Debat

Giv det en chance - stem ja

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu har vi markeret utilfredsheden. Nu er nej'et blevet hørt.

Vores forhandlere er kommet hjem med det, de er sendt i byen efter.

Det skal vi nu honorere ved at lade fornuften råde og stemme forliget hjem.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er ikke længere muligt at få noget konstruktivt ud af en konflikt - tiden er nu forpasset.

Det bliver hævdet, at en konflikt vil få langtrækkende og konstruktive konsekvenser for DLF's fremtidige forhandlingsposition. Anders Bondo påpeger, at sygeplejerskerne har haft 50 procent større lønudvikling over de sidste to overenskomstperioder end andre offentligt ansatte, fordi de har valgt konfliktvejen. Underforstået at det vil vi også få i DLF, hvis blot vi stemmer nej og går i strejke.

Det bliver ligeledes hævdet, at en konflikt vil sammentømre foreningen til gavn for organisationens slagkraft. Jeg er uenig i begge vurderinger.

For det første mener jeg, at sygeplejerskernes udgangspunkt var et helt andet end vores. Sygeplejerskerne var enige om, hvad de strejkede for. De havde en veldefineret argumentationsplatform. De havde god opbakning i befolkningen. De havde en fælles forståelse med arbejdsgiverne. Endelig havde de (og har stadig) 'uhyggeligt' gode pressionsmidler i en strejke.

Vort udgangspunkt er derimod intern uenighed. Vort bedste pressionsmiddel i en strejke (prøveperioden) er 'forsvundet' for denne gang. Arbejdsgiverne kan påstå, at det var dem, der flyttede sig i Forligsen. Endelig vil en strejke i skolernes og ikke mindst Folketingets sommerferie fremstå som latterlig. Det eneste 'livstruende' i den bliver risikoen for, at nogle dør af grin over lærerne.

For det andet er jeg bange for, at en konflikt vil splitte medlemmerne frem for at sammentømre dem. Som situationen er nu, så kan vi ende med, at overenskomstansatte lærere, der har stemt nej, vil kunne tage på planlagt sommerferie, mens andre overenskomstansatte, der har stemt ja, skal strejke (jeg har endda hørt om nej-sigere, der vil gøre det uden skrupler - jeg er rystet).

Hvordan det skulle kunne sammentømre foreningen, det fatter jeg ikke. Derfor vurderer jeg, at vi skal stemme ja.

Søren Rahbek

Esbjerg