Hun indleder med et tydeligt hjørnespark:

”Det er alt for snæversynet at diskutere skoledagens længde, eller om lektiehjælpen er obligatorisk”

Slidte børn, lærere og vrede forældre mødes således med, at de er indskrænkede og jeg undres. Hvem er modtager af Antorinis indlæg? Jeg synes jo, det er vigtige emner. Den lange skoledag er den dyreste i reformen, den, der har kostet mest på kvaliteten og forskerne har understreget, at der ikke er belæg for, at det virker. Jeg ved godt, det ikke holder helt, men man kunne også snusfornuftigt spørge, om én lærer til 25 børn er bedre end 2 forældre pr. barn. Om det ikke længere betyder noget, at forældre laver lektier med deres børn.

Antorini svarer, at det er ”bittesmå ting i den store reform” og negligerer således kritikken. Kendertegner det resten af Christiansborg?

”I mangler det forkromede overblik”, skriver Antorini om kritikken af statens voldsomme indgriben i skolen og peger på, at de nationale tests og målstyringen ikke er så slem. Hun lukker dermed øjnene for, at staten aldrig før dikteret så hårdt, hvad der skal ske i skolen. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er godt eller skidt, at jeg som lærer bare skal følge trop i dag, når min ledelse videregiver retningslinjerne fra kommunen, som får dem af staten. Jeg har pligt til at lytte til min skoleleder og de konsulenter, hun beslutter at hyre. Jeg har pligt til at anvende ministeriets systemer. Jeg har hverken plads eller pligt til at ytre mig om udviklingen på min arbejdsplads.

Disse ændringer nævner Antorini ikke, når hun kritiserer kritikken af konkurrencestaten:

”Jeg synes det er noget sludder, at sige, at konkurrencestat er det samme som om, at vi har 10 nationale test i løbet af 10 år”.

Antorinis forestilling om konkurrencestaten handler altså kun om den voldsomme testkultur, de har i England og USA. Det er heldigvis rigtigt, at vi er langt fra den praksis, men det er ikke det, som vækker mest bekymring hos en gammel lærer som mig. Det er forskydningen af indflydelse fra bund til top og konkurrencestatens kæft, trit og retning, der bekymrer mig. For den kan mærkes. Den skal ikke reduceres til et spørgsmål om nationale test.

Antorinis helikoptersyn har givet hende klarhed over, hvor skoen trykker ift. de lange skoledage. Det er naturligvis lærernes skyld.  

”Mere af det samme dur ikke”. 

Antorini fortæller her, at lærerne bare kan udnytte de lange skoledage bedre. Det er altså lærernes skyld, at der er kritik af længden. Det har intet at gøre med, at eleverne får mindre tid til fritidsjob, sport og familie. Det kan skam løses med varieret undervisning.

Har jeg nævnt, at forskerne siger, at længere skoledage ikke giver bedre resultater?

”Jeg vil gerne vædde en rigtig god kasse øl på, at de elever, der startede sidste år, og som er generation nul, ikke bliver fodsoldater, når de kommer ud i den anden ende”, skriver Antorini.

Jeg tror heller ikke, at nutidens elever bliver fodsoldater. Der er stadig for mange af min slags tilbage.

Jeg er nemlig en af de snæversynede uden overblik, der skriver sludder om konkurrencestaten, laver mere af det samme, nægter at følge trop, spænder ben for Danmark og reducerer merværdien i den demokratiske dannelse. Når jeg forsvinder, bliver alt godt.

Tak for de varme ord Antorini. Det har virkelig bragt os tættere på hinanden.

Læs Antorinis indlæg her