Debat

Et og et halvt minuts stilhed

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis den seneste forligsskitse skulle blive vedtaget, vil jeg foreslå, at samtlige lærere, når aftalen træder i kraft, mødes i skolegården hver dag til halvandet minuts stilhed for at mindes dengang, der blev givet frit løb for arbejdsgivernes amokløb mod vores forberedelsestid. Fem timers ekstra forberedelsestid betalt af et undervisningstillæg giver halvandet minuts ekstra forberedelsestid per dag per lærer.

Et flertal af medlemmer tilkendegav, at der var alt for lidt forberedelsestid i den skitse til aftale, der forelå. Her drejer det sig om timer i størrelsesordenen 100 til 125 på årsbasis, og så nytter det ikke at komme fedtende med fem timer! Man må le, hvis man forestiller sig, at man ligesom ved EU-afstemninger kan komme med det samme i en ny forklædning, og så bliver man ved med at stemme, indtil det går igennem.

Decentraliseringen af fastlæggelse af løn og arbejdstid har med det nye forslag fået endnu en tand. Man lægger endnu mere arbejdstid ud til forhandling mellem tillidsrepræsentant og skoleledelse. Pædagogisk profilering og skoleudvikling ser mere synligt ud end mere tid til individuel forberedelse. Lærerne er jo ansvarlige mennesker og forbereder sig grundigt, selv om tiden er knap. En mekanik, som giver sammenhæng mellem antallet af U-timer og F-timer, skal være centralt aftalt. Ifald den nye skitse bliver vedtaget, vil man fremover kunne opleve, at der mellem kommunerne og inden for kommunen kan være stor forskel på, hvor meget forberedelsestid man har til det samme arbejde.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er til at græde over, at et hovedstyrelsesflertal har forspildt vores mulighed for at tage en konflikt med arbejdsgiverne på forberedelsestemaet i en situation, hvor strejken kunne være mærkbar. I stedet rykker konfliktmuligheden tættere på sommerferien. Vi har en splittet hovedstyrelse, en splittet medlemskreds, en dårlig konfliktmulighed og en ringe forligsskitse - det er bare godt gået!

Carsten Larsen

tillidsrepræsentant

Fanefjordskolen, Møn