Jeg fik nummer 77.361 i køen til statens renoveringspulje - det er altså huset og ikke undertegnede, der her tænkes på.

Man åbnede for ansøgninger på nettet en tirsdag midt i anden lektion, og i løbet af fjerde lektion nåede man op på et antal ansøgere, der afslører noget meget dansk: Slip initiativet løs, så myldrer små og store projekter frem.

Puljen på 1,5 milliarder kroner anvendes til boligforbedringer, især energibesparende foranstaltninger. Det er uden diskussion fint at få gjort noget ved energiforbruget.

Der er allerede røster fremme om en ny pulje. Tænk, hvis man næste gang satsede på mennesker, flyttede fokus til den offentlige sektor og tænkte på de yngste generationer.

Tænk, hvis de næste 1,5 milliarder blev brugt til undervisningsprojekter. Især projekter med energi i, og som kan bruges af andre end ansøgerne.

For en snes år siden turde man slippe lærerne løs. Der afsattes ret store puljer til forsøg. Det medførte ægte udvikling, ikke bare udvikling beskrevet i foldere i firefarve-tryk, men ude i klasselokalerne. Det rykkede for eleverne og for lærerne. Erfaringerne blev ofte fælles gods.

Der er afgørende forskel på, om man som lærer er aktiv i at designe og udføre et udviklingsarbejde, der retter sig mod undervisningen, eller man som lærer er den, som udviklingsarbejdet i virkeligheden retter sig imod, og som andre har designet.

Der er positive elementer i puljen til boligforbedringer, der kan overføres direkte til en pulje til undervisningsforbedringer. Klamphuggeri, måneskinsarbejde, momsfritagelse, kreativ bogføring og hvad ved jeg, det er bare under niveau. Alt baseres på fagfolk og på respekt for love og aftaler. Det styrker kvaliteten.

Der er klare krav til de ydre rammer, men om den enkelte ansøger prioriterer det ene eller andet inden for disse brede rammer, er helt frit. Der er tillid til, at der lokalt prioriteres rigtigt, og måske også en erkendelse af, at man ikke kan detailstyre hele landet? Sunde principper, lige til at bruge i Undervisningsministeriet, Folketinget og lokalt.

En enkelt ændring er nok nødvendig. Hvis man igen bruger først til mølle-princippet og endda åbner festen midt i undervisningstiden, så vil de projektmagere, der ikke underviser, få højeste prioritet. Tanken er jo netop derimod, at de almindelige, undervisende lærere denne gang skal bidrage med udvikling.

Tænk, hvis folkeskolen i ord og handling blev vækstområde, hvor reelt gennemførlige projekter stod i kø, hvor engagementet blomstrede, hvor der var tillid til lærernes evner som projektmagere, og hvor erfaringerne blev udvekslet.

Det ville give et langtidsholdbart og stærkt image, fordi det spejler virkeligheden. Et image, vi har brug for i forhold til elever, forældre, politikere og ikke mindst de næste ansøgere til læreruddannelsen.