På de fleste af landets skoler sidder ledelserne og tillidsrepræsentanterne i disse dage og forhandler en konkret lokal implementering af den nye aftale om arbejdstid.

Som bekendt er det nye, at der til hver enkelt undervisningstime er knyttet en tidsfaktor til forberedelse og samarbejde om undervisningen. I København er den beregnet til 1,17 timer.

Det indebærer mindst to fordele. Den ene er, at jo mere du underviser, desto mere tid får du til forberedelse og samarbejde. Og den anden er - afledt af den første fordel - at det er blevet dyrt for arbejdsgiveren at presse lærerne på undervisningstimetallet, fordi en ekstra undervisningstime er lig med 2,17 timer (eller hvad den kommunale faktor nu måtte være).

Det, der nu på den enkelte skole er til diskussion, er, hvilke opgaver der er omfattet af faktoren til forberedelse og samarbejde, og hvilke opgaver der ligger uden for. Ud fra en økonomisk synsvinkel er det ledelsens interesse, at så meget som muligt allerede er indregnet i faktoren, og det er lærernes interesse, at så mange opgaver som muligt placeres uden for faktoren i kassen med øvrige opgaver.

Jeg forventer, at kredsene i DLF og DLF centralt i løbet af efteråret 2009 prøver at skabe et overblik over, i hvilket omfang man lokalt i kommunerne og på de enkelte skoler har tolket arbejdstidsaftalen på en sammenlignelig og korrekt måde.

Den nye aftale er blevet markedsført med slogans om »den professionelle lærer«, der i et tillidsfuldt forhold til skoleledere, der ikke er bange for at lede, og i et samarbejde med sit team selv forvalter den tid, der er afsat til forberedelse og samarbejde, og man har endda argumenteret med, at denne øgede frihed til at prioritere arbejdet ville kunne gøre jobbet så meget mere attraktivt, at flere unge vil tage uddannelsen.

Lakmusprøven på den nye aftale er, om dette også bliver tilfældet. Vil lærerne i højere grad - i samarbejde med skoleledelserne - selv kunne prioritere de mange opgaver, der er knyttet til undervisningen? Hvad vil lederne sige til den lærer, der på grund af prioritering af indsats i forhold til enkeltintegrerede elever, forældresamarbejde eller undervisningsdifferentiering på hold ønsker at nedprioritere andre opgaver? Vil han få det »goddag mand økseskaft-svar«, at han bare kan spare på sin forberedelse, eller kan han reelt få lov til at vælge noget andet fra, som han principielt også skal udføre? Eller vil hun måske kunne kompenseres ved løn/afspadsering?

Set fra et brugersynspunkt - forældre og elever - er ovenstående problemstillinger vigtige. Det drejer sig ikke alene om lærernes arbejdsmiljø, men også om skolernes evne til at håndtere, at der på den enkelte skole er store forskelle de enkelte skoleklasser imellem med hensyn til forældrenes indbyrdes dialog, elevernes etniske baggrund, antallet af elever med særlige vanskeligheder og så videre. Får det professionelle læreteam omkring den enkelte klasse den fornødne frihed til selv at prioritere indsatsen? Eller er det hele bare en administrativ forenkling?