Unicef søger klimabørn

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan er det at være barn i en verden, der er udsat for store klimaforandringer? Det bliver det overordnede tema, når Unicef og Københavns Kommune inviterer 180 børn fra 46 lande til at deltage i et børneklimatopmøde 28. november til 5. december 2009.

Unicef søger fem danske børn og unge mellem 14-17 år til at deltage i mødet. De skal være engagerede og interesserede i klimadebatten, forklarer chef for børne- og ungdomsarbejdet Anne Mette Friis.

Hvad kommer der til at ske på børnetopmødet?

»Børnene skal diskutere klimaforandringer og især børns rettigheder i en klimaforandret verden. Det er vigtigt, at de ikke skal være eksperter på CO2-udslip og andre naturvidenskabelige områder, men derimod skal de fortælle om, hvordan det er at være barn i den her sammenhæng«.

Hvilken type børn søger I?

»De skal være interesserede i klima og brænde for at være med til at kunne gøre en forskel. Derudover skal de være villige til at sidde i et stort fællesskab og debattere i en uge, og de skal kunne formulere sig også på engelsk. Det ville være fint, hvis lærerne opfordrede deres elever til at søge«.

Hvad kan børn bidrage med i klimadebatten?

»Børn har en afgørende betydning for fremtiden, og vi skal huske at lytte til dem. De vil gerne inddrages i klimaarbejdet, det har vi utallige eksempler på, at de har sagt, og derfor skal de også inddrages i processen, før det er for sent. Vi skal være med til at etablere et forum, hvor de kan give deres mening til kende«.

Se mere på www.unicef.dk og klik på »børn & skoler«.

lwn@dlf.org