Debat

Det målstyrede monster

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så er det der igen. Frådende og diskussionslystent. Råb. Stemmer. Opbrud. Afbrud. Monsteret.Den målstyrede undervisning. Den kastes ind på facebook, på min arbejdsplads, cafébesøg...alle steder synes den at afsøge terræn. 

Mange lærere har indtryk af at den er en (næsten) lovsat ramme for deres undervisningsmetode, og føler sig beklemt i deres tidligere indiskutable metodefrihed.

Der er ingen tvivl om, at det er mange mange dekader siden, at der blev sat så snævre rammer for lærerens praksis. Læreren skal nu indlede sin undervisning hver time med at skrive op og eksplicitere hvad det nøjagtigt er der skal indlæres i dag, og hvorfor netop det er hensigtsmæssigt at lære. Væk er den sokratiske undren, væk er den forløsende dialog, for hvordan kan man opdage og undres, hvis det hele er skrevet eksplicit på forhånd ved timestart.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

En god erkendelsesproces er en rejse. En rejse med mange åbne spørgsmål og valg undervejs. Målstyret undervisning fordrer derimod, at læreren allerede inden timestart har tilrettelagt hvilke vidensmål der skal opnås (disse er obligatoriske fra staten) og hvorledes eleven selvbevidst skal arbejde hen mod disse erkendelser. Det lyder besnærende, at eleven er selvbevidst hele vejen igennem og selv tager ansvar for sin læring og læringsmål, men hvor er den læring elev og lærer skaber sammen?Hvor er den dialog om en tekst, som ingen ved helt med sikkerhed ved timestart hvor skal ende?

Hvis læreren er for optaget af at fokusere på meget snævre læringsmål hver time, mister lærer og elever det "flow" og den erkendelse og (selv-)dannelse der kan ligge i den forløsende dialog. Læringen forbliver stående i mudderet insisterende på at se sine mål klart, frem for at undersøge sit terræn og afsøge erkendelser udover sin egen horisont.

Hardcore tilhængere af Hattings målstyrede "synlig læring" fortæller mig ofte, hvor forvirrede de var som børn i skolen. At de ofte sad i timerne frustrerede over ikke at vide hvad det var de skulle lære i denne time. At de ikke vidste hvad kriterierne var for om de havde lært noget. Men nu med "synlig pædagogik" kan vi som lærere endelig tilbyde eleverne et klart overblik hver time over deres egen læringsproces.

Jeg erindrer ikke selv denne evige krise over ikke at vide hvad jeg skulle foretage mig. Jeg erindrer ikke frustration over ikke at vide hvad jeg skulle lære. For mig var læring altid en afsøgen mod nye forståelser, og jeg må have haft en stor og næsten kontroversiel tillid (med nutidig standarder) til mine læreres overblik over min læring. Dermed er det ikke sagt, at jeg ikke gjorde mig erfaring med læringskriser. For det gjorde jeg. Hvor mange gange skulle jeg have gentaget algebra for at forstå? Hvor mange gange har jeg bandet fransk langt væk? Hvor mange mislykkede stile skrev jeg, før jeg forstod hvad en analyse er? Hvor mange gange lyttede jeg til min lærers analyser i klassen og deltog aktivt i dette uden stadig at helt forstå hvordan han analyserede? Hvornår var det, jeg endeligt "knækkede koden"? Var det i en time? En presset stund under opgaveskrivning? Sammen med en kammerat? Var det efter 45 minutter undervisning hver gang at noget nyt "faldt på plads"? Eller skete det nogle gange først senere på dagen, at jeg forstod det i en helt anden sammenhæng? Eller forstod jeg først flere år senere, hvad det var læreren havde ment?

Læring fordrer kriser. Læring fordrer (ofte) gentagelse. Læring er en åbenbaring det øjeblik du opnår erkendelsen, men frustrerende, umulig, tidskrævende og grænseoverskridende til andre tider.  Grænseoverskridende mod nye horisonter. Afsøgende hvem jeg var og hvorledes jeg kunne begribe verden påny. 

Men hver eneste gang jeg nåede en ny horisont, var der andre sammenhænge fra før, der nu gav fornyet mening. Hver gang min hjerne fik nye "muskler" at spille med, var der tidligere lagrede uforståede mysterier, der nu gav mening.

Jeg kan tilbyde mine elever en tilrettelagt læringssti, men det øjeblik vi undres sammen, det øjeblik muligheden opstår for at svinge sig op på en bevinget Pegasus sammen mod nye horisonter, da flyr jeg straks det målstyrede monsters fangearme i bytte for dannelsens sus.

Så er det mindre vigtigt om eleverne lige fik lært om præcis dén vinkel på H. C. Andersen i dag, når vi sammen fandt en anderledes og meget mere interessant vinkel i dialogen.

Powered by Labrador CMS