»En, to, tre, fire. En, to, tre, fire«.

En elev prøver mikrofonen.

»Det er godt, at skolen har nogle dygtige matematiklærere«, siger Karl-Erik Pedersen, knipser med fingrene og åbner for Genesis' »Land of Confusion«, der handler om magtmennesker.

Bagefter roser han et par af sangerne.

»Der er fin kontrast mellem jeres vokaler. Vi kører en tur mere, inden vi siger tak til Jonas og pigerne og øver os i at spille omkvædet«.

Karl-Erik Pedersen, musiklærer på Rosenvangskolen i Århus, er på lejr med 120 elever i skolens musikordning for at indøve forårskoncerten. I år er temaet musik med holdninger.

Selv er han på vej med sin anden cd med bandet Naked Fish og har skrevet sange til blandt andre Nikolaj & Piloterne. Desuden samarbejdede han i sin tid med den svenske nu afdøde rockmusiker Björn Afzelius. Han komponerer også filmmusik, senest til instruktøren Lukas Moodysson, der er mest kendt for filmen »Fucking Åmål«.

»Musikundervisningen er altafgørende for mig. Her kan jeg bruge af det, jeg tiltusker mig i voksenmusikkens verden. Det er en glæde for mig, at jeg kan holde pantefogeden fra døren ved at lave noget, som er skægt«, siger Karl-Erik Pedersen.

Det lå ikke i kortene, at han skulle blive hverken lærer eller musiker, men kærlighedens veje førte ham til Hjørring, hvor valget stod mellem kiksefabrikken Oxford og seminariet.

»Kiksefabrikken lå ikke til højrebenet, så det blev seminariet. Det viste sig, at der var et stort musikmiljø, og det åbnede for mange nye bekendtskaber. Jeg spiller stadig med nogle fra Hjørring«, fortæller han.

Selvtillid kan overføres til blyanten

Han blev færdig som lærer i 1986 og flyttede til Århus for at komme tæt på byens musikmiljø. Efter fem år med musik og vikararbejde var der lavvande i kassen, og han fik job på Rosenvangskolen, der netop havde etableret en musikordning.

Karl-Erik Pedersen har det godt med jobbet.

»Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg fik skabt lige så meget musik som før, så jeg havde åbenbart haft en del spildtid. I dag føler jeg mig privilegeret.

Jeg får afløb for min trang til at producere musik, men hvis jeg ikke også var lærer, ville jeg sidde i et studie eller et mørkt øvelokale dagen lang og kun tale med andre musikere. Nu har jeg kolleger, der taler om alt muligt andet end musik, og som er med til at udfordre mig intellektuelt«.

Eleverne spiller også en rolle.

»En elev kan putte sig i de boglige fag, men i øvelokalet kan de

se og høre hinanden spille, og jeg ser dem tit blomstre op, når de oplever, at de ikke kan undværes i bandet. Den selvtillid kan de tage med over til bogen og blyanten«.

Man behøver ikke komme fra et hjem med klaver for at kunne begå sig hos Karl-Erik Pedersen.

»Vi fik engang en elev - som bestemt ikke havde en misundelsesværdig tilværelse - til at synge for 400 mennesker til forårskoncerten. Fra den dag ændrede han sig fra at være lille og undseelig til at brede armene ud«.

Selv begyndte Karl-Erik Pedersen først at spille som 15-årig, da hans bedste ven fik en guitar.

»Vi anede ikke, hvordan vi skulle stemme den. Vi begyndte bare at lege med den og optog det på en båndoptager. Siden har jeg haft stor glæde ved musik, og jeg vil gerne vise eleverne, at det kan man godt få, selv om man ikke altid har haft et instrument inden for rækkevidde«.

Hver fugl synger med sit næb

»Hør her, nu skal I have lyd på, drenge«, siger Karl-Erik Pedersen til bandet og justerer forstærkeren, men eleverne skal først spille, når tiden er inde.

»På grund af lokalet og det tidlige tidspunkt lader vi trommestikkerne i fred, når vi ikke spiller«, korrekser Karl-Erik Pedersen den utålmodige trommeslager.

Tidligere underviste han udelukkende i musik, men hver gang et nyt nummer skal indøves, er det som at begynde med Adam og Eva. I længden tærer det på de kreative kræfter.

»Jeg er ikke den, der løber 20 kilometer hver dag, så det er i bund og grund min interesse for musik, der giver mig energi. Men for at få et 'frikvarter' begyndte jeg for otte-ni år siden at have klasser i engelsk, og det er en helt anden måde at undervise på. Eleverne er meget interesserede i det fag«.

Alligevel tager han sit kendskab til lyd med til engelsktimerne.

»I sang og fremmedsprog betyder det meget, hvordan øret formidler tone og klang til stemmebåndet. Derfor går jeg tit i studiet og lader eleverne læse tekster op. Så kan de høre, både hvordan de lyder, og at de bliver bedre over tid. Jeg bruger også optagelser til at evaluere musikundervisningen, og jeg indspiller tit en cd med børnene. Så får de et håndgribeligt bevis på, hvad de har udført«.

I skolen er processen vigtig, men man må ikke forklejne produktet, påpeger Karl-Erik Pedersen.

»Børn er meget kritiske i dag. Det handler ikke kun om at være med. Det skal også lyde godt. Men vi skal huske, at hver fugl synger med sit næb, så det behøver ikke altid være perfekt, bare det er inderligt. Vi skal ikke kvæle gejsten undervejs«.

Befolkningens manglende anerkendelse af lærernes arbejde gør ondt. Men det kan ikke overskygge glæden ved at være lærer. I de følgende uger sætter Folkeskolen fokus på det positive og ser på, hvad det er, der giver glæde og energi i skolens hverdag.

Rosenvangskolen i Århus har plads til 120 børn i musikordningen, der fungerer som valgfag for 6. til 9. klasse. Eleverne får undervisning i et instrument og er med på et sammenspilshold, i alt to ugentlige lektioner. Hvert forår tager eleverne på musiklejr i fire dage og øver sig på musikordningens højdepunkt: Forårskoncert. I år med temaet »Musik med holdninger« og numre som John Mogensens »Der er noget galt i Danmark«, U2's »Sunday Bloody Sunday« og Sex Pistols »Anarchy in the UK«.

- når sparekniven har været der, og ledelsen og skolebestyrelsen stadig bakker op om musikordningen.

- når større elever er så dygtige, at de udfordrer mig på deres instrument.

- når en elev opdager, at uden hende fungerer et nummer ikke.

- når en elev finder ud af, at han spiller musik for sit eget velbe­findende.

- når alt det, jeg har planlagt, bliver godt.

- at få gejsten frem i en klasse, selv om nogle af eleverne er ligeglade med musik.

- at arbejde med noget, som jeg synes, jeg er god til.

- at være på en stor skole, hvor kollegerne på lærerværelset taler om andet end musik.

- at eleverne ved, at jeg tager musik seriøst og ikke bare under­viser dem for at få smør på brødet.

- at tale med eleverne om, hvem der spiller bas på den og den plade.