Baggrunden for mit forskningsprojekt (se førtse blogindlæg) er, at jeg som lærer ofte savnede redskaber til at udvikle min praksis. Det er min opfattelse, at mange (nære og fjerne) kolleger stod og står i samme situation.

Det, der adskiller vores profession fra andre pædagogiske professioner er undervisningen: Formidlingen af et fagligt indhold. En lærers arbejde er selvfølgelig pædagogisk, men professionens kerne er fagdidaktik.

Alligevel er der mest fokus på pædagogik og andre ikke-fagdidaktiske tiltag, fx. Cooperative Learning, læring i bevægelse, synlig læring osv. Disse tiltag er der intet galt med, men de har det tilfælles, at de ikke fokuserer på professionens kerne, fagenes didaktik.

Den sparsomme forskning, der findes på området, peger på, at mange lærere har et ønske om at udvikle deres undervisningspraksis, men at det er en tæt på uoverkommelig opgave at stå alene med - og at man som regel står alene med den, hvis man påtager sig den.

Til gengæld viser erfaring og forsknings også, at det i denne henseende er meget effektivt at involvere sig i, hvad der refereres til som kollegial sparring. Med fokus på fagdidaktikken kan man tale om fagdidaktisk kollegial sparring.

Der er altså god grund til at eksperimentere med, hvordan vi kan udvikle metoder til at sikre os muligheder for at indgå i fagdidaktisk kollegial sparring.

Det er i det perspektiv, at den japanske tradition for lektionsstudier er interessant at arbejde med i en dansk kontekst.