Debat
15   179

Krigsreportage 01

Krigsreportage 01

Artiklen fortsætter under banneret

 

To Fløje

En krig er i gang på den pædagogiske front i Danmark, og den spidser til for tiden. Jeg håber at kunne anskueliggøre hvorfor. Derfor er det nødvendigt med lidt baggrundshistorie. Fronterne har været der i al den tid. jeg har fulgt med i skolepolitik i Danmark, og jeg tror, det er en meget gammel strid. Det ene hold taler smukt om dannelse og de store fortællinger om, hvem vi er. De synes, at fortællingerne skal inspirere og præge skolens arbejde. Det andet hold, færdigsfløjen kunne man kalde dem, er optaget af elevers konkrete færdigheder - eller især mangel på samme. De kan godt lide ordet kompetencer.

Dannelsesfløjen er naturligvis ikke i mod kundskaber og færdigheder, selvom de ikke kan lide ordet kompetencer. Færdighedsfløjen er ligedan heller ikke modstandere af dannelse, men tænker den anderledes.

Når sagen er spidset til, skyldes det i nogen grad skolereformen, men især de opløste arbejdstidsregler for lærerne. Hvis politikerne ikke havde mast sig indover lærernes arbejdstid, kunne de nok have solgt reformen langt lettere, og striden ville ikke have været så uforsonlig. Dannelsesfløjen kan nu påstå, at lærerne er blevet skakbrikker, der skal optimere konkurrencestaten og nedslides i processen.

 

To dannelsesidealer og to tantede teoretikere

Dannelse er ikke nemt at afgrænse; nogle mener, at færdighedsfløjen har et angelsaksisk - praktisk og forretningsmæssigt – ideal. Men det ellers så magtfulde engelske sprog har faktisk ikke et ord for dannelse. Det faktum tolkes ofte sådan, at kun uddannelse (education) er idealet. Det opfatter modstanderne som tomt og næsten umenneskeligt.

Dannelsesfløjen har arvet sit dannelsesideal fra den tyske nyhumanisme, som udspandt sig omkring år 1800. Det var en universel humanisme, der var stærkt inspireret af den græske antik. Idealet er, at personen gennem sin uddannelse lærer færdigheder - men nok så vigtigt - kultiveres til at overskride sig selv og blive en del af et fællesskab og i sidste ende det menneskelige fællesskab.

Dannelsesfløjen i den nutidige pædagogiske debat i Danmark har, efter min mening, en akilleshæl: man refererer uafladeligt til Grundtvig og grundtvigianeren Løgstrup, dem kalder jeg bevidst maliciøst kalder de to tanter.  I modsætning til nyhumanismens universelle dannelsesidealer er det, man kan få ud af Grundtvig, henholdsvis Løgstrup, meget lokalt. Grundtvig bliver i dag altid fremstillet som folkehøjskolens skaber; man glemmer ofte, at han var glødende romantisk nationalist og lutheransk præst. Løgstrup berømmes ofte for sin etik, mens man glemmer, at også han var en meget lutheransk præst, og at han ikke just var positiv overfor naturvidenskabelige fag.

Løgstrup og hans bog Den Etiske Fordring er umådeligt berømmet på lærerseminarier og sygeplejeskoler, men samme bog betragtes som oftest med ligegyldighed blandt seriøse fagfilosoffer.

Jeg kalder dette fokus på Grundtvig og Løgstrup en akilleshæl, fordi vores skoletænkning skriger på en sekulær kosmopolitisk etik. Det er næsten tragikomisk, at den pædagogiske dannelsesfløj ikke får øje på, at de er på fælleskurs med nationalkonservative bevægelser, som de med garanti ikke nærer beundring for.

 

Dramatis Personae

Et godt eksempel på dannelsesfløjen er en Lærke Grandjean, jeg hørte i radioen forleden. Hun nævnte Grundtvig og Løgstrup og ordet dannelse mange gange, men var ellers fortryllende ukonkret: Man skulle i hvert fald gøre en hel masse godt for børnene, og skolereformens målen og vejen var det rene djævelskab og en frygtelig stressfaktor for eleverne. Det morsomste var, at hun efterfølgende i et indlæg på folkeskolen.dk betegnede sine samtalepartnere som opportunistiske forskere! Måske burde hun have en etisk fordring til sig selv. ”Opportunisterne” var to ledelsesforskere fra CBS, der meget snusfornuftigt mente, at det var for tidligt at bedømme skolereformen.

Men det ville være en uretfærdig, næsten parodierende tegning af dannelsesfløjen kun at nævne hende. Et mere værdigt eksempel er en yngre underviser på UCC Brian Degn Mårtenson, der som undertegnede er kandidat i pædagogisk filosofi fra DPU. Han er også meget aktiv i debatten på folkeskolen.dk., og jeg kan belyse dannelsesfløjens grundsynspunkter ved at citere fra hans indlæg forleden dag. Først må jeg for tælle, at indlægget havde den meget kristelige titel Elsk din fjende som din ven. Seminarielektoren hylder nemlig den pædagogiske debat, hvor man deler sig efter anskuelser, som Viggo Hørup ville sagt. Det er en rigtig god pointe, at demokratiske beslutninger om samfundets måske væsentligste institution, folkeskolen, først bør ske efter intens offentlig debat. Jeg er tilfreds med at fløjene overholder spillereglerne, at vi har ytringsfrihed osv. Men modsat Brian Mårtenson tror jeg, at der er ”no love lost” mellem kombattanterne på de to fløje. En titel som Elsk din fjende som din ven øger ikke troværdigheden af den type debatindlæg.

Mårtenson fastslår noget, som ingen rigtig kan være uenige i, nemlig at vi ikke kan iagttage os selv løsrevet fra den pædagogiske sammenhæng. Den populære formulering er, at vi er indfældet i sammenhængen (figurerne på et relief kan ikke træde ud og beskue relieffet udefra).  Derfra springer han til at konkludere: ” at drive skole og forny vores demokratiske samliv må ikke blive et målstyret ”fælles projekt” omhandlende fremtidige vækst og effektivitet. Og hans ”kærlige” - og lad mig bare sige noget fortegnede - billede af den anden fløj er ca. således: ”hvis vi fokuseret på mennesket som en objektivt definerbar organisme bestående af molekylære forbindelser, kan vi slippe for den evindelige palaver. Det er faktisk muligt at forestille sig en situation, hvor en optimal organisme defineres, og en dertil oprettet læringssituation”.

Men mennesker består jo faktisk af molekyler – dannelsesfløjen har ofte et akavet forhold til naturvidenskab, og det er et dannelsesproblem. Verden er konkret, og selvom ikke alt i den pædagogiske situation kan og skal defineres, svigter dannelseshumanisterne faktisk lærerne, som har ofte har et større behov for konkrete fremgangsmåder end store ord og varm luft.

Den mest fascinerende debattør på dannelsesfløjen er Thomas Astrup Rømer, som er lektor i filosofi på DPU. Han er, næsten som sit forbillede Grundtvig, manisk produktiv, og i lighed med det gamle koryfæ generer han sig ikke for at lange voldsomt ud efter sine modstandere og tillægge dem ”dunkle” motiver.

Imellem rablerierne får Rømer sagt mange fornuftige ting, men troværdigheden lider voldsomt under hans konspirationsteorier. Dem lader han til gengæld ikke blive ved antydningen; således udpeger han i et blogindlæg Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO), som ifølge ham især skulle bestå af Professor på DPU Jens Rasmussen, Professor på Ålborg universitet og tidligere dekan på DPU Lars Qvortrup, forskningsleder på VIA Andreas Rasch-Christensen og rektor på Metropol Stefan Hermann. Det er uden tvivl rigtigt, at Rømers modstandere har politisk tæft, og at de i højere grad end dannelsesfløjen har politikernes bevågenhed. Men det burde så være indlysende, at man rettede kritikken mod politikerne. Rømers beundrere gør heller ikke meget godt for hans troværdighed ved at betegne hans indlæg som kraftfulde og vederkvægende!

Mens man bestemt må anerkende en oprigtig og velbegrundet bekymring hos dannelsesfløjen for, at økonomisk optimering bliver for styrende i pædagogikken, kan man blive utrolig træt af deres overdrivelser, hvor de fremstiller alle de nye tiltag som mekaniske, umenneskelige og testfikserede. Dæmoniseringen af de andre er særligt trættende i lyset af dannelsesfløjens diffuse Grundtvig/Løgstrup alternativ. Thomas Astrup Rømer er leveringsdygtig i rendyrket vås; folkeskolen skal ifølge ham være: ”… en herlig kraftfuld blød sag, som hverken kan styres eller måles”.  Formuleringen ”En herlig kraftfuld blød sag” har jeg meget svært ved at tage alvorligt, ligesom Thomas Astrups Rømers opremsning til belysning af hans folkeskoleideal er tantet og lattervækkende: ”Som en lysning i skoven fyldt med historie, poesi, musik, videnskab, smil, bolde, græsplæner, globusser, pensler, viskelædere, mylder, påmindelse, åbenhjertighed, opmærksomhed, tilsynekomst, lejrskoler, Dannebrog, zigøjnere, fester, koncerter og velgørenhed.   

 

En afsløring

Lad mig afsløre, at dannelse også er det vigtigste for mig. Men selv om jeg har en uddannelse fra det filosofiske miljø på DPU, kan jeg slet ikke tilslutte mig den ovenfor beskrevne dannelsesfløj, og jeg kan ikke begribe, at Grundtvig og Løgstrup igen og igen trækkes af stalden. Disse to hver på sin måde nationalistiske lutheranske teologer kan jo have haft udmærkede pointer indenfor deres begrænsede felt; imidlertid er det ikke bare ønskeligt, men strengt nødvendigt, at folkeskolen i Danmark orienteres mere kosmopolitisk. Find nogle ”stjerner” højere på himlen, vi kan navigere efter. Vær heller ikke så bange for det naturvidenskabelige og det konkrete. Kom ind kampen for kampen er god. Det er nemlig ikke forkert, at mange på færdighedsfløjen politiserer og gør sig skyld i lidt for positive beskrivelser af de nye læringsmuligheder. Så færdighedsfløjen bør for skolens skyld have et langt mere udfordrende og oplyst modspil end tante Grundtvigs og tante Løgstrups selvhøjtidelige arvtagere er leveringsdygtige i.

 

Dannelsens benmarv

Efter min mening lider skolereformen af den samme svaghed som masser af andre skolepolitiske tiltag; man vil alt for meget på en gang. Men reformen er vedtaget af et stort flertal i et lovligt valgt Folketing og ikke gennemført af en mafia, som Astrup Rømer med flere gerne vil antyde.

Det vigtigste i denne debat er, at konkret og målstyret undervisning ikke automatisk står i modsætning til dannelse. Tværtimod. Den konkrete faglighed med en bestemt viden og bestemte færdigheder er ikke bare en blandt flere forudsætninger, men faktisk den væsentligste forudsætning for dannelse.

Den konkrete viden og de konkrete færdigheder handler ikke om at uddanne små soldater til konkurrencestaten, som er favoritvrangbilledet hos Astrup Rømer og co. Det er ganske vist også en legitim og vigtig opgave for folkeskolen at fremme kommende erhvervsevne hos eleverne. Men den konkrete viden og de konkrete færdigheder hos kommende generationer, dannelsens benmarv, er i al beskedenhed garantien for civilisationens videreførelse.

 

Cand.pæd. Viggo Smitt

www.skolemester.dk

 

*

 

www.folkeskolen.dk/570896/folkeskolereformen-er-som-fluepapir-for-opportunistisk-forskning

www.folkeskolen.dk/570981/elsk-din-fjende-som-din-ven

www.thomasaastruproemer.dk/forholdet-mellem-den-danske-magtelite-og-danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo.html

www.folkeskolen.dk/516351/en-herlig-kraftfuld-og-bloed-sag-


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ