Blog
3   682

I Grundtvigs navn!

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Lektor Iben Benedikte Valentin Jensen har smidt fløjlshandskerne.

Lektor Iben Benedikte Valentin Jensen, der bl.a. er redaktør på Nyt Askov og forfatter til flere bøger og artikler om pædagogik, har fået nok. Hun nægter at opgive demokrati, humanisme og civilisation på teknokratiets alter, og har med en række tiltag kastet sig ud i en kamp imod konkurencestatens åndløse tjenere.  Hun opfordrer i nedenstående tekst alle til møde op til demonstration for folkets skole foran Christiansborg fredag den 11. september kl 20. Læs hendes tekst, der først blev publiceret på Facebook, her:

 

Artiklen fortsætter under banneret

Oprop!

Vi overgiver os kun til folk i uniform.

Et år efter skolereformen, i den avis lærere og pædagoger plejer at kalde deres, Politiken, har tre herrer den frækhed at ydmyge lærerne en gang til, i fald de havde glemt lockouten. Under overskriften ” Vi vil have en stærk og stolt skole” fylder Stefan Hermann, Claus Hjortdal og Mikkel Haader en hel kronik med djøffiseringens inerti og lader hånt om enhver respekt for lærerne som uddannede fagpersoner.

Kunne I være venlig at dele dette opslag, så de herrer læser følgende og måske også svarer med en vist respekt for fagpersoner. Det kunne være et bevis på, at jeg heldigvis ikke har ret, når jeg påstår at kun ledere og ph.d-er bliver taget alvorligt i dag: Efter anden verdenskrig ville tyske befalingsmænd kun overgive sig til folk i uniform. Disse forfattere tager i dag kun ledere og forskere alvorligt. Ikke lærere, ikke pædagoger.

Jeg citerer nu fra Politikens kronik denne 12. august 2015, en kronik der slutter med ” Vi ønsker alle et godt nyt skoleår” og som vanvittigt spørger JFKsk, hvad skolen kan gøre for reformen, og ikke hvad reformen kan gøre ved skolen:

” Reformen skal ud og arbejde i hverdagen, i skolerne og kommunerne” Men kære forfattere, en reform kan ikke det ene eller det andet ude på skolen, det kan kun mennesker! Det er det I ikke fattede, da lærerne blev locket ud. Det er da en leders abc: en reform kan ikke være aktør, det kan kun levende mennesker.

”Både kvantitative data, som f.eks. testresultater og adgangskarakter, og kvalitative data - noter for samtaler med eleverne, observationer fra den daglige undervisning, elevprodukter- gør det muligt at følge en elevs progression over tid (….)” Gu kan det ej! Det kan sige en masse overfladisk information og stresse en masse lærere til ikke at kunne være nærværende eller tro på egen fornuft, fordi de i en travl hverdag skal registrere alt muligt elektronisk. Hvad fanden er meningen, det her udsagn går stik imod 30 års læringsteorier.

”I beder i artiklen lederen om ”at løfte blikket fra exelarket og indbakken og forholde sig til de mange pædagogiske praksisser” Det er da fint, men hvorfor fanden er det ikke lærerne, der skal have lov til det! Hvorfor skal de sidde med et exelark, mens lederen fiser rundt på gangene og forsøger at være nær praksis i 10 minutter ind imellem. Jamen er der da ingen fornuft længere! Jeg lover jer, at jeres ide om at stå sammen og herved ”stå potentielt meget stærkere end enkeltstående frie skoler eller privatskoler” aldrig lykkes, hvis lederne og lærerne bytter jobfunktion!!!

”Det øgede ledelsesrum, der er kommet, stiller krav til skolelederne om at træde i karakter som faglige og strategiske ledere (…) Fan'me nej, for det har ledere altid kunne og skulle. Det har ikke en skid med skolereformen at gøre, og hvis lederen ikke gjorde det før reformen, så er det nok meget af grunden til kritikken af folkeskolen: Måske var der for mange ledere der ikke var dygtige før reformen. De selv samme ledere har nu så fået mere magt. Absurd logik!

”(…) god ledelse i skolen handler om at give en tydelig retning for skolens arbejde, men også om at gå tæt på undervisningen og elevernes læring” Hvad er det for noget gedigent sludder. Lederne skal da lede og lærere undervise. Ledere skal da kunne have tillid til lærerne og spørge kritisk ind til deres undervisning. Ledere skal da ikke undervise eller være tæt på eleveres læring. Det er sgu da det vi har uddannede lærere til, og det tager 4 år. Hvad pokker tror de herrer lærere lavede og lærerstuderende laver på deres uddannelse?

Herefter beder forfatterne lærerne om – i Grundtvigs navn (ordet skaber, hvad det benævner) – ikke ”at forsure sig i en position som ofre” Du gode gud hvor arrogant og uviden kan man være! Ordet kunne ikke skabe lydighed hos Grundtvig, men havde forbindelse til sanserne og ånden. Han var ikke luhmanniansk konstruktivist som de herrer samt alle toneangivende skolereform-opfindere. Grundtvig talte om ånd, krop, sanser, stemning, og imod test og målstyring. Hvor vover I at bruge Grundtvig til det modsatte lige op i hovedet på avislæsere, der har arbejdet i lærerfaget i årevis. Skam jer!

”Vi skal skabe én skole, der ikke kun performer bedre, men som kaster mere respekt og folkelig opbakning af sig” Folket kommer da aldrig til at bakke en skole op, hvor ”faglige og strategiske ledere (er) besjælet af skolens formål” ved at lederne tror det handler om at performe og blive så dygtig, som man kan. Tag lige og gør det simple at kigge på formålsparagraffen for Folkeskolen. Det handler om 1) et møde mellem erfaringer og begreber, 2) om at få viden, kunnen og holdninger, og 3) om, at læreren spørger, om hvad, hvordan og hvorfor i undervisningen. Og det er sgu da ikke så simpelt, at det kan og skal målstyres. Det er derimod langt hen af vejen et spørgsmål om tro og tvivl. En omgang med ikke-viden, som ingen vil vide af længere i forskningens hellige navn. Igen absurd. Oplysningstiden handlede om kritik og tvivl. Da ikke om dogmatiske målsætninger, som ledere skulle implementere og sikre. Kom dog ind i det 21.århundrede mennesker!

I bund og grund tages læreren her som gidsler i en kronik, der alene vil manipulere politikere til at etablere en national lederuddannelse for skoleledelse. Hvor dumme tror I, vi er???

Nu må det holde.

Alle i den pædagogiske praksis, alle lektorer der er i professionshøjskolen, fordi I vil understøtte en pædagogisk praksis og alle jer studerende, som jeg har undervist i 12 år, for at I skulle kunne tænke selv, kunne blive fagpersonligheder og som heldigvis ofte var klogere og mere erfarne end os undervisere og ind imellem sikkert også de ledere, som I kom ud til (folk uden uniform, kan også være de klogeste) :

Mød mig på trappen ind til Christiansborg fredag den 11. september kl 20. medbring et foto af det sted på skolen og de mennesker der, som I elsker mest. Tag et instrument med og ordene til sangene ”Kære Linedanser” og ”Du kom med alt, hvad der var dig”. Lad os give fotoerne til vores nye minister og lad os synge sangene (i den rækkefølge) for at vise det menneske-møde, som undervisningen er.

Lad os stå sammen foran den bygning, som burde være rammen om de tanker, som vil give os mulighed for at udvikle vores fagpersonligheder,…. ikke blive behandlet som ufaglærte fjolser, der skal have en instruktionsbog og lederen som hjælpelærer i undervisningen!!!!

Del dette opslag og lad os vise, hvad faglig stolthed er....foran Christiansborg.

 

Iben Benedikte Valentin Jensen

 

Kan du høre det? Det er et frit menneske, der taler. Et dannet menneske. Et menneske, der vælger friheden. Vælger sig selv. Vælger at være til. Vælger at tale til andre frie mennesker. Hvad vælger du?


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ