Debat

Velkommen, nye lærerstuderende

Kære nye lærerstuderende. Velkommen til læreruddannelsen og velkommen til et nyt kapitel i jeres liv.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med jeres studievalg tager I ansvar for en af samfundets vigtigste opgaver: I skal give vores børn et godt afsæt i livet. Det er jer, der skal lære dem at skrive og regne. Det er jer, der skal lære dem om mennesker og om at være en del af et samfund. Og det er jer, der skal lære dem at fordybe sig og at få lyst til at lære mere. I skal med andre ord være videnopbyggere og i samspil med forældre bidrage til, at fremtidens børn bliver dannede og duelige til at være borgere. Et større privilegium skal man lede længe efter.

Jeg har enormt høje forventninger til jer. Med den nye læreruddannelse har jeg været med til at lægge fundamentet til, hvad I som færdiguddannede skal kunne. Og kravene er skærpet. Jeg forventer, at I yder en stor indsats på jeres studium - også når det er »op ad bakke«. Jeres selvansvar er afgørende for, at I får en kvalificeret uddannelse og dermed tilegner jer kompetencer og indsigt, der kan skabe både autoritet og læring i et klasseværelse. Uddannelsesinstitutionen tilbyder undervisning og studiemiljø. Men det er jer, der skal udfylde rammerne, og det ansvar skal I møde både jer selv og uddannelsesinstitutionen med. Og så skal I udvise samfundssind - over for jeres medstuderende, jeres undervisere og det samfund, der investerer i jeres uddannelse. I skal med andre ord »ud af sengen om morgenen«, for I skal have mest muligt ud af de næste fire år. Og hvorfor? Fordi uddannelse muliggør evnen til at håndtere eget liv. Og evnen til at håndtere eget liv er frihed.

Stort tillykke med optagelsen på læreruddannelsen. Og glæd jer - I går en fantastisk tid i møde.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler