Overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen vil sikre flere hænder på folkeskolerne under de kommende budgetforhandlinger.

Frank Jensen: Lærerne skal prioriteres i budgetforhandlingerne

Hvis skolerne skal have en chance for at leve op til alle de mange spændende ting i folkeskolereformen, skal der tilføres flere midler, så presset på lærerne kan lettes. Det mener Københavns overborgmester, som derfor vil arbejde for flere resurser til folkeskolen under de kommende budgetforhandlinger i kommunen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolereformen indeholder rigtig mange spændende elementer, men det tager tid og resurser at indfase dem, før skolerne til fulde kan leve op til reformens formål. Det mener Frank Jensen, overborgmester i Københavns Kommune. Derfor vil han arbejde for at tilføre flere penge til skolerne i kommunens budgetforhandlinger af budgettet for 2016, som skal forhandles på plads i september.

"Der er ingen tvivl om, at der ligger rigtig mange opgaver på lærerne lige nu, hvor der både skal indføres bevægelse i timerne, understøttende undervisning, sikres kompetencedækning og meget andet. Derfor skal vi sikre flere hænder til skolerne", siger han.

Problematiske forhold på københavnske skoler

Flere løsningsforslag

Frank Jensen går til budgetforhandlingerne med et klart mål om, at der skal findes en løsning på det pres, lærerne giver udtryk for. Men hvordan presset reelt skal afhjælpes, har han ikke lagt sig fast på.

Han nævner dog tre mulige løsninger: Der kan gives flere penge til skolerne, som de selv kan forvalte, som de vil. Der kan også laves på en fast vikarløsning, så alle skoler får en fast vikar tilknyttet, finansieret af kommunen. Eller kommunen kan lave en pulje, som skolerne kan søge, når de skal sende deres lærere på efteruddannelse for at opnå linjefagsdækningen, så de skoler, der skal have mange afsted, ikke rammes hårdere end de andre.

Københavnsk borgmester vil have fast lærervikarkorps

"Jeg går altid åbent ind i forhandlinger med mine politiske kollegaer, så vi sammen kan se på, hvad der giver mest mening, og hvordan vi kan få den bredest mulige politiske opbakning. Men jeg er overbevist om, at vi finder en løsning, for der er stor politisk opbakning i kommunen til at imødekomme lærernes udfordring".

Stort pres på skolerne

Frank Jensen fremhæver, at man i Københavns Kommune følger udrulningen af reformen tæt og allerede har tilført midler til blandt andet inklusionspædagoger og kompetenceløft af lærerne. Men han anerkender, at der er brug for mere.

Lærernes sygefravær steget med 31 pct. i København

"Vi er ikke i mål endnu i København, selvom vi har en bred politisk opbakning til at gøre vores folkeskole til forældrenes førstevalg. For når jeg besøger skolerne eller er i dialog med tillidsrepræsentanter og skoleledere, bliver det meldt klart ud, at der er et stort pres og brug for flere hænder", lyder det fra overborgmesteren, som altså har taget kritikken til sig og med videre til forhandlingsbordet.