Anmeldelse

Set med børns øjne

Set med børns øjne

Hjælp vore politikere med at få øje på, at hvis vi skal kunne få børn til at forstå deres egne og andres følelser, så kræver det tilstrækkeligt med kvalificerede voksne i skolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle børn udvikler ikke "af sig selv" evnen til selvindsigt, empati og menneskeforståelse i omgangen med børn og voksne. Det er diagnosebørnene med udviklingsforstyrrelser som ADHD, mental retardering, autisme og beslægtede tilstande eller børn, som er udsat for omsorgssvigt.

Fakta:

Titel: Set med børns øjne

Forfatter: Anne Vibeke Fleischer

Pris: 288 kroner

Sider: 180 sider

Type: Bog

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

Daglig træning i selvindsigt og menneskeforståelse kan hjælpe barnet til at bryde den uhensigtsmæssige, aggressive eller destruktive adfærd, der opstår, fordi barnet ikke kan aflæse situationen eller andres følelser. Det er ikke nok at anvende terapi og skemalagt social træning. Uden forestillinger om egne og andres følelser kan man ikke afprøve og vælge handlemuligheder på "den indre scene" - og så er man i sine følelsers vold. Det går ofte galt, når følelsen er vrede eller frygt.

Bogens mange tegninger illustrerer de situationer, hvor tingene kan gå skævt på grund af barnets manglende indlevelsesevne, og bliver dermed en støtte og et redskab i dialogen mellem voksen og barn i den daglige træning. Med udgangspunkt i udviklingspsykologisk teori præsenterer forfatteren metoder for og praktiske anvisninger til, hvordan de voksne i barnets dagligdag kan træne selvindsigt og menneskeforståelse i hverdagen med barnet med det formål at udvikle barnets indsigt i følelsesmæssige sammenhænge - hos sig selv og andre.

Magtesløse lærere og pædagoger vil af med det barn, der forstyrrer. Udskilningen begrundes så i en diagnose. Barnet passer ikke ind i klassen, fordi han/hun ødelægger det for de andre. Og på den måde bliver mangfoldighed alt for ofte betragtet som et problem og ikke en resurse, når den voksne ikke har indsigt og færdigheder i at forstå barnet. Derfor er det ikke nok, at de voksne har "varme hjerter". De skal også have viden og indsigt, altså hjerne.

Selvfølgelig er der en grænse for, hvor rummelig og inkluderende en skole kan være, men hvis de voksne ikke arbejder systematisk med det pågældende barns forståelse af følelser hos sig selv og andre, så kommer ingen af parterne videre i deres udvikling. Så jeg vil virkelig håbe og ønske, at de ansvarlige politikere vil se rigtig dybt i denne bog, der har en vigtighed uden lige.

Der er en eksplosiv stigning i antallet af børn med opmærksomheds- og autismespektrumforstyrrelser. Kunne vi dog ikke råbe politikerne op for mere og grundigere efteruddannelse af lærere og pædagoger og så få opnormeret antallet af voksne per barn. Så kunne vi få et skolesystem, der arbejder ud fra en relations- og resurseorienteret pædagogik og ikke kun med fokus på boglig faglighed og test. Lad os ønske os en mangfoldighedens skole, der med tiden vil blive et samfund med livsglæde og trivsel for mange flere, end vi ser det i dag.