Blog
7   689

Du skal vælge denne metode af egen drift!

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Om Undervisningsministeriets styring af hele samfundets udvikling.

 

I løbet af sommeren 2015 var der en bemærkelsesværdig debat om målstyring og skolereform, som ingen bør glemme. Den opstod på baggrund af en historie på fagbladets Folkeskolens hjemmeside, og begyndte med et ministerielt svar på en henvendelse fra en af bladets journalister. Her forklarer ministeriet, at målstyring ikke er en obligatorisk metode, hvilket umiddelbart bekræfter, at den enkelte lærer har metodefrihed. Kort efter følger en uddybende kommentar fra ministeriet:

Artiklen fortsætter under banneret

 

"Skolelederen har - inden for de mål og rammer, som kommunen udstikker og inden for de principper, der er fastlagt af skolebestyrelsen - den pædagogiske ledelse, herunder ansvaret for at sikre, at skolens lærere planlægger og tilrettelægger undervisningen, så den rummer udfordringer for alle elever. Dette betyder blandt andet, at skolelederen kan fastsætte de pædagogiske retningslinjer for organiseringen og tilrettelæggelsen, gennemførelsen og evalueringen af undervisningen, herunder arbejdet med en læringsmålstyret tilgang til undervisningen.”

 

Således udvandes den første forklaring betydeligt, og det bliver hermed snarere skolelederen/ kommunen – der som bekendt skal udføre, hvad ministeriet og Folketinget forlanger –, der har metodefrihed. Eller hvad? Thomas Aastrup Rømer skriver herefter et fint indlæg om sagen på sin private blog, hvor han kommer frem til, at der må være nogle logiske sammenbrud i ministeriet:

 

” På den ene side siger man altså, at den læringsmålstyrede undervisning er en ramme for en metode, men på den anden side siger man, at den kun er en metode, som altså kan vælges, og altså ikke en ramme, som jo ikke kan vælges, fordi kommunen udstikker den.

Man giver kommunen ret til at udstikke rammer, hvilket er rimeligt, men den læringsmålstyrede undervisning er jo ikke en ramme, men en metode, hvilket ministeriet jo selv har sagt i sin oprindelige mail, ved at sige at man ikke ”regulerer metoder”.

Med dette udgangspunkt ved ingen lærer, om han er i gang med at bruge en pædagogisk metode, eller om han implementerer en kommunal ramme. Vi får et indre logisk brud, fordi administrative begreber, jf. lovens §2, forveksles med pædagogiske begreber, jf lovens §1..”

 

Dette første sammenbrud kredser især om ministeriets svage skelnen mellem ramme og metode, hvilket i grunden handler om, at hele skolen blot er en metode, en teknologi i samfundets politisk-økonomiske struktur. I skolereformens ideologi er en skole således paradoksalt nok ikke en egentlig skole, hvilket jeg har beskrevet indgående i bøgerne Pædagogikkens evige genkomst og Konkurrencestatens pædagogik. Men korrekt er det, at der, hvis man nu talte om en egentlig skole, ville der være tale om en mangelfuld eller sammenbrudt logik.

Derpå viser Rømer det andet sammenbrud, der er i ministeriets logik:

 

”I ministeriets første mail skelnes mellem de nye Fælles Mål og læringsmålstyret undervisning. Ja, det er jo simpelthen denne skelnen, der giver metodefrihed tilbage til landets lærere, fordi man dermed kan opfylde Fælles Mål på mange forskellige måder.

Men i den uddybende forklaring siger ministeriet så følgende:

”Som led i folkeskoleaftalen om et fagligt løft af folkeskolen er Fælles Mål præciseret og forenklet, så elevernes læringsudbytte sættes tydeligere i centrum med henblik på at understøtte skolernes arbejde med læringsmålstyret undervisning. Det er således en central del af folkeskolereformen, at skolerne i højere grad arbejder ud fra læringsmål.

Lærerne skal gennemføre en undervisning, der lever op til Fælles Mål for faget. De forenklede Fælles Mål er formuleret som læringsmål, og lærernes undervisning skal have fokus på elevernes læringsudbytte. Lærerne skal endvidere i elevplanerne opstille individuelle læringsmål for den enkelte elev. ”

I disse passager gøres den læringsmålstyrede undervisning til en integreret del af Fælles Mål, og dermed gøres den statslig. Men i så fald kan man jo ikke skelne mellem læringsmålstyret undervisning og Fælles Mål, og man kan i så fald heller ikke selv vælge metoden til opfyldelse af Fælles Mål. Enten er den læringsmålsstyrede undervisning en del af de Fælles Mål, eller også er den ikke. Hvis de to ting er forbundet er, så er metodefriheden afskaffet, og ministeriet må trække sin oprindelige mail tilbage. Hvis de to ting derimod er adskilt, så er den læringsmålstyrede undervisning frivillig, men så må staten og kommunerne ændre på en lang række tekster mm.

Ministeriets mail til Folkeskolens journalist slutter af med det utrolige:

”Der er dog i lovgivningen ikke udtrykkeligt opstillet krav om, at skolerne skal arbejde med læringsmålsstyret undervisning”

Det vil sige at Folketinget (lovgivningen) ikke kræver læringsmålsstyring, men det gør ministeriet, må man så forstå. Men ministeriet har jo lige fortalt os, at det ”ikke regulerer undervisningsmetoder”. Det sejler.

Og kommunerne må gerne “regulere metoder”? Og er det ”rammer” eller ”metoder”? Det sejler også. Ingen tager ansvar for det, de gør, og imens tvinges landets skolelærere til at læringstyre under den ministerielle fanfare: “Det er op til den enkelte lærer….”

Det var sammenbrud nr. 2.”

 

Hvis man forudsætter, at vi taler om traditionelle skoler eller andre samfundsinstitutioner i et demokratisk samfund, er der – som Rømer skriver – bestemt tale om logiske sammenbrud, men situationen er nok snarere den, at der desværre blot er tale om en ganske gennemtænkt praksis.

I konkurrencestaten, som er et ideal, der i praksis støttes af både den nuværende og tidligere regering, har skolen en altafgørende funktion, idet medarbejderborgernes mindset her installeres efter statens forskrifter (dette er et afgørende brud med megen moderne pædagogik, der har haft frihed og dannelse som omdrejningspunkt). Herefter kan man - hvis man arbejder anvendelses- og kompetencefokuseret - få fremtidens indbyggere til at gøre som ønsket (komme hurtigt i gang med uddannelse og job, være omstillingsparate, være fokuserede på vækst og forbrug, være lydige, lærevillige og effektive). Derfor er skolepolitikken langt vigtigere end fx integrationspolitik, arbejdsmarkedspolitik og finanspolitik. Faktisk er skolepolitik i dag det hele og mere til på samme tid. Som bl.a. filosoffen Hannah Arendt så klogt har vist, fungerer moderne totalitære regimer ikke så meget på basis af forbud og regler, men derimod i kraft af evnen til at få borgerne og institutionerne til selv at vælge den ”rette” adfærd.

Thomas Aastrup Rømer viser i sin analyse, hvorledes målstyringen af borgerne er et uomgængeligt krav, der ikke er direkte formuleret som et sådant, men han overser i mine øjne, hvor smart det faktisk er - set fra et konkurrencestatssynspunkt. Staten har (via Folketinget) besluttet en radikal skolereform, der nødvendiggør ekstrem målstyring, ændret læreruddannelsen i samme retning, tilskyndet til det samme i diverse ministerielle vejledninger og opfordringer, samt understøttet meningsdannere og eksperter, der mener det samme osv. På denne baggrund "vælger" de lokale administrationer så ofte at målstyre efter statens anvisninger, hvilket man så fra statens side kan henvise til som en "lokal" eller "folkelig" beslutning. Tilmed kan man købe et par konsulentfirmaer til at bekræfte fordelene ved hele molevitten i et par rapporter. Herved får vi en ekstrem statspædagogik som i totalitære regimer, men nogle vil sikkert tro, at det er demokratisk.

På papiret er sidstnævnte, altså det med demokratiet, næsten rigtigt, hvis man ser bort fra det faktum, at skolereformen ikke var genstand for den oplyste debat, der kendetegner et demokrati (flere politikere og kommentatorer tror stadig, at man kan tale om "læring", "faglighed" og forbedring" som om det var entydige størrelser), og hvis man ser bort fra de udemokratiske metoder, der kendetegnede dens implementering (fx Lov 409 og den ekstreme ensretning i ekspertlaget, der på helt forskruet vis legitimerer beslutningerne). Selv om mange politiske kommentatorer og økonomifokuserede journalister ikke forstår det, har vi som folk reelt besluttet at afskaffe demokratiet (man kan ikke have et sådant uden fri oplysning og dannelse), og vi har gjort det ved at lade nogle folkevalgte, teknokratisk orienterede, politikere (uden den store indsigt i pædagogik og dannelse) erstatte vores uddannelsessystem med et indlæringssystem (den forhenværende undervisningsminister kaldte selv ofte folkeskolereformen for en ”læringsreform”). Ydermere er det gjort så "demokratisk", at selve metoden (kompetencerettet målstyring) "vælges" lokalt. Det er logisk. Det er så smart. Det er lovligt. Det er katastrofalt.

Jeg skal understrege, at der i mine øjne ikke er tale om en konspiration eller noget andet skummelt. Tværtimod tror jeg, at de ansvarlige har gjort det i den allerbedste mening. Problemet er i stedet mangel på viden. De ansvarlige er ganske enkelt uoplyste, og derfor handler de som de gør, og derfor følger de en logik, der fører hele samfundet på vildspor..

 

Litteratur:

 

Sagen på folkeskolen.dk. http://www.folkeskolen.dk/566805/kommuner-og-skoleledere-kan-kraeve-maalstyret-undervisning-

Rømers blog: http://www.thomasaastruproemer.dk/undervisningsministeriet-i-logisk-sammenbrud.html

Andreasen, Jan og Mårtensson, Brian Degn (2015): ”Det totalitære uddannelsessystem”. I: Nyt Dansk Udsyn nr. 10/ 2015.

Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatens pædagogik – en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Mårtensson, Brian Degn (2015): Pædagogikkens evige genkomst. Vejen: Nyt Askov

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

 

Læs mere om de faglige netværk
8.581 andre er allerede tilmeldt