Folkeskolens leder:

At måle en skole

Ja, tja, ja, bum bum bum, får man lyst til at sige med et gammelt politikercitat. Nu er den længe ventede statusrapport kommet. Den, som skulle fortælle os, hvordan det er gået med folkeskolereformen. Men svaret er sådan lidt tja …

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I optimistiske stunder er der nok nogle politikere, som har håbet, at reformen trods manglende forberedelse og resurser kunne føre til, at eleverne blev dygtigere - i hvert fald på den snævre måde, som politikerne har valgt at definere det. Er det så sket?

Helt sikkert kan man ikke svare. Fordi nogle af tallene - dem fra de nationale test - efter rapportens eget ærlige udsagn er usikre. Matematik går frem, læsning i de små klasser tilbage - men om man kan stole på resultaterne, ved man ikke.

Status på reformen: Der er et stykke vej endnu

Målingen på trivsel er en førstegangsmåling, så den viser jo i sagens natur ikke noget om en mulig fremgang. Og når det gælder inklusion, er det eneste tal, der viser fremgang, tallet over, hvor mange elever der er lykkedes at presse ind i normalklasserne.

Hele øvelsen minder om at beskrive en blomst ved at pille alle kronbladene af og lægge dem i en bunke. Man kan tælle dem, man kan stable dem, måle dem, ja, man kan endda dissekere dem. Men hvad får man egentlig fortalt?

Samtidig med at rapporten udkom, var der en helt anden historie, som lå i top på folkeskolen.dk.

En lærer skrev indlægget »Jeg siger ikke godmorgen til lærere«, hvor hun fortæller om sine oplevelser gennem tre år i en klasse med elever med alle mulige diagnoser. Hun beskriver, hvordan eleverne så ud i starten, og hvad hun og de andre lærere gjorde, og hvordan eleverne fik glød i øjnene og tro på sig selv. Det er et klassisk eventyr, og samtidig er det skolehverdag.

Jeg siger ikke godmorgen til lærere!

»Tak fordi du minder mig om, hvorfor jeg blev lærer« lød en af de mange taknemmelige kommentarer fra kolleger, som fik lyst til at ranke ryggen og glæde sig over, hvad det er, en lærer virkelig kan: Så et frø og vande det. Give eleverne troen på sig selv!

Naturligvis skal man måle på, om eleverne bliver dygtige af at gå i skole - og helst lidt bedre, end det er lykkedes i dette års rapport - men det er ikke det, som giver gejst og engagement og næring til elever og lærere.

Derfor er det så vigtigt at minde hinanden om, hvad der får lærere til at trodse de umulige vilkår og kæmpe for at gøre noget for deres elever. Tak, Martha Kristensen!