Debat
3   144

Frihedens børn

- “Hvis der er nogen som helst grund til vores eksistens, må det i det mindste være vores evne til at informere om det, der sker, mens det sker, og på en måde så ingen kan sige: ’Det vidste vi ikke noget om, ingen fortalte os om det’.” (Robert Fisk). - ”Den, der ikke værdsætter læreren, og den, der ikke påskønner eleven, kan have nok så megen viden, men lever i stor forbistring. Dette kaldes det essentielle mysterie.” (Oversat fra 道德經 Dao De Jing, kapitel 27, sentensen: 不貴其師不愛其資雖智大迷是謂要妙, 500 f.v.t.).

1. LØRDAG AFTEN ‒ PLETSKUD OM FRIHED

Det var en lørdag aften, september 2015. Vi var gamle folkeskole-klassekammerater, der mødtes denne aften. En af dem havde lige sagt til mig, at når han tænker tilbage på vores skoletid, så tænker han på og føler han frihed. ”Bang!” sagde det inden i mig. ”Pletskud!” Vi fik fundet et skema frem fra 2. real (1963-64), og vi så et skema, som sagde: Mandag 9 til 15, tirsdag 9 til 14, onsdag, torsdag og fredag 8 til 14, og lørdag 8 til 13.

Artiklen fortsætter under banneret

Det er der, vores barndoms frihed kommer fra: På den ene side havde vi en veldefineret skole med velansete lærere, og på den anden side af denne tidsmæssigt begrænsede og entydigt fastlagte størrelse havde vi det ligeså utvetydige frihedens rum i og med en meget stor daglig fritid set i antal timer.

Det er i friheden, i fritiden, at vi både har tilegnet os og har udfoldet de potentialer, som skolegangen såede i os, samtidig med at vi hver især på hver vores måde kunne det vigtigste af alt: På egne præmisser gå på opdagelse i livet med masser af tid til og overskud til at lade barndoms- og ungdomsnysgerrigheden folde sig ud i fritidsjobs, sportsaktiviteter, alenetid, drømmetid, legesamvær, veninde- og kammeratskabspleje m.m.m. Vi børns verden var vores egen: Ved stranden, i skoven, højt oppe i træerne, dybt inde i huler, på vejene, på havnen, inde på byggepladser med adgang forbudt...

Også i skolen havde vi vores egen børneverden, for skoledagen var ikke blot rimeligt overskuelig, men frikvartererne, som der var mange af, var vores egne, og her skabte vi vores egne lege af vidt forskellig slags.

Hertil havde vi yderligere ret godt med gymnastiktimer. Tre om ugen i ovennævnte skema. Om sommeren ude på sportspladsen og boldbanen. Om vinteren i gymnastiksalen. Et resultat for mig blev de bronze-, sølv- og guldmedaljer i gymnastik og svømning, der i dag fortsat sidder pindet ind på min opslagstavle

Og vi var fri for tvungne lektiecaféer.

Med al denne tid, der var vores egen, kunne vi også tilbringe hele timer selvhvilende og alene i vores skjulesteder, eller ved stranden med blikket, der fortabte sig i den fjerne horisont, eller under træernes skygge med øjnene døsigt stirrende op i de let duvende blade.

Flere af os dyrkede sport på et intenst niveau. En af mine klassekammerater blev flere år i træk danmarksmester i sejlsport og vandt senere en olympisk medalje. Selv var jeg cykelrytter og blev blandt andet nummer tre til juniormesterskaberne i sprint på Århus Cykelbane. Disse sportsaktiviteter og andre fritidsaktiviteter, vi gik til, havde vi ikke haft en gnist af mulighed for at deltage i og udvikle os i, hvis vi havde gået i den de-lange-dages-skole, der blev indført med skole”reformen” i 2013.

Hinsides skolen endte vi alle med at være blevet livs- og arbejdsduelige. Vi blev mange forskellige ting med en bred blanding af håndens arbejdere og åndens arbejdere, lønmodtagere og selvstændige, privatansatte og offentligt ansatte, handelsfolk og industrifolk, kunstnere og administratorer.

2. LØRDAGENS INDHOLD FØR MØDET OM AFTENEN ‒ FRIHEDENS NÆRVÆR

Jeg havde ikke tænkt bevidst på disse ting i løbet af denne lørdag, hvor jeg op til aftenmødet med mine gamle klassekammerater var gået rundt i vores barndomsområder fra dengang og var kørt op til vores gamle skole, hvor jeg gennemvandrede skolegårdene og idrætsarealerne. Men det, jeg, uden at tænke over det, følte denne dag, dukkede op hos mig efter mit samvær om aftenen og efter et helt andet samvær dagen efter, nemlig med nogle af de danske børn og familier, der nu belastes af ”reformen” fra 2013 og af det politiske overgreb på deres lærere. Det, der i min barndoms og ungdoms og min gamle folkeskoles omgivelser kom til mig fra den gang var én eneste følelse: Frihed!

Min barndom der var en frihedens tid.  Og hvad er frihed? Ja, det indbefatter i den grad – blandt andet og i hvert fald – også fritid. Tiden der er fri for alt andet end at være. Tiden der er sat fri og hviler i sig selv, fordi der er nok af den til at man kan være voksenfri og sig selv som barn og ung i den.

3. ”REFORMEN”S HÆNGTE KATTE ‒ FRIHEDENS FRAVÆR (1)

Her overfor kan et skoleskema for en 7. klasse nu efter lockoutovergreb, lovovergreb og ”reform” se ud som følger, og det for børn som oven i dette skema oplyses at have mellem 30 og 60 minutter med skolebussen:

Mandag: 08.15 - 16.15, tirsdag: 08.15 - 14.45, onsdag: 08.15 - 15.30, torsdag: 08.15 - 15.30, fredag: 08.15 - 14.30.

Dette er taget fra folkeskolen.dk, og læreren, der gengiver dette vanvittige skema for sin 7. klasse efter ”reformen”, anfører da også:

”De ligner hængte katte midt på ugen.”

(Kommentar af lærer Henrik Breilev til følgende artikel: http://www.folkeskolen.dk/570662/kl-brug-for-fleksibilitet-i-skoledagens-laengde#570727)

4. SØNDAGEN UMIDDELBART EFTER LØRDAGEN ‒ FRIHEDENS FRAVÆR (2)

Min dag efter den forudgående aftens møde med mine gamle klassekammerater bestod som nævnt ovenfor i at mødes med danske børn og deres forældre. Altså skolebørn. Og et sådant møde har i dagens Danmark anno 2015 fået en særlig historisk baggrund på grund af overgrebene på lærerne og børnene.

Det var, fra min verden, slemt nok at bevidne løgnekampagnerne mod lærerne op til, under og efter lockouten i 2013, at bevidne de totalitære overgreb med lov 409 og indførelsen af en fængsling af lærere og børn på skolen, der hermed med lange skoledage for børnene og fastlåsende arbejdstidsbestemmelser m.m. for lærerne blev lukket som mulighedsområde og struktureret som indelukke omkring uafbrudt påtvungne aktiviteter og et blokerende testsystem.

Men oven i dette er siden 2014 kommet oplevelser med børn, der har fået deres barndom ødelagt af ”reformen”, oplevelser med lærere der forlader skolen eller mistrives, fordi de ikke mere har vilkår til at kunne passe deres arbejde, og endelig oplevelser med pædagoger der inddrages i skolen på uafklaret grundlag eller som afskediges, fordi netop fritidsordningerne for børn lukkes ned.

I familiær sammenhæng, hvor jeg ofte leger med mine børnebørn og deres kammerater på børnenes frilegspræmisser, gik en dreng, der plejer at lege muntert og aktivt med, forrige gang, jeg mødte ham, ligesom falmet rundt. Deltog ikke som ellers. Holdt sig dagen igennem tæt op ad sin far. Hang. En dreng der tidligere havde været glad for at gå i skole og kom hjem fra skole med humør og gåpåmod. Nu drænede selve de lange dage med hele tiden påtvunget aktivitet hans liv.

Sådan viste denne dreng sig stadig at have det, nu jeg igen mødte de danske børn og forældre. Forældrene var fortvivlede og rasende. Og som en anden forælder fortalte om sine to drenge på 11 år (tvillinger): De havde altid tidligere været overordentligt glade for at gå i skole og havde haft masser af lære- og legelyst. De nu meningsløst lange skoledage med meningsløse fyldtimer og uafbrudt skiftende voksne på en skole, der falder fra hinanden, fordi også lærerne og lederne kvases, har medført, at lærelysten er smadret og muligheden for et barneliv med leg, alenehed og ro og overskud og kammeratskaber og sport og andre fritidsinteresser i klubsammenhæng er væk. Moderens korteste kommentar lød: "Til helvede med den nye skolereform!"

Disse og andre forældre oplever nu, at deres tidligere skoleglade børn om aftenen ved sengetid græder over tanken om næste dag at skulle op til en meningsløs og lang dag på skolen.

Jeg nævnte ovenfor, at vi i min skoletid var fri for den tvungne lektiecafé. Hvor ødelæggende for både børn og lærere reformens hele system er, fremgår tydeligt, når man fra disse forældre med børn i skolen hører, at deres børn kommer hjem og fortæller, at deres lærere ikke var kompetente i lektiehjælpen, forstået på den måde, at det blandt andet var en musiklærer, som skulle hjælpe med matematik, som hun ikke kunne finde ud af. Og oven i de lange dage er situationen for mange familier, fortalte de, at mængden af lektier er uhyre stor. De sidder længe med børnene over lektierne efter den lange skoledag. ”Selv forældre med rigtig dygtige børn ser, at deres børn har lektier med hjem, som ellers ikke skete før reformen,” sagde en af forældrene.

Den ene af ovennævnte tvillingedrenge har besluttet, at han vil være lærer, når han bliver stor, for han vil være sådan en mand, der forstår børnene og er god ved dem, for det mener han, at børn har brug for. Og så mener han også, at han bedre kan være med til, at der igen bliver en ordentlig skole for børnene, og for lærerne.

Puh-ha, man bliver rørt på en måde, der samtidig gør ondt helt inden i over, at den danske folkeskole er blevet så smadret, at børn i så ung en alder får den slags redningstanker for andre børn og for skolen som sådan. Det kan jo kun udspringe af en dyb sorg inden i barnet over de forhold, det selv og andre børn bydes. Men samtidig viser det også en art sund realisme og et indfølende og stærkt gåpåmod.

5. DE SENE TIMERS BØRN

Efter denne lørdag og søndag tænkte jeg på mine eftermiddage her, hvor jeg bor nu, tænkte på, når jeg med en frihedsfølelse enten cykler eller inline-skøjter gennem byen og landskabet og møder de børn, der stille, så alt for stille, kommer cyklende fra skole sent, så alt for sent, eller står og venter på bussen, der bringer dem hjem så langt senere end sent. Den skole, der har givet så mange børn så meget, og nu blot er der så alt, alt for meget.

Det, jeg møder, er forældre, der skriger på, at denne nedsmeltning af børnene og dermed af familielivet på grund af de meningsløst lange skoledage og meningsløse fyldtimer og det meningsløse virvar af hele tiden skiftende lærere eller ikke-lærere bliver stoppet.

6. LUKNINGEN

De centrale bygninger, der var vores barndoms skole, står der stort set intakt, som da skolen blev bygget. Men indeni er det en helt anden skole, end da vi gik der, og ikke mindst fordi den nu har spist børnenes barndom, deres fritid. Hvor vi trods alt blev lukket ud til frihed i form af tilstrækkelig fritid, holdes børnene i dag tilbage i alt for mange timers skoleufrihed.

Skolens åbning er blevet lukning.

I forhold til nu var vi på trods af alt, hvad man ellers kan sige om vores tid og skole dengang, frihedens børn. Og det samme var indtil ”reformen”s indførelse de børn, der med et tilstrækkeligt antal timer til rådighed efter skole kunne gå ud i fritidens og frihedens liv i SFO’en, fritidsklubben, sportsklubben, musikundervisningen, ridningen, aleneheden, kammeratskabs- eller venindemøder m.m.m.

7. ÅBNINGEN

Vi må give børnene friheden tilbage. Den ikke-skolebesatte tid, der igen kan gøre skolen til en åbning i barnets liv, fordi dets barndom ikke mere er besat.

Der er for mig intet godt i den såkaldte ”reform” overhovedet. Fra struktur til detalje bygger den på løgn og fordrejelser og er lig med begrænsninger af muligheder for både børn og lærere. Fordi intet ved den er i orden og alt dermed på en uoverskuelig måde er kaos, er det vigtigt klart og absolut at fastholde fokus på, at børnene skal have deres friheds tid tilbage.

8. DEN SKABENDE FRISÆTTELSE

Der er meget, rigtigt meget der igen skal sættes fri i den danske folkeskole hinsides ”reformen” af 2013 og lovovergrebet i form af lov 409. Børnenes barndom er ét af de vigtigste områder, der må sættes fri, samtidig med at lærerne igen bliver frie mestre i eget hus. For først i det øjeblik skolen igen er lærernes, kan den igen blive børnenes med alle de krævende og givende forhold, som det skaber ‒ men netop skaber.

Barndommen i sig selv er ‒ frisat ‒ skabende. Lærerarbejdet i sig selv er ‒ frisat ‒ i mødet med børnene skabende.

--- ---

EFTERBEMÆRKNING: VI MÅ LADE BØRNENE VÆRE

Lige siden 1970’erne og 80’erne har der været særdeles stærk kritik af og modstand mod lige præcis de tendenser, som i disse år kulminerer omkring førskoleinstitutionerne, skolen og læreruddannelsen. Der har altid været modstand.

I 1978 udkom for eksempel min oversættelse af Gunnar Heinsohn og Barbara M.C. Kniepers Børnehave og legepædagogik, som er en uhyre dybtgående analyse af og kritik af den strukturerede sovjetpædagogik, som folkeskolereformen er et uhyggeligt nøje spejlbillede af. Min introduktionstekst på denne bogs bagside lyder blandt andet:

”Bogen… forsøger at nedbryde illusioner – og at vise, at det for børnenes udvikling er langt væsentligere at opleve livssituationer og meningsfulde samværsformer, end det drejer sig om at blive beskæftiget eller underholdt eller henvist til tekniske indlæringsprogrammer.”

Denne kritik af og kamp mod det, der nu er kulmineret i folkeskolereformen og lovindgrebet med lov 409, ligger også i Erik Sigsgaards og min Det dobbelte barn. Klassiske tekster om barnets leg, indre liv og ydre verden (Forlaget Hovedland 2006), der på flere niveauer opsamler det, vi begge på det tidspunkt havde arbejdet med siden 1970’erne i en vedvarende modstand mod den tiltagende institutionaliserede og teknificerende undertrykkelse af barnet og barndommen – og bogen indeholder blandt andet nyoversættelser af centrale afsnit i Børnehave og legepædagogik (som jeg nok burde sørge for at få udgivet i sin helhed igen).

2013-”reformen"s og lov 409’s totalitære struktur er imidlertid ikke blot en spejling af sovjetpædagogikken og lignende totalitære pædagogikker som fascismens og maoismens, men er nøje forbundet med den nyere tids nyliberalistiske, totalitære økonomisme og dermed med såvel det nyliberalistiske socialdemokrati og radikale venstre som de andre nyliberalistiske partier fra den såkaldte blå blok, der ikke blot oprindeligt lavede skitserne til ”reformen”, men også tiltrådte den med fuldt bravur.

Naomi Kleins Chokdoktrinen. Katastrofekapitalismens opkomst (Klim 2008) beskriver klargørende, hvordan ”den nødvendige politik” produceres under ”katastrofer”, eller på baggrund af italesatte ”elendigheder”, som nyliberalismens talsmænd ofte selv sørger for at skabe og fremmanipulere - for eksempel i form af KL’s og regeringens samordnede bagvaskelseskampagne af lærerne i de to år op til og under lockouten i 2013 og fortsættende op til nu - myterne om forkælede, dovne og gammeldags lærere og dårlige danske skoler, der med reformens og lov 409’s tekniske fix skulle blive verdensklasse.

Da jeg i 1988 havde været ansat ved Danmarks Lærerhøjskole i lidt over 10 år inden for faget dansk, og kort før jeg forlod institutionslivet og blev selvstændig erhvervsdrivende, blev jeg af Skole og Samfund  til nummer 1 1988 af journalisten Carsten Tolbøll interviewet om en af mine bøger om leg og samordnet skolestart. Her understreger jeg, at vokseniscenesatte aktiviteter, også med kropslig bevægelse, i skolens regi er og bliver undervisning og ikke leg. Jeg siger:

”Det er meget vigtigt at gøre opmærksom på, at det, der foregår i tværfaglige værkstedsaktiviteter er undervisning og ikke leg. Derfor må skoledagen for de små årgange under ingen omstændigheder overskride fire timer. Forældrenes problem med at få børnene passet efter skoletid er reelt, og der kan argumenteres for, at børnene tilbringer nogle eftermiddagstimer på skolen, hvis rammerne er til det. Men ikke på den måde, at de efter en pause på ny vælger sig ind på en værkstedsaktivitet. Det kan de ikke klare! Vi må lade børnene være, så de kan lege frit.” Og journalisten tilføjer: ”Der var en overgang tendenser i retning af at gøre børns dagligdag til undervisning fra morgen til aften, men de blev opdaget, før de rigtigt slog an, siger han (Hugo Hørlych Karlsen).”

Så ja – vi advarede allerede dengang. Også mod at en art heldagsskole blev indført som den almene folkeskole. Og vi er mange, der fortsat støtter denne kamp mod ranet af børns egentid.

--- ---

Om lockouten 2013, skole”reformen” og lov 409 har jeg blandt andet skrevet følgende fire essays, der alle tilgås via de anførte links, som er indsat efter titlen:

Lærernes to V’er. Lockout og modernisering. http://www.folkeskolen.dk/529472/laererne-new-public-management-lockout

Lærerlockouten og limpinden. Liv, leg, lyst og læring. http://www.folkeskolen.dk/532144/laererlockouten-og-limpinden

Lærerlockouten, løgnene, dokumentationen og de sande vidnesbyrd. Essay og linkssamling om de uhørte stemmer. http://www.folkeskolen.dk/550479/laererne-loegnene-og-de-uhoerte-stemmer

Det uovervågede menneske i lyset af skolereformens ekspanderende institutionalisering. Skrevet sammen med Erik Sigsgaard. http://www.folkeskolen.dk/557084/det-uovervaagede-menneske-i-lyset-af-skolereformens-ekspanderende-institutionalisering

--- ---

Der er to underskriftsindsamlinger i gang for fjernelse af de lange skoledage:

http://www.skrivunder.net/stop_de_lange_skoledage

http://www.skrivunder.net/kortereskoledage

Foreningen Folkeskoleforældre ønsker blandt andet fjernelse af de lange skoledage:  http://folkeskoleforaeldre.dk/


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ