Den store kritik i disse dage går på fagets indhold de første seks år, hvor der hovedsageligt kun skal undervise i kristendommen. Først derefter begynder man at undervise i andre religioner og livsformer. Hun laver derefter en sammenligning med samfundsfaget, hvor hun skriver ”forestil dig, at politikerne besluttede , at eleverne skulle lære om socialisme og kun socialisme fra første skoledag. Først fra 8. Klasse ville ideer som konservatisme og liberalisme blive introduceret”. En sammenligning, som jeg vil vende tilbage til, men som faktisk ikke er helt væk fra virkeligheden.

Lad os lige starte med at få fakta på det rene. Kristendommen, det religiøse og eksistentielle, fylder ekstremt lidt i den danske folkeskole. Lone Milkjær og Humanistisk Samfund refererer til nogle tal i en undersøgelse, som de har fået lavet, som bygger på nogle helt forkerte tilgange og forståelser. Selvfølgelig lavet for at understøtte deres egen agenda.

Kristendomskundskab fylder i indskolingen cirka 1 time om ugen. De naturvidenskabelige fag, som humanistisk samfund selv nævner i debatindlægget (matematik og naturteknik) fylder 6-7 timer om ugen i 2.-6. Klasse. I udskolingen har mange skoler fravalgt at have kristendomskundskab det ene år, fordi eleverne kan vælge at gå til konfirmationsforberedelse (det er dog frivilligt), mens de andre to år stadig kun fyldes med én times kristendomskundskab om ugen. I udskolingen har eleverne til gengæld cirka 10 timers naturvidenskabelig fag tilsammen (matematik, fysik/kemi, biologi, geografi).

De naturvidenskabelig fag har altså en meget større volumen end det religiøse og eksistentielle i skolen.

Men ateisterne i humanistisk samfund kritiserer jo også fraværet af samfundsfag før 8. Klasse. Jo bevares, faget er der ikke, men da vores formålsparagraf jo så fint siger, at vi skal præge eleverne til et samfund med demokrati, ligeværd og åndsfrihed, ja så skal vi lærere faktisk præge eleverne til et demokratisk samfund i alle timer i skolen. Vi må ikke præge dem til diktatur, kommunisme eller monarki. Det er altså en 25-35 timer om ugen at eleverne møder demokratiet på nærmeste hold. Det kan være som kultur/livsform i timerne, igennem elevråd, i diskussionerne og generelt i mødet med en skole, som er en del af et demokratisk samfund. Demokratiet og samfundet er ikke fraværende i skolen, nærmere tværtimod. Og faktisk underviser vi ikke eleverne i andre styreformer end demokrati før 8. Klasse, så her er der ingen forskel mellem de to fags ”udvidelser”, apropos Lone Milkjærs egen sammenligning.

Så kritikken om samfundsfags, demokrati og naturvidenskabelig fag er altså skudt helt ved siden af.

Tilbage står kritikken af indholdet i kristendomskundskab. Skal faget kun have fokus på kristendommen de første seks år, og først fra udskolingen inddrage og have mål om andre religioner og ”andre livsformer”. Og det er en meget mere reel og essentiel diskussion. En diskussion, som ikke er ny og en diskussion hvor jeg heller ikke vil være afvisende overfor ændringer, men hvor jeg dog alligevel holder til at forsvare det nuværende. Først og fremmest vil jeg dog her nævne at målene for faget ikke er lig med indholdet – man kan sagtens underviser i andre religioner, med målet om, of for netop, at lære noget om kristendommen i Danmark.

Folkeskolens arbejde og opgave med at skabe accept og forståelse for det religiøse har aldrig været større end nu. Netop i et multikulturelt samfund, som vores, hvor religioner bliver detroniseret, hvor religiøse symboler bliver karikeret og hvor troende mennesker må leve i frygt for diskrimination, vold og det, der er værre, så må vi understrege vigtigheden af den religiøse dannelse. Vi må ikke pakke det væk og overlade det til det private rum. Religioner er en del af vores hverdag og derfor skal eleverne lære at forholde sig til sig selv i den hverdag.

Ser vi på folkeskolen i dag er der faktisk sket et pudsigt skred i to modsatte retninger. For 30-40 år side var kristendomsfaget et forkyndende fag med udenadslære. Noget som nok minder om det skræmmebillede, ateisterne har om faget i dag. Dengang var danskfaget et levende fag, som fokuserede på det dannede, på at opleve livet igennem sproget og hinanden.

I dag ser vi det helt modsatte. Danskfaget er blevet forkyndende og dogmatisk. Nu gælder det hele om rigtig og forkert. Kan du eller kan du ikke læse. Hvor hurtigt kan du skrive. Hvor mange rigtige har du. Samtalen er blevet erstattet af teknologiske fremskridt og et markant pres om vækst for den enkelte. Man kan ikke længere bare stå stille og være til. Det kan man i dag gøre i kristendomskundskab. Her har man nemlig fjernet det dogmatiske og forkyndende. Mens man i samfundet har fjernet de store fortællinger og historier, som religionerne er bærere af, har man også fjernet samfundets store værdier. Det hele handler om en selv, men når man opløser værdierne, så opløser man også selvet – vi har intet tilbage at være en del af. Derfor er kristendomskundskab så vigtigt et fag. Som Johannes Schløck engang formulerede: ”vi har ingen etik tilbage længere, kun klogskabsregler”. Klogskab, videnskab, sandt og falsk. Alt er skabt ovenfra, ikke længere indefra. Det er ikke tilladt at have sin egen etik og skabe sit eget billede på hvad der er rigtigt og forkert, for det er jo ikke sikkert at det lige passer ind i samfundets behov. Faget kristendomskundskab udfordrer dette. Tro og religion er ikke det modsatte af viden og slet ikke en modstander af viden. Begge dele er en del af vores kultur og samfund, og derfor skal begge rummes og afspejles i hinanden.

Faget handler ikke om at eleverne skal træffe valg om en religion. De behøver helst ikke at træffe et valg. Der er nok valg at træffe i livet. Verden er uoverskuelig nok for et barn, og alle de valg de skal træffe er med til at give dem en skam, skammen over at fravælge eller vælge forkert. Den eksistentielle tilgang i kristendomskundskab handler derfor ikke om at vælge, men om at opleve og være til.  Det tragiske ved humanismens videnskabelige tilgang er netop, at mennesket ved hvad der er rigtigt og forkert, men kan ikke gøre noget ved det. Dette må og skal vi ikke indlære børnene. De skal have lov til at være frie og udvikle abstrakte forestillinger om verdenen, inden vi reducerer den for dem. Kristendomskundskab handler altså ikke om at få børnene til at ”vælge” religion. Ligesom vores biologiundervisning ikke handler om at de skal vælge køn og seksualitet. Skolen er åben over for alle religioner og livsretninger, åben over for barnets syn på sit eget køn og sin egen religion. Men for at eleven kan handle, navigere i og forstå verdenen omkring dem, er de nødt til at kende den. Dannelsesprocessen, eller humaniseringsprocessen  (som Michael Grimmit  kalder det), handler netop ikke om at lære og danne sig selv, men om at forstå sig selv som menneske i det samfund man er en del af.

Jeg tror ikke selv på gud. Men det er ikke relevant i min kristendomskundskabsundervisning. Jeg ved hvor meget troen på gud har betydet for nogle af de mennesker som har været med til at skabe vores land, og derfor har jeg den allerdybeste respekt for mennesker som tro på gud. Ligeledes mener jeg at eleverne skal have respekt for troen på gud, Jesus eller hvad man tror på (også ateisme). At underviser i kristendomskundskab er ikke det samme som at undervise i andre fag. Her er ingen svar, og to forskellige ting kan ikke sidestilles. Vi kan ikke bare putte jødedommen, hinduismen og kristendommen op på en hylde ved siden af islam og de andre, og så lade som om at de alle er lige meget værd, eller tro at vi kan ”sammenligne” dem. De er ikke produkter eller metoder. De er livsformer, som ikke kan forklares, men skal opleves. Og at kunne opleve en religion kræver kundskaber, kundskaber som bliver en slags ”brille” man tager på og oplever religionen igennem. Derfor hedder faget kristendomskundskab, man skal have kundskaberne til at forstå kristendommen indefra; hvordan tænker en kristen og hvorfor gør han/hun som de gør? Ved at lære disse kundskaber kan eleverne lære at navigere imellem det abstrakte og det konkrete. Kundskaber, som de ikke kun kan bruge til at arbejde med andre religioner og livsformer, men faktisk kundskaber som gør dem i stand til at arbejde med at forstå det abstrakte i naturvidenskaben og gøre den konkret. Derfor må faget også ses som en katalysator for elevernes evner udi andre fag, hvorfor naturvidenskaben faktisk burde værdsætte kristendomskundskaben meget højere. Eleverne starter altså med at få kundskaberne til at sætte sig ind i den religiøse dimension igennem kristendommen, for netop også at forstå den abstrakte tilhørsforhold som vores land har til religionen, og dermed til den kultur vi har skabt. Man kan ikke bare blande alle mulige religioner fra starten, men er nødt til at bygge ovenpå. Derfor mener jeg også sagtens at fagets navn kan ændres fra udskolingen til eksempelvis religionskundskab, men ikke før.

Faktisk mener jeg også at man skal se nærmere på Mai Mercados (K) forslag fra foråret, om at fjerne muligheden for at fritage eleverne fra kristendomskundskabstimerne. Et forslag Venstre også støttede. Faget er alt for vigtigt til, at forældre kan varetage den undervisning selv og indholdet i elevernes diskussioner må ikke blive forbeholdt de, som lader eleverne høre om forskellige livssyn, men bør netop – i åndsfrihedens navn og forsvar – være obligatorisk for alle elever, så de bedre forstår hinanden og vores samfund.

Til sidst vil jeg give en kritik tilbage til humanistisk samfund. For implicit i deres kritik af faget ligger der også et ønske om at fjerne religionerne fra skolen. Foreningen tror ikke på ”det overnaturlige”, som de siger. De tror i stedet for på Dawkins, Hitchens og andre store teoretikere. Men netop disse teoretikere og ateister har baseret alt deres kritik mod metafysikken, det transcendente, men de ender med selv at opstille nogle naturlove som en slags metafysiske love, ligesom de vil gøre mennesket ukrænkeligt – til sammenligning med at gud i religionerne er ukrænkelig. Dermed bliver foreningens tro selv til en religion hvor man udskifter gud og næstekærligheden med at gøre mennesket til universets centrum. Det er mindst ligeså farligt at undervise i den form for religion, og derfor bør ateisme, nihilisme og andre livsformer stadig være en del af det samme fag, som de andre religioner, i et land præget af kristendommen.