Anmeldelse

Videnkulturen

Hurtig baggrundsviden til dannelsesdebatten

Folk med hang til historisk argumentation kan finde god hjælp til dannelsesdebatten i Peter Ussings lille debatskrift om videnkulturen. Hans ærinde er sympatisk, om end det er svært at få øje på, hvem der er målgruppen for hæftet, og hvordan det skal bruges.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man er ikke i tvivl om, at man har en meget vidende, belæst og indsigtsfuld skolemand i hænderne, når man sidder med Peter Ussings debathæfte. I pixiformat gennemgår han skolens historiske udvikling og den viden, man til forskellige tider har ment, at skolen skulle bibringe eleverne. I dag, mener Peter Ussing, er frygten for ikke at klare sig i den globale konkurrence ved at få politikerne til at miste fokus på alt andet end (målbar) viden. Dermed går ikke alene en stor del af den almene dannelse tabt, men vi sætter i samme omgang til på netop konkurrenceevnen, da vidensamfundet i den grad fordrer kompetencer inden for områder som samarbejde, kreativitet, troværdighed, søgen og formidling af viden.

Fakta:

Titel: Videnkulturen

Forfatter: Peter Ussing

Pris: 40

Sider: 42

Forlag: Adapta

Peter Ussing sætter velrettede spark ind mod såvel lærernes arbejdstidsaftale, den stigende sammenspisthed mellem politikerne og embedsværket, testkulturen og – helt gennemgående – den ensidige fiksering på at bibringe eleverne viden, der kan bruges i arbejdssammenhæng. I 60'erne og 70'erne så man, ifølge Ussing, højere uddannelse som et middel til at placere barnet socialt og som et middel til mobilitet. Hvorimod man nu ”mere ser barnet som en kommende arbejdskraft, en potentiel produktionsenhed, en reserve, som skal kvalificeres til hurtigt at bidrage til bruttonationalproduktet”. Hvilket mange lærere, særligt i udskolingen, sikkert vil nikke genkendende til.

Ussing forsøger at komme både dybt og bredt omkring videnkulturen på ganske få sider – og det er jo svært at kritisere, når det netop er et debathæfte. Som læser sidder man dog tilbage med mange spørgsmål og en fornemmelse af at være kommet endog meget hurtigt gennem centrale pointer, der kunne have fortjent at folde sig mere ud.

Ikke desto mindre vil det kun godt nogleogtredive siders lille debathæfte kunne bruges som udgangspunkt for gode og saglige debatter rundtomkring i stuer og på lærerværelser – og forhåbentlig også i en og anden politisk sammenhæng. Med sine slagkraftige pointer om, at viden kun er en lille del af det, der bør ligge til grund for vores menneske- og samfundssyn – og vores måde at drive skole på - fortjener hæftet den skæbne, som det er tiltænkt – at skabe debat. Formen føles dog mere som en hvisken end som det råb, det rettelig burde have været.