I den kommende uge afholder Danmarks Lærerforening kongres, og for første gang i mange år bliver det uden min far, Per Sand Pedersen. Dette indlæg er blevet til i kærligt minde om ham. Det er dog hverken udtryk for min fars holdninger eller Danmarks Lærerforenings, men er alene mit eget ekstrakt af refleksioner over det at holde skole.

Jeg mener, at hvis vi vil lave de bedste skoler for nationens børn og unge, bør vi tale om formål og om indhold. Hvad er formålet med at sende sine børn i skole? Hvilke mennesker skal de blive til? Hvad skal indholdet være? Og hvilke faglige og menneskelige styrker og ressourcer har vi til rådighed, når vi betænker dette formål og indhold?

Nu vil nogen sige, at der er formuleret mål både i folkeskolereformen og i kommunernes egen skolepolitikker. Men dette er netop kun mål. De kunne i princippet fungere under et hvilket som helst formål. Vi må begynde en ny fortælling om den skole, vi vil have. Her bliver sproget, vi taler, helt afgørende for den pædagogik, der er (eller ikke er) inde i skolerne.

Den skole, jeg drømmer om, er netop en skole. Ikke et læringscenter - men en skole. Begrebet ”skole” kommer af det græske ”schole”, der betyder fri tid. I oldtidens Grækenland samledes frie mænd på en central plads for at samtale om fælles anliggender. Læg her mærke til friheden, men også til samtalen og til fællesskabet.

I min skole er der netop et frit Jeg - ja, der er selvklart mange frie Jeger. Men der er også et vi og en fælles horisont. Enhver tanke om pædagogik, opdragelse og læring må betænke både individet og fællesskabet. Man kan sige, at en elevs forskellighed blandt andre mennesker, kun bliver til i kraft af netop de andre.

Således er der lærere og der er børn i min skole. Og der foregår undervisning. Der er ikke kun læringsaktører og der foregår ikke kun læring. Det ville være alt for simpelt.

Den skole, jeg drømmer om, bygger på den pædagogiske videnskab, som har flere hundrede år på bagen. Lektor i pædagogik, Brian Degn Mårtensson, har i en kronik i Politiken udtrykt det så rammende, at jeg vil lade hans ord stå for sig selv:

Med skolereformen og de mange andre tiltag i uddannelsessystemet har vi forladt en nordisk skoletradition, der byggede på åndsfrihed og oplysning. I stedet har vi fået en række såkaldte læringsreformer, der skal målstyre konkurrencestatsindbyggernes læring fra vuggestue til arbejdsmarked. De mange reformer er identitetsløse, undervisningens indhold er ligegyldig (så længe eleverne scorer på de opsatte målindikatorer), og alt handler om teknik og tilpasningen til konkurrencestaten. Man taler i reformvenlige kredse ofte om et skifte fra undervisning til læring, og hvis man endelig bruger ordet ’undervisning’ alligevel, er det i betydningen ’tilpasning’ (Politiken, 31.08.2015).

Stod det til mig lukkede skolerne dørene for livet, der kommer efter skolen og for samfundet, der banker på. Politikere og forvaltere i stat og kommune kan få lov til at udstikke nogle rammer, og så skal de ellers overlade indhold og metode, undervisning og læring til at udfolde sig i den mellemmenneskelige sameksistens og praksis inde i skolerne. Og jeg forestiller mig faktisk en skoleleder, der bakker op om dette. Internt kæmper hun ikke med sine medarbejdere, men er indlevende og åbenhjertig. Når forvaltningen, politikerne og alle deres konsulenter kommer, så kæmper hun derimod for det liv, der foregår inde i skolen. Om det så koster hende jobbet.

Hvis vi ikke værner om de opvoksendes frie møde med fagene og kulturen, men kun tænker på at gøre dem arbejdsmarkedsparate, går vores land i stå. Ja, så er der vel ikke noget land i sidste ende. En pædagogik kan på intet grundlag operere med en allerede fikseret fremtid, hvor de opvoksende kun kan skabe det, som de allerede forekommende generationer lader bliver skabt - eller med andre ord, det, som allerede er blevet skabt. Da har opvoksende ingen mulighed for at foretage sig noget nyt, og så er opdragelse jo ikke nødvendig. Så er skolen ligegyldig. En skole, der kun kan bruge det, der allerede er - det, der kan udtales på forhånd som tegn på læring, får intet nyt til at opstå.

I min skole er der følelser og drømme. Livsmod og åbenhjertighed. Her kommer vi til syne for hinanden igen og igen. Vi styrer ikke efter læringsmål og foruddefinerede tegn på læring, men minder konstant hinanden om formålet. Vi dyrker indholdet og dykker ned i substansen. Vi opfordrer hinanden, så eleverne på ny kan blive til som mennesker i det rum, sådan en opfordring skaber.

Her dyrker vi det usynlige. Det, som opstår, når vi mindst venter det. Når vi sidder i vores rundkreds og ser hinanden i øjnene.

Ud med synlig læring. Alle ved jo, at vi ikke kan reducere det at gå i skole til at handle om den læring, vi kan se eller måle. Undervisning og opdragelse kan ikke udelukkende forstås som et spørgsmål om teknik, og det er heller ikke altid synligt og klart, hvad der ”virker”. Læring kan vi eksempelvis ikke se. Læring er indlejret i sociale sammenhænge og situationer og er usynlig.

Når jeg tænker på den oprindelige betydning af ordet skole, så minder det mig om, at vi skal være påpasselige, når vi reformerer skolen. Der er noget meget mere essentielt end bare struktur og rammer på spil. Det er hele vores kultur og vort lands fremtid, der er udsat. Vi bør derfor begynde en ny fortælling om opdragelsen af de opvoksende generationer. Gerne i et helt andet sprog.

God kongres til alle i DLF. God skoleuge til alle børn og unge og deres lærere i den danske folkeskole.