Understøttende undervisning og lokalt skole-kirkesamarbejde med lærere og præster

Det er med interesse, at jeg for nylig læste om undervisningsminister Ellen Trane Nørbys forsøg med skematid for konfirmander. Forslaget giver mulighed for at elever kan tages ud af den understøtende undervisning for at gå til konfirmationsforberedelse. Bagved forslaget ligger en tradition for at adskille skole og kirke, undervisning og forkyndelse. Derfor trækkes konfirmanderne ud af den understøttende undervisning.

                             I denne artikel ønsker jeg at argumentere for det betimelige i at give plads til et samarbejde mellem skole og kirke, hvor der selvfølgelig skelnes bevidst mellem skole og kirke, undervisning og forkyndelse, men sådan at en understøttende undervisning for alle elever på 7. eller 8. årgang kan foretages inden for rammerne af et lokalt skole-kirkesamarbejde. Dette samarbejde kan f.eks. være 2-3 temadage på et år, som arrangeres af lærere og præster i fællesskab. Og det kan for mig at se fint tælle dobbelt – dels som undervisning for elever, der ikke skal konfirmeres, dels som konfirmandundervisning for konfirmanderne. To fluer med et smæk.

                             Grundene er flere:

1. Et skole-kirkesamarbejde ligger inden for Grundlovens intention. Her tænker jeg på, at samarbejdet både tilgodeser paragrafferne om religionsfrihed og §4 om Folkekirken i Danmark i Grundloven. Præsten må selvfølgelig ikke bruge et sådant samarbejdet til at indsmugle private omvendelsesprædikener eller missionere. Tværtimod er det vigtigt at præsten imødekommer elevernes mangfoldige baggrunde. I praksis betyder det f.eks. at på en skole-kirkedag om døden og begravelsesritualer med besøg på kirkegård bliver det vigtigt også at komme omkring en muslimsk og en symbol-neutral afdeling, hvis sådanne findes. Videre kræver samarbejdet af lærerne, at de f.eks. er bevidste om, hvilke elever der deltager naturligt og hvilke der blot overværer og ”er med på en lytter”, hvis temadagen f.eks. begynder med morgensang i kirken. I vores lokale skole-kirkesamarbejde har jeg oplevet gentagne gange, at det er os som præster, der minder lærerne om, at ”vi har religionsfrihed i Danmark, og ingen må tvinges i kirke”, mens lærerne tænker, at temadagen herunder sang, er lærerigt og relevant for alle elever. Uanset hvordan eleverne nu opfatter sig religiøst.

2. Et sådant skole-kirke samarbejde kan ses som en praktisk udmøntning af idéen om den åbne folkeskole. Folkeskolen er ikke en fysisk ø. Ved siden af skolen ligger måske et Lokalcenter, en kirke eller en politistation. Eleverne lærer også en del uden for skolens lokalitet, andre aktører kan inddrages i et samarbejde. Om det er politistationens, plejehjemmets eller den lokale kirkebygnings ansatte er vel ét fedt. Det må vel komme an på kvalitet.

3. Konfirmationsundervisningen opleves som lidt en udskilning, hvor der gøres større forskel på eleverne end godt er, og hvor der skelnes alt for statisk mellem kristne og ikke-kristne, hvilket ikke rigtigt svarer til virkelighedens skala, hvor yderpunkterne f.eks. er meget eller lidt religiøs, eller at man godt kan lide Jesus som menneske, profet eller Guds søn - eller ikke kan døje ham. Altså parametre, der ikke er så sort-hvide ud fra en skolemæssig betragtning.

4. Udskilningen er mere socialt og kulturelt betinget. Ud fra en teologisk betragtning er alle mennesker skabt af og til Gud. Ligesom vi alle har et liv med Ups and Downs og vi alle skal dø. Det er først, når vi ser på tingene socialt eller kulturelt, at forskelle begynder at springe i øjnene. F.eks. når vi kalder en elev muslimsk og på forhånd udelukker denne elev fra undervisningen inden for et skole-kirke samarbejdes regi, selvom det først og fremmest er alment, kulturelt dannende. Faren er, at konfirmandundervisningen bliver en form en udskilningstest, som kun ”de rigtige” borgere i Danmark kan få lov at deltage i.

5. Skole-kirkesamarbejdet skal udvikles i et lokalt samarbejde mellem lærere og præster. Også kirken underviser børn, hvilket den har til fælles med skolen, selvom det kun er én af flere kerneydelser. Og det er dette fælles felt, hvor skolens og kirkens undervisning overlapper hinanden, der er interessant. Kirkens undervisere kan her bidrage til understøttende undervisning i faget kristendom/religion i samarbejde med lærerne. Selv har jeg fundet stor inspiration i samarbejdet med lærere, de kan bare noget omkring klasseledelse, didaktik, pædagogik og læring. Omvendt har jeg også oplevet lærere være fascineret af noget af det, vi som præster er gode til. Det er en win-win-situation.

6. Præster er ikke blot forkyndere, de er også uddannede teologer, som ingen børn behøver at tage skade af at være sammen med - for nu ikke at tænke for højt om egen stand. Præster har speciale i samtale om liv og død, og stillen spørgsmål til tilværelsen. De véd en masse om menneskelivet på godt og ondt, menneskets længsler, og hvad ritualer i vigtige livssituationer gør ved mennesker. Som teologer har de en vis viden om andre religioner, måske endda mere end lærere generelt, ligesom de véd noget om religionsfænomenologi og religionsteologi

7. Kirken har på mange måder lært af skolens undervisningsformer. Derfor er kirkens undervisere også bedre klædt på til et sådant samarbejde i dag end tidligere. Tidligere tiders enetale af præsten er afløst af undervisningsformer, hvor konfirmanderne selv er aktive og dét, de siger ud fra deres sted og situation er lige så godt som det præsten siger. Undervisningen giver i langt højere grad end tidligere plads til konfirmandernes egen spørgen, deres egne anelser, sansninger og oplevelser. Det ligger langt fra sindelagskontrol og tvang. Der er eksempelvis heller ingen overhøring af konfirmander ved selve konfirmationen som i gamle dage, ingen ”religiøs eksamen”.

Der er altså en række grunde til, at konfirmanderne ikke altid behøver at tages ud af den understøttende undervisning, men at omvendt hele årgangen kan deltage i nye undervisningsformer, hvor lærere og præster arbejder sammen i et skole-kirkesamarbejde. Det er godt for klassesammenholdet, så konfirmandundervisningen ikke opleves som udskilning. Og i de forsøg, jeg har været med til, er det sådan, at de børn, der normalt ikke går til konfirmandundervisning, typisk 3-6 stykker, er en stor ressource i undervisningen på disse særlige temadage, særligt de muslimske børn.