvis der kommer én ny elev, bliver han placeret i et team, og læreren giver én i teamet ansvaret for at introducere eleven til skolen og tage sig af ham.

På Humlebæk Skole har man valgt den årgangsopdelte undervisning frem for klasseundervisning. Det giver den enkelte elev mange muligheder for at vælge venner, og der er ikke konkurrence mellem klasser eller myter om de andre. Der er også faglige fordele, fordi der er to forskellige lærere på en årgang.

Det er op til årgangene, hvordan de skaber elevteam. I Krista Poulsens team har hun ikke set på, om eleverne kan lide hinanden, eller sørget for, at hver gruppe for eksempel har en god læser.

»De arbejder i deres team i alle fag i det halve år. Kun featureuger og projektopgaver er undtaget. Jeg udpeger én i gruppen til at være teamleder for den næste uge. Rollerne går på skift, og de får redskaber til at klare dem«, fortæller Krista Poulsen

»Teamlederen skal se til, at alle er til stede og har fået alle informationer. Hun skal dele opgaver ud og samle op på diskussionen. De lærer herved en dimension, som lærere ikke nødvendigvis har lært, når de arbejder i team. For selvfølgelig skal man lære at arbejde i team«.

Eleverne skal løbende lære at omgås hinanden på en ordentlig måde, at tackle konflikter, at sige til og fra, at tage hånd om 'de svage' og lære af de resursestærke. De skal lære at være anerkendende, at være en god kammerat og se, hvordan det specielle kan være af stor værdi for fællesskabet.

»Vi bruger meget tid på, at teamene trives. Vi oplever, at det kan være hårdt på 6. årgang med konflikter, men til gengæld har vi så en 9. årgang, hvor eleverne hurtigt og selvstændigt har valgt emner for projektopgaven og ikke bruger tid på konfliktløsning«, siger Krista Poulsen.

»Når der er konflikter, spørger vi eleverne, om de selv vil løse det, eller om de vil tale med os. I begyndelsen er det mest os, der skal hjælpe, men senere klarer de det selv«.

Krista Poulsen understreger, at hun ikke er bange for konflikter. Hun prøver at være handlingsorienteret. Trygheden for eleverne er, at hvis der er en konflikt, så bliver den løst.

Didaktikken skal være i orden, og lærerne skal vide, hvad de vil.

»I mine timer taler vi meget om at være borger frem for forbruger, og vi taler om at være anerkendende. På 7. årgang lægger vi vægt på den personlige dannelse. På 8. årgang er det den sociale dannelse og det faglige, mens 9. årgang er samfundsdannelsen. Både den lokale og den globale. Det er progressionen«.

Hun understreger, at man skal finde sine egne ben i denne form. For nogle lyder det måske af mange møder, men for hende kommer det hele positivt tilbage, og der er absolut plads til lærerens personlige frihed også.

»Tænk bare på al den tid, mange lærere bruger selv og i klassen på at danne grupper. Hver dag«.

Foruden de faste elevteam har overbygningen på Humlebæk Skole også skole-hjem-samarbejde i team. Grundreglen er, at man aldrig holder møder uden eleverne.

»Vi holder teamsamtaler. Her mødes de fire elever, otte forældre og lærerne. Vi taler om, hvordan samarbejdet fungerer, og hvordan de har det. Desuden holder vi så en konsultation på 8. og 9. årgang, hvor alle faglærere er med. Her møder eleven op forberedt og med sine karakterer og kan for eksempel spørge, hvad der skal til, for at han kan få mere end 4 i tysk«, siger Krista Poulsen.

»Nogle forældre mener, at det er overvældende, men det mener vi ikke«.

Krista Poulsen kalder skole-hjem-samarbejdet for dannelsessamtaler med forældre. De finder sted minimum to gange årligt, men oftere, hvis der er behov for det. Ledelsen står for at omlægge tid, så lærernes timeplan holder.

»Forældrene nyder at høre deres børn. De er så velformulerede. Vi taler åbent om problemer og i første person. Det hele handler om synliggørelse og åbenhed. De fleste siger noget til møderne, og forældrene kommer. Der ligger jo også et lille pres på dem. Hvem vil være bekendt ikke at komme, når barnet skal sidde sammen med de andre elevers forældre«.

Men formen kræver dannelse. Krista Poulsen fortæller, at hun nogle gange er blevet overrasket over, hvad forældre kan finde på at sige.

»Her er forældrene også på skolebænken. Engang var der en forælder, der sagde, at hendes barn blev trukket ned fagligt af en anden elev. I stedet for at spørge til, hvad man kan gøre for at støtte eleven. Faktisk er eleverne ofte bedre end forældrene til det åbne samarbejde«.

Strukturen på Humlebæk Skole indeholder også et årgangsråd. Her deltager en elev fra hvert team sammen med tre lærere og syv forældre. Årgangsrådet holder møde efter behov - måske fire til fem gange på et år. Her kan de for eksempel planlægge konfirmationsforberedelse og blå mandag. Alle er velkomne på mødet. |

Krista Poulsen og elevteamene

Krista Poulsen er lærer på Humlebæk Skole i Nordsjælland. Sammen med tre andre har hun skrevet bogen »Elevteam som krumtap - også for skole-hjem-samarbejdet«. Den handler om årgangsopdelt undervisning og faste elevteam i overbygningen, som man har praktiseret i flere år på Humlebæk Skole. Krista Poulsen blev lærer i 1969, har også undervist i drama og konflikthåndtering blandt andet på Krogehøj Højskole og blev cand.pæd.pæd. i 1996. Desuden har hun været rundt i landet med foredrag om elevteam.

»Vi kan ikke lide 'køb, kritiser og smid væk'-tankegangen. Eleverne skal lære, at man ikke kan få uden at give« Lærer Krista Poulsen»Tænk bare på al den tid, mange lærere bruger selv og i klassen på at danne grupper. Hver dag« Lærer Krista Poulsen