Blog
3   456

Elsk din fjende som din ven!

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


En skoledebat er en kamp om de væsentligste spørgsmål i et moderne samfund. En skoledebat er ikke en kamp om de væsentligste spørgsmål i et moderne samfund. To modsatte synspunkter, der ikke er modsætninger. Hvordan kan det gå til?

En skoledebat er en kamp om de væsentligste spørgsmål i et moderne samfund. Når vi i den offentlige debat diskuterer skole og pædagogik, er tonen ofte hård, direkte og uforsonlig. Andres udsagn tillægges dunkle motiver, og retninger og tilgange betegnes som ”skadelige” eller sågar ”katastrofale”. Man kan spørge sig selv, hvordan en samtale om et civiliserende tiltag (at drive skole) dog kan virke så uciviliseret? Det korte svar er, at debatten handler om definitioner af noget meget væsentligt. Hvad er et menneske? Hvad er en skole? Hvad er et godt samfund? Hvad er et godt liv? En sådan debat er en kamp for livet – og en kamp definitioner af nogle fælles mulighedsbetingelser. Når den bliver så intens, som den ofte gør, skyldes det derfor, at genstanden for debatten på ingen måde er ligegyldig, men alligevel svær at afgrænse. Vi forestiller os alle, at det er helt afgørende, hvad der foregår i skolen, og hvordan vi tænker om det. Det handler om individet og fællesskabet, os selv, og noget, der er større end os selv. Vigtige sager. Derfor er en skoledebat altid en uforsonlig kamp, ikke et samarbejde.

En skoledebat er ikke en kamp om de væsentligste spørgsmål i et moderne samfund. En skoledebat finder kun sted, fordi den er tilladt i et forpligtende fællesskab af myndige mennesker. I vores samfund er det lovligt at ytre sig om skolen, dens konstruktion, værdier, praksis, metodologi og funktion. Men det er ikke en pligt i juridisk forstand. Når en person overhovedet gider at ytre sig herom, må man formode, at der bagved selve ytringen ligger et ønske om at styrke forståelsen og udførelsen af den omsorg for fællesskabet, skolen varetager. Derfor er debatten om skole og pædagogik ikke en kamp, men et samarbejde om en kvalificering af fællesskabet. Et sådant samarbejde forudsætter at flere forskellige synspunkter præsenteres, således at de kan modstilles og afvejes, hvorved eventuelle beslutninger kan kritiseres og kvalificeres. Altså har vi et fælles behov for en fri og kritisk meningsudveksling om skolen og pædagogikken, hvis vi vil kvalificere vores fælles projekt, hvis altafgørende betydning vi grundlæggende er enige om. Derfor er en skoledebat ikke en kamp, men et samarbejde.

Artiklen fortsætter under banneret

En skoledebat er en kamp om de væsentligste spørgsmål i et moderne samfund. En skoledebat er ikke en kamp om de væsentligste spørgsmål i et moderne samfund. To modsatte synspunkter, der ikke er modsætninger. Hvordan kan det gå til?

Pædagogik er ulogisk og paradoksal. Dels retter pædagogikken sig mod menneskets tilblivelsesproces, der ikke kan iagttages udefra, idet subjekt og objekt principielt er identiske, dels er pædagogikken et forhold mellem fortid, nutid og fremtid, der ikke endeligt kan kortlægges. Logik er en menneskeskabt måde at konstruere sammenhæng i verden på, der ikke kan løsrives fra mennesket selv og de fællesskaber, det enkelte menneske indgår i, og er dermed en normativ kvalificering af menneskets iagttagelsesproces i en forestilling om en objektiv verden. Logikken har mange fine anvendelsesmuligheder, men den forudsætter ofte, at noget kan afgøres og defineres, således at vi har en objektiv eller indiskutabel præmis. Når vi diskuterer emner med relevans for pædagogikken anvender vi ofte logiske konstruktioner, men må samtidig erkende, at disse ikke udtrykker en sandhed, vi kan iagttage løsrevet fra os selv og den pædagogiske sammenhæng, vi selv er en del af.

Når den korrekte pædagogiske omsorg således ikke objektivt kan afgøres, må der – hvis vi i fællesskab skal føre en kvalificeret diskussion – være en kamp om præmisserne. Finder denne kamp ikke sted, kan vi ikke føre en kvalificeret debat. Hvis vi forestiller os, at kampen fandt en vinder, og dommeren fløjtede debatten af, ville vi stå tilbage med en række sejrende præmisser, og en på overfladen logisk brugbar konklusion. Imidlertid ville denne reelt være ubrugelig, idet den kun kan referere til sig selv – og derved ikke kan have anden status end et postulat. Derfor er kampen en kamp, der ikke kan vindes, uden at den samtidig tabes. Man kan måske på denne baggrund postulere, at kampen derfor er ukonstruktiv og ligegyldig, idet den tilsyneladende ikke tjener noget formål. Imidlertid er kampen forudsætning for et samarbejde om den vedvarende etablering af et forpligtende fællesskab af frie mennesker (endnu et grundlæggende paradoks). I skoledebatten er vi derfor medspillere og modspillere på samme tid i en kamp, der ikke er kamp.

Man kan mene, at det er voldsomt irriterende, at noget, der er så centralt for vores sameksistens, kan fremstå så ulogisk og modsætningsfyldt. Hvis denne kamp, som ikke er en kamp, kan være så vigtig, må det jo betyde, at vi til al evighed skal slås om skolen? Man orker det næsten ikke, men der er ingen vej uden om, hvis vi vil søge det frie menneske og det forpligtende fællesskab på samme tid.

Der er dog, som antydet, en anden vej. Hvis vi ignorerer al den irriterende ikke-viden, der ovenfor lægges til grund for pædagogikkens paradoksale konstruktion, opstår en ny mulighed. Hvis vi fokuserer på mennesket som en objektivt definerbar organisme bestående af molekylære forbindelser, kan vi slippe for denne evindelige palaver. Det er faktisk muligt at forestille sig en situation, hvor en optimal organisme defineres, og en dertil oprettet læringsinstitution med en nøje kortlagt blanding af eksempelvis læringsprogrammer, kirurgi, medicin, adfærdsmodificering og tvang, frembringer denne. En sådan tænkning behøver ikke at være ond (som Hollywoods cigaretrygende filmskurke er det). Man kunne jo eksempelvis institutionelt tilrette organismen således, at den befandt sig i en konstant lykkerus, og hele tilværelsen var harmonisk og uproblematisk. Man kunne måske også tilvejebringe en adfærd, således at organismen agerede hensynsfuldt over for andre organismer, samt tilrettelægge motion, søvn og kost således, at kroppen fungerede optimalt. Man kunne også indrette ”samfundet” således, at fx fødselshyppigheden eller gennemsnitslevealderen blev automatisk justeret, så resurser, befolkningstal og en global økologisk balance gik hånd i hånd. En slags neototalitært paradis.

Selvom det kan lyde rart med al den lykke i et sundt, harmonisk liv, er der dog et problem: Hvem skal definere det hele, og hvordan skal valgene begrundes? Hvad er lykke? Hvad er en god handling? Hvad vil det sige at tage hensyn? Hvad er et valg? Hvad er harmoni? Disse spørgsmål kan principielt kun besvares af mennesker med unikke erfaringer, der iagttager, tænker og diskuterer med andre frie mennesker. Og derved kan de aldrig besvares endegyldigt, idet der altid vil være en difference i opfattelserne. Vi kan altså ikke i praksis afgøre sagen, og vi kan ikke ”trænge om bag os selv”, og iagttage mennesket udefra. Vi er fanget i kroppen, og må nøjes med at diskutere med andre unikke mennesker på baggrund af vores eget perspektiv, vores sansninger, erfaringer, holdninger og følelser. Derfor er diskussionen et mål og en forudsætning på samme tid. En kamp og ikke en kamp. To modsatte synspunkter, der ikke er modsætninger.

Vi har i Danmark historisk formået at opretholde denne nødvendige spænding, og har en lang og stolt tradition for at samarbejde konstruktivt om etableringen af en hård og intens kamp om skolen. Det er en kamp, og ikke en kamp, og den forudsætter, at både medier, aktører og tilhørere forstår og beskytter denne spændings uopløselighed.

Vi har i mine øjne en fælles opgave i at beskytte kampen, der ikke er en kamp. At drive skole og forny vores demokratiske samliv må ikke blive et målstyret "fælles projekt" omhandlende fremtidig vækst og effektivitet. Skolen og demokratiet er noget, vi kærligt og ubønhørligt skal slås om! Selv elsker jeg Jens Rasmussen, Alexander von Oettingen, Lars Qvortrup, Erik Schmidt, Niels Egelund, Thomas Aastrup Rømer, Andreas Rasch-Christensen, Anders Bondo Christensen, Stefan Hermann og mange andre skoledebattører meget højt. Selv forhenværende undervisningsminister Christine Antorini får en kærlig tanke af og til. Vi kan være enige, vi kan være uenige, men uden nogle hårde slagsmål ville vi alle  – høj som lav – være håbløst fortabte.

 

Ovenstående er en lettere revideret udgave af indlægget ”Hvad er en skoledebat?” fra 2012.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
8.717 andre er allerede tilmeldt