Blog
8   594

Qvortrup og Rasmussen i Politiken

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


En offentlig samtale om den skolepolitiske ursuppe.

Til min store glæde kan jeg konstatere, at Jens Rasmussen og Lars Qvortrup den 14-09-2015 har valgt at svare offentligt på min kronik ”Konkurrencestaten har erobret folkeskolen”. Det er glimrende, og jeg har da også – efter at have været udsat for diverse forsøg på pression via ikke-offentlige kanaler – flere gange opfordret dem til det. Det har åbenbart virket, og nu kan vi alle sammen så have en offentlig samtale om vores fælles skole. Især skal Jens Rasmussen have ros, idet han – så vidt vides – ikke har suppleret sit offentlige svar med andre lyssky manøvrer eller klager. Det er ret flot, hans generalieblad taget i betragtning.

I deres kronik henviser Qvortrup og Rasmussen til, at jeg på min blog skulle have skrevet, at de har støttet en lang række navngivne venstrefløjsgrupper, og bekendtgør derefter, at de reelt kun har været egentlige medlemmer af Venstresocialisterne. De herrer citerer her sjovt nok ret manipulerende en mail, jeg – som svar på en underlig, anonym klage – har sendt til Politikens kronikredaktør – før jeg vidste, hvem der havde klaget bag min ryg. Den er logisk nok skrevet i blinde og starter generelt, og bliver derefter specifik. Jeg anklager ikke skråsikkert Qvortrup eller Rasmussen for at være med i et bestemt parti i passagen – den specifikke viden havde jeg nemlig ikke (hvilket tydeligt fremgår af mailen). I stedet refererer jeg først en almen fortælling, og fortsætter derefter i mailen med at citere, hvad de rent faktisk har skrevet og helt faktuelt har gjort. Denne fremgangsmåde var helt sikkert et upræcist overkill og strategisk usmart, og jeg kunne sagtens have begrænset mig til konkrete citater uden at svække min dokumentation på nogen som helst måde. Men på den anden side havde jeg ikke forventet, at nogen kunne finde på at manipulere med mit svar, og på den måde udnytte, at jeg i al hast under pres måtte svare på en anonym og bizar klage. Dertil kan man – hvis man endelig vil hænge sig i min betoning af den brede støtte til den hårde venstrefløj – nedenfor læse, at Qvortrup i en af sine tidlige bøger rent faktisk tilbyder sin intellektuelle bistand til ”grupper på venstrefløjen, som forsøger at etablere en socialistisk mediepolitik”. Bemærk flertalsformen. Af en eller anden grund påstår de, at jeg har skrevet partiangivelserne i et "blogindlæg på folkeskolen.dk". Det er i mine øjne lidt uheldigt for dem, idet enhver ved selvsyn kan se, at det ikke passer. Alt dette ved Qvortrup naturligvis, idet vi har haft en længere mailveksling om substansen. Det er derfor åbenlyst uvederhæftigt og manipulerende at skrive som de gør.

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg må have ramt et ømt punkt.

Som de fleste, der da ikke ligefrem aktivt ønsker at misforstå min oprindelige kronik, vil vide, så var mit formål med kommunist-bemærkningen ikke at hænge nogen ud, men at illustrere en vigtig og afgørende sammenhæng i forhold til udviklingen på skole- og uddannelsesområdet. Vel at mærke en sammenhæng, som mange andre end jeg er bekendt med. Endvidere har jeg i debatten flere gange udtrykt, at det fra min side på ingen måde giver anledning kritik, at folk bekendte (eller bekender) sig til diverse politiske holdninger. Det er enhvers ret, og det er mere end fint med mig. Faktisk er det netop denne ret, jeg i hele mit virke forsvarer med liv og sjæl. I denne sag er der altså ikke tale om en hverken kommunist- eller liberalist-jagt, men i stedet et forsøg på at diskutere, hvordan vi som samfund er kommet så vidt i skolepolitikken. Dette ved Qvortrup også, men alligevel bliver jeg i kronikken anklaget for McCarthyisme.

Jeg forstår ganske enkelt ikke, at Qvortrup og Rasmussen forsøger at nedtone deres ”hårdhed”. I deres nyere skrifter (se eksempler i nedenstående litteraturliste), herunder den helt aktuelle kronik, kan enhver se, hvor mekanisk og instrumentelt, de tænker om vores fælles samliv. Det, jeg kort antyder i min kronik, er, at dette på ingen måde er noget nyt, og at det måske heller ikke er tilfældigt. Jeg kan nu se, at jeg – uden hensyntagen til deres anseelse og virke – måske burde have udpenslet forholdet meget mere direkte og kontant. I stedet valgte jeg en kort antydning, og forblev således på kronikkens saglige hovedspor.

I bogen Danmarks Radio og arbejdskampen fra 1977 skriver Qvortrup eksempelvis selv følgende præsentation af bogens tilgang i indledningen: ”Bogen henvender sig til tre grupper. Den henvender sig til grupper på venstrefløjen, som forsøger at etablere en socialistisk mediepolitik. Den henvender sig til de socialistiske medarbejdere i DR, som under meget vanskelige betingelser forsøger at yde deres bidrag til kampen for socialismen. Og den henvender sig først og fremmest til de grupper af socialistiske arbejdere, som under indtryk af den voksende krise for kapitalismen kvalitativt og kvantitativt har udvidet den anti-kapitalistiske kamp, og som herunder konkret har erfaret, at også de “neutrale” institutioner radio og tv er vægtige modstandere.” Bogen fortsætter som beskrevet, og sigter i mine øjne konsekvent på den forestående revolution. Jeg synes, at det er hård læsning, og jeg ved fra min efterfølgende dialog med Qvortrup, at han ikke er stolt af netop den bog længere. Af samme grund har jeg – af respekt for Qvortrups beklagelse af bogen – heller ikke i mine blogindlæg anvendt citatet, der fremgik af mit svar til Politikens redaktion. Efter Qvortrup og Rasmussens manipulerende kronik er jeg dog nødt til at vise, at min kronik og mit efterfølgende svar på klagen ikke var baseret på tomme postulater. Læser du selv videre i de to professorers forfatterskaber, kan du finde en masse med lignende radikalitet. Også i de nyeste værker, hvor sproget dog er et andet.

Resten af Qvortrup og Rasmussens kronik er også yderst mærkværdig. Efter de manipulerende angreb på mig bekendtgør de, at de nu vil behandle det hele mere sagligt, og skriver derpå de mest usaglige ting om den reformlinje, de på en lang række punkter har stået faddere til. For det første giver de indtryk af, at der er et nærmest ligeværdigt samarbejde mellem forskere og lærere: ”Uddannelsesforskningen er blevet meget bedre til at støtte lærerne, pædagogerne og lederne, og heldigvis har masser af lærere, pædagoger og ledere taget imod tilbuddet, sådan at samarbejdet mellem forskere og fagprofessionelle i dag er meget stærkere, end det var for blot få år siden.” Dette skrives på trods af, at Jens Rasmussen længe har fremført, at lærere i dag er ”ansvarliggjorte” i modsætning til deres tidligere forvaltning af et ”ansvar”. De skriver det også på trods af, at flere kommuner og skoleledere omtaler skolens undervisere som ”læringsmedarbejdere”, ikke lærere. Hertil behøver man næppe tilføje, at kun ganske få, der i dag har deres virke i skolen, opfatter de kommunale og statslige anvisninger og formaninger som ”et tilbud”. Sluttelig er det på ingen måde min oplevelse, at den strategiske uddannelsesforskning generelt er blevet bedre til at støtte nogen som helst andre end de mest hårdkogte konkurrencestatsdyrkere i noget som helst. Tværtimod er den gren af uddannelsesforskningen, de to professorer sikkert tænker på, i mine øjne blevet politiserende og undergravende for demokratiets beståen.

De mest utrolige ved Qvortrup og Rasmussens kronik er dog, at de målrettet forsøger at give indtryk af, at de ikke aktivt har bekæmpet den forståelse af dannelsesbegrebet, de fleste vil forbinde med dansk, Grundtvig-inspireret pædagogik. Her tror jeg, at det er Qvortrup, der har været pennefører, idet jeg simpelthen ikke kan forestille mig, at Jens Rasmussen ville kunne finde på at løbe fra store dele af sit forfatterskab. Qvortrup har derimod i flere omgange forsøgt at formulere et nyt dannelsesbegreb, der grundlæggende baserer sig på omstillingsparathed og tilpasning til uundgåelige fremtidsvilkår. Rasmussen har ganske vist også været ude med budskabet om at ”folkeskolereformen er ren Humboldt”, men det er siden hen blevet tilbagevist så eftertrykkeligt, at han må have opgivet ideen.

Sluttelig vil jeg kort antyde en hypotese, læseren selv kan arbejde videre med, hvis det ønskes. Kan det mon have noget på sig, at vor tids mægtigste skoleaktører, Qvortrup og Rasmussen, opfatter alle statens og embedsvældets handlinger, selv de mest detaljerede forskrifter, som et klokkeklart og indiskutabelt udtryk for folkets enstemmige vilje? Når de mistænkeliggør min offentligt fremførte kritik af skolereformen som noget udemokratisk, hvad siger de så? Kan det have noget på sig, at de helt generelt opfatter demokrati som noget andet end det, de fleste andre forstår ved ordet? Kan dette mon hænge sammen med deres opfattelse af det gode i, at skolens medarbejde på baggrund af den strategiske uddannelsesforskning får dikteret ”hjælp” til at nå deres (altså statens og kommunens) produktionsmål? Hvis disse hypoteser har noget på sig, kunne det være interessant at tænke over, hvordan disse forhold nærmere hænger sammen. Hvor kommer de mærkelige ideer dog fra? Hvad sker der i dansk skolepolitik? Kan de forklares alene ved hjælp af neoliberale teorier? Er det ren New Public Management? Hvorfor går andre Luhmann-tilhængere ikke samme vej?

 

Litteratur:

Qvortrup og Rasmussens kronik i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2840111/vi-skal-kunne-beskrive-vores-maal-for-en-velfungerende-skole/

Min kronik i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2818106/konkurrencestaten-har-erobret-folkeskolen/

Qvortrup Lars (1977): Danmarks Radio og arbejdskampen. Bidrags Skriftserie

Qvortrup, Lars (2004): Det vidende samfund. Kbh: Unge pædagoger

Qvortrup, Lars: (2006) ”Systemers endogene uro – Luhmann som empirisk begrebseksperimentator”, I: J. Tække (red.): Luhmann og erkendelse – epistemologi, anvendelse og nyorientering. København: Unge Pædagoger.

Qvortup, Lars (1998): Det hyperkomplekse samfund. København: Gyldendal

Om Qvortrup: https://da.wikipedia.org/wiki/Lars_Qvortrup

Om Qvortrups anti-filosofi: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogisk-filosofi-reco…

Rasmussen, Jens (1991). ”Perspektiver – et essay om TV, ungdom og pædagogik”, i Unge pædagoger, nr.1. s. 2-16.

Rasmussen, Jens (2004): Undervisning i det refleksivt moderne. Politik, profession og pædagogik. Kbh: Hans Reitzels Forlag

Rasmussen, Jens & Kruse, Søren & Holm, Claus (2007): Viden om uddannelse. København: Hans Reitzels Forlag.

Rasmussens og Qvortrups generalieblad: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html og http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-del-2.html.

 

Mine indlæg om klagesagen:

http://www.folkeskolen.dk/569653/om-at-staa-i-orkanens-oeje

http://www.folkeskolen.dk/569774/om-at-staa-i-orkanens-oeje-2

http://www.folkeskolen.dk/570082/potentialebaseret-innovationsrefleksion

http://www.folkeskolen.dk/570323/om-at-staa-i-orkanens-oeje-3

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
8.717 andre er allerede tilmeldt