Børn mundhugges, skændes og kører psykisk terror på hinanden, når de dyrker idræt. Indimellem opstår der også håndgemæng, når to hold skal give hinanden modstand. Idræt er sprængfyldt med konflikter, der skal løses.

'Mange forældre ved ikke, at idræt er et dannelsesfag, hvor eleverne øver sig på livet. Forældre har ofte dårlige erfaringer, fordi de selv led en masse nederlag i faget, da de gik i skole, så for dem er idræt noget, deres børn bare skal igennem. Men undervisningen har i den grad ændret sig, så mit råd til idrætslærerne er, at de skal være mere udfarende over for forældrene', siger Erik Juul, lektor i idræt på Århus Dag- og Aftenseminarium.

Han foreslår, at idrætslærerne møder op til forældremøde en gang imellem, måske hvert andet år, og fortæller om deres undervisning i idræt.

'Når en idrætslærer fortæller om sine tanker med faget, får idræt i skolen en større status, og forældrene vil bakke ham op i stedet for at samarbejde med børnene, der får mange forældre til at skrive sedler om, at deres børn skal fritages for idræt', siger Erik Juul, der har flere bud på, hvad læreren kan fortælle forældrene.

Han tager udgangspunkt i en lille purk, som bliver skældt sønder og sammen af kammeraterne, fordi han på det skammeligste har misbrugt en stor målchance.

'Eleverne kan være over hinanden i en sådan grad, at udfordringen for læreren er at skabe en kampkultur, hvor børnene kan holde ud at være, selv om det gælder om at score mål, vinde og præstere det ypperste. Eleverne skal have hjælp til at finde en grænse for, hvad de vil byde med- og modspillere', siger Erik Juul og gør op med den afstand, som mange lærere og pædagoger lagde til begrebet kamp i 1970'erne.

'Groft sagt kan man ikke lege for sjov, for de fleste lege har kampen i sig. Hvis jeg er dén i 'sparktildåse', og jeg finder én af de andre, gælder det for os begge om at komme først hen til dåsen. Hvis én af os ikke løber med, overtræder vi legens spilleregler. Det skal vi ikke gøre ret mange gange, før de andre børn ikke gider lege med os', siger Erik Juul.

Respekt for modstander

Selv tager Erik Juul udgangspunkt i to former for kamp, når han underviser lærerstuderende i Århus. I den destruktive kamp gælder det om at vinde for enhver pris. Modstanderen skal udslettes. I den livgivende kamp har man respekt for modstanderen, for uden en modstander har man ikke mulighed for at prøve sig selv af.

'Den sport, medierne viser, handler for en stor del netop om at destruere modstanderen, så det er den holdning, eleverne kommer med. Derfor er det et langt sejt træk for læreren at få eleverne til at respektere modstanderen. At lære dem, at det er via modstand, vi lærer os selv at kende såvel fysisk som psykisk', siger Erik Juul.

Han mener, læreren skal stoppe spillet og vise eleverne til rette, når de kommer ud af kurs. Han skal også være opmærksom på, hvad der sker blandt eleverne efter kampen. Erik Juul bruger sig selv som eksempel, når han træner børnehåndbold i sin fritid.

'Jeg bliver stiktosset, hvis spillerne efter en sejr synger, at modstanderen er et tegneseriehold. Der er forskel på at juble over en sejr og på at hovere over for modstanderne. Som lærer bør man snakke med eleverne om, hvordan de selv vil behandles, når de har tabt. Så arbejder man meget kvalificeret som idrætslærer', siger Erik Juul.

Hierarki på plads

En anden mulighed er, at læreren laver et forløb fra cricket til legeslagsmål på madrassen.

'I cricket er der tradition for at klappe, når modstanderen laver en flot præstation. Når eleverne har lært det, kan de prøve andre idrætsgrene uden kontakt mellem spillerne, for eksempel kurvebold og ultimate, inden de går over til basketball og håndbold og slutter med et legeslagsmål, som læreren sætter i scene', siger Erik Juul.

'Når børnene dyster i legeslagsmålet, får de testet deres hierarki. Herefter vil det være på plads i et stykke tid, og så behøver eleverne ikke etablere det omme bag cykelskuret eller inde på toilettet, hvor det kan ende med, at taberen får dyppet hovedet i wc-kummen', siger Erik Juul og understreger, at der skal være klare regler for legeslagsmålet.

'Der er forskel på at kæmpe hårdt og på at kæmpe ondt. Den grænse skal læreren hjælpe børnene med at finde. De kan selv være med til at lave reglerne. For eksempel bør kampen være slut, når én råber stop eller slår i madrassen med hånden', siger Erik Juul.

'Den dag en elev ryger ind i en konflikt, og modstanderen ligger ned, skal der ringe en klokke i hans hoved, som får ham til at stoppe slagsmålet, inden han vandaliserer sin modstander yderligere', siger Erik Juul.

'Den side af idrætsundervisningen er forældrene slet ikke bevidste om, så det kan læreren profilere sig på. For hvem frygter ikke, at ens barn ligger nederst i et slagsmål?'

Idrættens endeligt

Erik Juul møder tit den holdning, at når eleverne endelig har idræt i skolen, så skal tiden udnyttes 100 procent til aktiviteter. Det er han træt af.

'Idræt er også undervisning, så selv om idrætslæreren ikke skal snakke med eleverne i timevis, skal han måske bruge et par minutter i begyndelsen af timen på at minde dem om en hændelse, der skete sidste gang. Og når læreren vil synliggøre et dilemma undervejs, stopper han måske spillet i et minut. Ofte kan han konfrontere en elev med sit synspunkt, mens spillet kører', siger Erik Juul og vurderer, at der måske går 10 til 15 procent af den samlede tid med at få eleverne til at tænke over det, de gør.

'Hvis læreren ikke forstyrrer eleverne med sine holdninger, vil undervisningen blive aktivitets-bulemi, hvor han bare fylder bevægelse på uden at tage eleverne alvorligt. Men så kan det være ligegyldigt, om der er idræt i skolen eller ej, for det er ikke undervisning. Derfor vil det føre til idrættens endeligt i folkeskolens regi', siger Erik Juul.-

Henrik Stanek er freelancejournalist

Den type sport, der vises i medierne, handler for en stor del om at destruere modstanderen. Derfor er det et langt sejt træk for læreren at få eleverne til at respektere modstanderen

Der er forskel på at kæmpe hårdt og på at kæmpe ondt. Den grænse skal læreren hjælpe børnene med at finde