Uskolet

Mobilkritikere: Vi må kræve uro og mangel på koncentration på en analog måde, som vi kan forholde os til

Mobiltelefoner ses af mange som en af hovedårsagerne til dårligt arbejdsklima i landets undervisningslokaler. Nu kræver en gruppe lærere, at eleverne begynder at være ufokuserede på en måde, så ældre generationer også kan følge med.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Man var nok mere tryg før i tiden«, forklarer en initiativtager, »ved den måde, en elev kunne sidde med åben mund og stirre tomt ud i luften på. Nu om dage er der så mange mærkelige måder at gøre det på«.

Gruppen har ladet udforme et idékatalog over »gode og sunde måder at flytte koncentration og forstyrre undervisningen for raske drenge og piger på«, der blandt andet rummer klassikere som kryds og bolle med sidemand, sende papir rundt i klassen og tegne kruseduller på trækpapir. Som det hedder: »Hvis eleverne vil gøre sig håb om at møde forståelse fra os andre, må vi kræve, at de vender tilbage til en mere autentisk og analog form for ballade og dagdrømmeri«.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.