Anmeldelse

Tal om tal

Matematik er også sprog

Vi kender det godt. Når et problem er rigeligt stort, begynder vi helt automatisk at sætte ord på. Enten ved at tale højt for os selv eller ved indre tale. Mundtlig matematik styrker elevernes grundlæggende talforståelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Tal om tal" indeholder masser af praktiske anvisninger på, hvordan vi kan sætte fokus på mundtlighed i matematikundervisningen i indskolingen. For matematik er også sprog.

Fakta:

Titel: Tal om tal

Forfatter: Margit Holm

Pris: 264

Sider: 80

Forlag: Forlaget Matematik

"Tal om tal" er delt i to dele. I den første del af bogen er der fokus på den strukturerede samtale. Her er der oplæg til, at læreren med interview og samtaleark kan danne sig et kvalificeret overblik over, hvordan de enkelte elever tilgår matematikken. Eleven får mulighed for at sætte ord på, hvad han/hun ved, og det kan for læreren være en stor hjælp til at formulere læringsmål for den enkelte elev.

Den anden og største del af bogen indeholder en grundig beskrivelse af 21 forskellige aktiviteter til at arbejde med talforståelse. Aktiviteterne kan differentieres og bruges af hele klassen eller af mindre grupper.
Alle aktivitetsforslag har en enkel og klar struktur med beskrivelse af materialer, der skal benyttes, introduktion til aktiviteten, beskrivelse af, hvordan aktiviteten skal udføres, kommentarer og læringsmål med aktiviteten for den enkelte elev. Til hver enkelt aktivitet er der samtidig oplistet kompetencemål og færdigheds- og vidensmål fra forenklede Fælles Mål.

"Tal om tal" er et rigtig godt værktøj i arbejdet med at formulere læringsmål for den enkelte elev og sætte fokus på mundtlighed i matematikundervisningen i indskolingen. Vigtigt og helt i tråd med intentionerne i forenklede Fælles Mål for matematik.