"Alting går børn forbi" skrev Wolfgang Goethe for mange år siden. Siden har ikke meget forandret sig. Eleverne står stadigvæk i en virkelighed hvor netop virkeligheden, og de voksne, taler dem forbi. Eleverne oplever deres voksne rollemodeller tale dem over hovedet. Tale forbi dem.

Eleverne oplever færre voksne med tid til at se og høre dem - respektere dem.

I forlængelse heraf savner jeg aktørperspektivet i inklusionsdebatten. For hvem ser og hører eleverne her? Hvem stopper op og lytter til deres tanker, meninger, holdninger og væren?

Men kan de være med her? Ja!

Men vil de være med? Det er straks et svære spørgsmål.

Elever i mit daglige virke ønsker ikke at være anderledes. Det er nærmest det værste de ved. De oplever ikke anderledesheden som en god ting, som en alsidig ting, men snarere som en negativ ting. Eleverne, vores børn, har derfor etableret en forventning om at anderledeshed er noget farligt - noget vi skal undgå. 

Der er langt til Thomas Ziehes god anderledeshed her. Et interessant indspark som lægger sig tungt i inklusionsdebatten. For hvordan oplever det inkluderede barn sig? Hvordan bliver dette barns identitet? Kommer barnet ind i en allerede etableret virkelighed, hvor eleven opleves af de andre, og af sig selv, som anderledes - negativt anderledes? 

K.E. Løgstrup skrev at "Samfundet har den skole det fortjener!". Skolen kan altså ikke forventes at være meget anderledes end det samfund den får sit virke fra og igennem. 

Her har vi alle en kæmpe rolle at spille. Inklusion er ikke et begreb forbeholdt Folkeskolen. Det er begreb der er forbeholdt os alle. 

Når vi ser os selv i øjnene derhjemme - ser vi så os selv som god anderledeshed? Ser vi på vores medmennesker som god anderledeshed? Eller er anderledeshed en genstand vi forholder os til - udefrastående - imens vi forbeholdent kigger på det. I realityverdenen sluger vi det til os, men vi forbeholder os retten til at forholde os til det. Med andre ord distancerer vi os fra det - vi står udenfor. Vi har altså en etableret normal, som dog er ufattelig svær at definere i sin væren. Normalen er der, men ikke defineret i sin væren. Ikke desto mindre er ønsket om at være normal højt blandt os alle - især blandt eleverne.

Derfor er inklusionen et begreb forbeholdt os alle. For nogle elever står uden for denne normal. De kan ikke altid etablere sig i den normal på trods af et stort ønske om at være i denne normal. 

"Hvorfor gør hun sådan?" siger Rumpenisserne til Ronja i Astrid Lindgrens tidsløse klassikker Ronja Røverdatter.

Eleverne stiller sommetider samme spørgsmål derhjemme - ofte i deres umiddelbarhed. Hvad svarer vi? 

Distancerer vi os fra det anderledes her? Eller nærmer vi os det? Tør vi med andre ord værne om denne anderledeshed? Stå ved den - være i den?

Ikke i vores - og samfundets - iboende konsensus om normalen. Det er netop det centrale. Vi mangler forståelse for hverandre og hinanden. "Alle tænker på sig selv. Ingen tænker på mig." skrev Storm P. med en ironisk distance i én af sine fluer.

Jeg rejser med dette essay et par spørgsmål af etisk og moralsk karakter;

Hvordan er samfundet inkluderende - og hvordan skaber vi et inkluderende samfund? 

Mit ønske er, at samfundet ikke blot accepterer den anderledeshed der er tålelig, men også den der kræver tid, anerkendelse og accept.

Mit ønske er at se, høre og forstå alle i et inkluderende perspektiv. 

Mit ønske er at give plads til at lytte til, se og forstå aktørerene i det hele - nemlig eleverne.