Anmeldelse

Kredsen. 3c. 13. Amager 1932-2007

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 1932 var der omkring 50 lærere i Tårnby, Dragør og Store Magleby Kommuner på Amager. 26 af disse udtrykte i et brev til Danmarks Lærerforening ønske om at indtræde i en nyoprettet kreds for Amager-lærerne. De resterende, der ikke aktivt havde udtrykt ønske om kredstilhørsforhold, forblev automatisk medlemmer af kreds 3a, der øjensynlig i altdominerende omfang varetog interesser for lærerne i "Gjentofte".

Fakta:

Titel: Kredsen. 3c. 13. Amager 1932-2007

Forfatter: Poul Feldvoss

Sider: 178 sider

Type: Bog

Forlag: DLF kreds 13

Det var vilkårene for nærdemokratiet for godt 75 år siden. Men med førstelærer Vilhelm Lund fra Store Magleby Skole fik Amager-lærerne foden under eget bord - i billedlig forstand, ganske vist, for der var stadig langt til kredskontor og foreningsfane.

Denne smukke jubilæumsbog - der også er et fint skolehistorisk arbejde - fortæller historien om etablering af lærerkurser, kredsblad, før sådan nogle blev moderne, festerne og naturligvis portrætter af skiftende formænd og andre nøglepersoner. Og ikke mindst kampen i forbindelse med skoleloven af 1958, hvor en del af kredsens lærere satte sig i spidsen for en landsdækkende kampagne, for at DLF skulle etablere en konfliktfond, så der var noget at stå imod med, hvis vilkårene for arbejdet under den nye lov blev for uspiselige. Det skabte røre i andedammen rundt omkring. Men DLF fik sin Særlig Fond.

En spændende bog, der ud over det rent foreningshistoriske også fortæller mange historier om folkeskolens udvikling og vilkår i et byområde med vokseværk.