Anmeldelse

Den finske folkeskole

Den finske folkeskole

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At Finland er et af verdens bedste lande til at hive de svageste elever op, skyldes blandt andet en entydig kommunikation og klare koder i skolen. I filmen ser man, hvordan alle børn giver hånd til læreren. De sætter sig stille ved deres pult og påbegynder læsning eller andet arbejde, som de kan hente frem fra deres pult. Da læreren ringer med en lille klokke, starter den fælles undervisning, og eleverne hilser "god dag, lærer" i kor.

Fakta:

Titel: Den finske folkeskole

Pris: 240 kroner

Type: Dvd

Forlag: Filmkompagniet

Filmen sætter fokus og skaber debat om nogle af de forskelle, der er mellem den danske og finske folkeskole. Frans Ørsted Andersen har arbejdet på en ph.d. om forskellen mellem den finske og danske folkeskole, og nogle af konklusionerne danner grundlag for filmens temaer.

Taru er en finsk grundskolelærer, og det er primært hende, vi følger i undervisningssituationer og interview. Et plus ved filmen er, at Taru er finsk, men taler dansk og kender til den danske kultur og den danske folkeskole. Netop derfor finder jeg det lidt ærgerligt, at vi undervejs ikke hører om de problemstillinger, der også er ved at være lærer i det finske skolesystem. Jeg har selv stiftet bekendtskab med Taru, personligt og fagligt, og ved derfor, at lærergerningen i Finland også er behæftet med forskellige problemstillinger. Filmen mangler, efter min mening, en kritisk beskrivelse af omkostningerne ved det finske skolesystem for både elever, lærere, forældre og samfund. En mere nuanceret beskrivelse kunne danne et endnu mere kvalificeret grundlag for en tiltrængt debat af, hvad vi i det danske skolesystem kan adoptere, skal undgå og vil bevare i forhold til den finske folkeskole. Af det bevaringsværdige tænker jeg blandt andet på skole-hjem-samarbejdet og folkeskolens vægtning af det psykosociale arbejde. "Den finske folkeskole" tilbyder et første udgangspunkt for denne diskussion, og den kan bruges af både studerende, lærere, skoleledere og -bestyrelse samt forældre.