Til august kan 70 procent af folkeskolens lærere og ledere begynde på en frisk. En ny arbejdstidsaftale giver lærerne professionelt råderum til at yde deres bedste, og lederne får mulighed for at koncentrere sig om pædagogisk ledelse.

66 kommuner har indtil nu sagt ja til de nye, bedre vilkår, så når erfaringerne breder sig, vil resterne af 1993-aftalen endegyldigt kunne skrottes. Ansøgere til lærer- og lederstillinger vil nemlig vælge kommuner, hvor man arbejder efter den nye aftale, fordi man der kan bruge energien på undervisningens kvalitet. Det viser hverdagen i skolevæsener, som allerede har taget hul på de nye tider. Arbejdsglæden stiger simpelthen, når lærerne får reelle muligheder for at tage et professionelt ansvar for at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen og de tilhørende aktiviteter.

Det lyder banalt. Men det er også basalt for at kunne præstere god undervisning. Alligevel har det ikke været en selvfølge i folkeskolen, som i 15 år har været mere eller mindre spærret inde i et stift korset af paragraffer om arbejdstid.

Og selv om den såkaldte UFØ-aftale i sin tid blev vedtaget ved urafstemning i DLF, var begejstringen yderst begrænset. Mange advarede højlydt mod den bureaukratiske indsnøring af skolen, men der blev ikke lyttet. Og i Folketinget var der et massivt flertal for, at lærerne skulle kontrolleres. Så hvis Lærernes Centralorganisation i 1993 ikke var blevet enig med staten og kommuner om en arbejdstidsaftale, ville endnu strammere regler givetvis være trukket ned over skolen. Så mens resten af arbejdsmarkedet i 1990'erne bevægede sig væk fra industrisamfundets kontrol og minuttælleri, blev lærere, børnehaveklasseledere og ledere buret inde i bureaukrati, og skolehverdagen blev selvfølgelig derefter. Kostbar ledelsestid blev spildt ved computeren med at tælle og kontrollere - og på at sige: Nej, det kan ikke lade sig gøre. Lærerne trak sig tilbage til klasselokalet og forsøgte at få det bedst mulige ud af det. Når noget skulle lykkes, måtte de ofte arbejde imod eller på trods af arbejdstidsreglerne. Og politikernes naive tanker om, at tidskontrollen ville afsløre, at lærerne arbejdede for lidt, blev gjort fuldkommen til skamme, da kommunerne nødtvunget måtte ansætte 700 ekstra lærere.

Vigtige initiativer blev ikke taget på skolerne, fordi de ramte imod reglerne. Begreber som fleksibilitet og spontanitet blev nærmest til subversive fantasier. Og traditioner for fællesarrangementer, teaterforestillinger og hytteture blev skrottet, fordi de ikke passede ind i arbejdstidsreglernes ensliggørelse.

Undervejs er paragrafferne heldigvis blevet blødt mere og mere op. Men grundtanken om en stiv ramme omkring skolens liv og undervisning er blevet opretholdt. Nu får skolen chancen for en ny begyndelse. Men for nogen er kontrol- og tælle-tankegangen umærkeligt blevet et mentalt fængsel, så mange lærere og ledere skal givetvis gennem en række udfordrende processer for at kunne løfte professionsansvaret under de nye, friere vilkår.

Læs artiklen »Ny arbejdstidsaftale er en succes« side 6 og Anders Bondo Christensens og Michael Zieglers kommentar side 8.

Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org