En meningsløs saligkåring

Ja, jeg ved godt, at manden er død for længe siden, så det jeg vil aflive, er den kanoniske figur han er blevet til i dansk skoletænkning. Dyrkelsen af den gamle selvhøjtidelige præst, skygger for andre ting. Jeg synes ikke, at alt hvad Løgstrup har sagt og skrevet er forkert. Noget af det er måske endda indlysende, banalt og helt sikkert ikke så vigtigt, som det  er blevet gjort til. Og hvordan det:

En dannelsesteori

Den 21. september 1980 holdt Knud Erik Løgstrup et oplæg på den daværende lærerhøjskole, som antagelig blev særlig kendt, fordi han døde kort efter. Talen var ret kryptisk, men han fik introduceret sit touchy feely begreb, tilværelsesoplysning, som skolens formål. Begrebet er velegnet til - og er også blevet brugt til at begrunde en befamlende psykologisering, som folkeskolen har lidt meget under. Ordet kan også bruges til - og er blevet brugt til af bagvejen  at genindsnige forkyndende kristendom i skolen. Måske skal Løgstrup frikendes lidt her, for måske var han bare lidt begrebsforvirret Det han kalder tilværelsesoplysning, beskriver han således: ”… til at holde skole hører oplysning om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser”  Det ville være mere præcist at tale om dannelse. Løgstrup præsenterer simpelthen en slags dannelsesteori, som i øvrigt ikke er specielt original. Den fænomenologiske betragtning, at vi er indfældet i naturen var ikke en ny i 1980. Og der var heller ikke nogen fysikere - og slet ikke i Niels Bohrs fædreland - med respekt for sig selv, der i 1980 mente, at naturen altid kan iagttages fra et point of nowhere, som Løgstrup citerer Ernst Schrödinger for. Jeg er overbevist om, at han misforstår eller forsimpler noget Ernst Schrödinger har sagt. Selv middelmådige gymnasieelever med en blot moderat interesse for fysik havde i 1980 hørt om bølge-partikel dualismen og Bohrs komplementaritets princip. Det er beskæmmende at tænke på, at Løgstrup kunne slippe af sted med at sige, som han gjorde, på lærerhøjskolen. Nogen burde da have gjort sig lystige over det, eller måske i det mindste venligt have korrigeret ham.

De to kulturer

Det helt store problem i talen er nemlig Løgstrups slet skjulte ambivalens overfor naturfagene. Det skal først retfærdigvis siges, at han aldrig påstod at man ikke skal undervise

grundigt i naturvidenskabelige fag i grundskolen. Men han anfører - uden at angive kilden - den dikotomi, som den engelske fysiker og forfatter og C.P. Snow i 1959 havde beskrevet som kløften mellem den klassisk-humanistiske kultur og teknisk-videnskabelige ditto.

Det kunne jo have været fint nok at tale om, men Løgstrup løsningsforslag er på grænsen til det destruktive: Det er selvfølgelig meget godt, at naturvidenskaben er kosmopolitisk, men hokus pokus, den afskaffer bevidstheden fra sit point of nowhere, og derfor kan den ikke være med til at fastholde vores fortællinger og modvirke det sammenhængsløse!

Sikke noget sludder. Det er selvfølgelig rigtigt, at man ikke indtænker bevidstheden i den konkrete videnskabelige iagttagelsessituation, men det er sandt for dyden ikke det samme som, at man afskaffer samme bevidsthed.

Løgstrups ansvarsløse tale har været medvirkende til at danskfaget i sin mest litterært orienterede form blev umådelig magtfuldt, mens biologi og fysik blev opfattet som nærmest påklistrede. Det er sket mere end en gang, at dansklæreren overtog biologitimerne og brugte dem til repetition af litteratur. Det er ved at ændre sig, men vi har stadig et skrigende behov for en stor humanistisk  dannelsesfortælling om naturvidenskab. Borgere i en højteknologisk kosmopolitisk civilisation kan slet ikke nøjes med at kende en national litteraturkanon med et drys af grundtvigiansk højskolekristendom. Vi må og skal forstå temmelig meget om den natur, vi ganske rigtigt er indfældet i.

Mere prosaisk er gode færdigheder i naturfagene meget ofte en del af vejen til et bedre betalt og mere interessant job – og nej det handler ikke om konkurrencestatens soldater, men om et hverdagsproblem.

Etikken og den teologiske forurening

Et af problemerne med Løgstrups Etik er at præsten og teologen Løgstrup har overbevist sig selv, om at hans etik ikke er religiøs. Men religiøse præmisser er spil overalt i hans tekster. Det ville være mere spiseligt, hvis han vedstod sig sit udgangspunktet i det, han ofte kalder det skænkede liv. Her er det på plads med en disclaimer: naturligvis må en del af undervisningen i kulturfag i grundskolen i Danmark afspejle 1000 års kristendom og herunder 500 års lutheranisme, men vi må og skal have sorteret statskirken - den som nogen kalder folkekirken - ud af folkeskolen. Når man eksempelvis laver undervisningsforsøg med filosofi for børn, er det en katastrofe at lægge det op af kristendomskundskab, som jo reelt stadig har et forkyndelseselement. Man snyder eleverne for den fulde højde af filosofisk tænkning.

Læreren er etisk udfordret

Selvfølgelig er der noget vigtigt etisk på spil i lærerens daglige arbejde. Det er faktisk en rigtig god grund til at komme udover Løgstrups situations- og nærhedsetik.

Løgstrup benægter eksistensen etiske dilemmaer. Han mener, at de er opfundet som en slags undskyldninger, og at vi i virkeligheden altid intuitivt ved, hvad vi dybest set bør gøre. Han mener også, at vi hele tiden nærmest holder det andet menneskes skæbne i vores hænder.

Udover, at det er næsten tankeløse antagelser, har det været brugt som teoriunderbygning til en socialpædagogisk tilgang. Nogle lærere  har på grundlag af deres meget subjektive intuitioner og især subjektive sympatier, brugt mange timer på at hjælpe enkelte elever og derved forsømt andre, der kunne have fortjent ligeså meget støtte, men som ikke i samme grad appellerede følelsesmæssigt til læreren. Ikke mindst har mange lærere taget tid fra den primære opgave, undervisning af alle i klassen, til sådanne socialpædagogiske tiltag. Det er slemt; den almindelige elev uden særlige problemer har nemlig en etisk fordring på, at læreren bruger det meste af sin tid på at gennemføre undervisningen.

Naturligvis skal vi i skolen have lydhørhed overfor børn i vanskeligheder. Det skal ikke kun være de stakler, vi tilfældigvis individuelt fatter sympati for. Lydhørheden skal dertil balanceres af hensynet til den primære opgave, klasseundervisningen. Det betyder i praksis at læreren ret hurtigt skal spille løsninger af psykosociale opgaver videre til skoleledelsen, de sociale myndigheder osv.

Det ville hertil være et meningsløst kors at lægge på læreren, at gøre ham til den ansvarlige for det enkelte barns totale velbefindende. Læreren holder kun en meget lille del af elevens skæbne i sine hænder.

Filosofikum på læreruddannelsen

Lad os endelig beholde litteraturen i danskfaget, men lad os i stedet for dyrkelsen af Løgstrups pudsige misforståelser, blinde situationsetik, og teologi indføre et filosofikum på læreruddannelsen. Det ville være en radikal forbedring, eller skule jeg kalde det en suverænt positiv livsytring, hvis lærere havde tilstrækkelig viden om rigtig filosofi. Så ville ingen være duperet af udsagn om at naturvidenskab skulle borttrylle bevidstheden, ingen ville nøjes med den tantede livsfilosofiske tilværelsesoplysning, og heller ingen ville stille sig tilfreds med teologiens mørke nat.

I stedet ville man efterspørge omfattende viden om både kultur og natur. Og med hensyn til etikken ville man læse rigtige filosoffer. Vores europæiske kultur har mange at byde på, og det ville være afgørende vigtigt med et delvis kanonisk pensum på et sådan filosofikum. En moderne idé om, at en underviser kan træne såkaldte ”etiske kompetencer” hos lærerstuderende ved at analysére tilfældige tekster med dem, er styg. Ja faktisk er tanken om at opøve ”etiske kompetencer” næsten værre end noget Løgstrup kunne have fundet på!

Det, man kan håbe på at opøve ved læsning af rigtige filosofiske tekster om etik, er en evne til på en konkret og usentimental måde at forstå de mange etiske dilemmaer, skolens hverdag byder på. For det er noget sludder, som Løgstrup påstår, at der ikke skulle findes etiske dilemmaer. På et punkt skal Løgstrup dog have ret; det er aldrig overkommeligt eller trivielt at holde skole. Men det skyldes et etisk dilemma - og sådan nogen troede han jo ikke på - vægtningen mellem hensynet til hin enkelte og hensynet til fællesskabet i skolen er uløseligt dilemma, som ikke kan tales eller ”føles” væk.